Fredens ideologi

Det er en udbredt opfattelse, at det er samarbejdet mellem demokratiske nationalstater, der kan skabe og bevare den internationale fred. Man forsøger så vidt muligt at indføre demokratiske principper og sikre enkelte nationers selvbestemmelsesret. Det seneste eksempel er fredsaftalerne for det tidligere Jugoslavien. Men lige siden afslutningen af Første verdenskrig har der været europæisk tradition for at knytte de demokratiske principper til nationalstaten.

I 1919 samledes de allierede og accosierede magter til en konference i Paris for at forhandle en fredsaftale med det besejrede Tyskland på plads. Tyskland selv var ikke inviteret til at deltage i forhandlingerne.I første omgang gjaldt det for konferencens deltagere at blive enige om indholdet af den fredsaftale, som man ville tilbyde tyskerne. Da fredsforhandlerne fra England, Frankrig, Italien og USA mødtes den 12. januar det år, var det med meget ulige forventninger til fredskonferencens udfald.

I Frankrig krævede en ophidset og hævngerrig befolkning, at arvefjenden Tyskland skulle neutraliseres og sættes ud af det internationale politiske samarbejde en gang for alle. Men som sine europæiske allierede var Frankrig i et økonomisk og militært afhængigheds forhold til USA efter krigen. Det var USAs indtrædelse i krigen i april 1917, der afgjorde krigen. Indtil da havde krigens udfald været højst usikkert. Dertil kom, at det var USA, som Tyskland havde bedt om en våbenhvile og fredsslutning. Uden at rådføre sig med sine allierede havde den amerikanske præsident Woodrow Wilson tilbudt Tyskland en fredsaftale på baggrund af hans såkaldte 14 punkter.

De fjorten punkter er navnet på de betingelser for en fred, som Wilson opstillede. De fjorten punkter var et idealistisk fredsprogram. Grundlæggende kan punkterne ses som et forsøg på at opnå national og international fred og stabilitet. Wilsons udgangspunkt var, at ved at gøre stater til nationalstater kunne dette mål opnås. Nationalstaterne blev defineret ud fra, hvad man kalder objektive kriterier. De tager normalt udgangspunkt i enkelte kriterier som fælles sprog eller etnisitet. Evt. kombineres disse med fælles territorium, kulturarv mv. Problemet med denne slags definitioner er, at begreber som nation, etnisitet og sprog ikke altid er særligt entydige størrelser. Det gør dem ikke særligt egnede til at definere nationalstaten med. Oftes er det dog den slags objektive definitioner af fællesskab som nationale bevægelser benytter; de nationale bevægelsers formål er som regel at påstå et objektivt og naturgivet fællesskab.

Wilsons fjorten punkter fremlagde også de generelle principper for fredsforhandlingerne. Først og fremmest mente Wilson, at freden skulle forhandles på plads ved åbne forhandlinger og demokratiske beslutninger. Bag dette lå implicit en forestilling om, hvad der havde forårsaget den Første Verdenskrig; hemmelige traktater og alliancer og udemokratiske dynastiske regimers magtambitioner. Men den egentlige motivation for USAs krigserklæring mod Tyskland var formentlig, at amerikanske handelsinteresser var truet af en tysk  søblokade af bl.a. England.

For første gang i historien var en fredskonference ledet af parlamentariske demokratiske lande. Det gjorde fredsforhandlingerne følsomme over for den folkelige opinion. Politikerne var derfor tvunget til at formulere nogle fredsmål, der gik ud over de magtinteresser, som tidligere havde legitimeret nationernes kamp. Efterhånden som Første Verdenskrig trak ud blev det nødvendigt med en folkelig opbakning til at fortsætte. Med Wilson i spidsen blev Første Verdenskrig fra officiel side gjort til et spørgsmål om demokrati og retfærdighed. Wilson formulerede fra starten krigsmålene på en måde som ingen af de allierede lande endnu havde gjort. Han begrundede USAs indtrædelse i krigen i idealistiske termer. For første gang var masserne blevet ført i krig, og det faktum, at mange af dem havde stemmeret, ændrede krigen og fredsmålenes indhold. USAs deltagelse i krigen betød altså, at krigens formål ændrede sig. Man prætenderede, at krigen handlede om folkeret, selvbestemmelse, demokrati og frihed. Man talte efterfølgende om en retfærdig fred, hvor Europas nye grænser skulle drages i overensstemmelse med disse principper. Principperne blev samlet omtalt som nationalitetsprincippet.

Det var disse punkter og den idealisme, de udtrykte, som Tyskland accepterede, at en fred skulle baseres på. Det har sikkert spillet ind, at den amerikanske idealisme ville være mildere end den fred, Frankrig og England kunne tænke sig. USA stod meget stærkt i forhandlingerne. Det var dem, der havde formuleret de grundlæggende fredsprincipper, og de europæiske allierede var afhængige af den økonomiske og militære stærke magt. De europæiske allierede vidste, at der var en risiko for, at USA ville slutte fred med Tyskland uden om dem, hvis de ikke accepterede de idealistiske principper.

Fredskonferencen i Paris blev en fiasko. Den brug af nationalitetsprincippet var inkonsekvent og skabte store problemer. Strategiske og økonomiske interesser vejede tungere, når det kom til stykket. Men det kunne næste ikke være gået anderledes. Nationalitetsprincippet, som det blev fremlagt af Wilson, byggede nemlig sin demokratiske ide på etnisk-sproglige nationalstater. Man mente – og med en vis historisk ret – at de liberale, demokratiske og nationale ideer understøttede hinanden. Tanken var den, at hvis man fik skabt de rene nationalstater uf fra nogle objektive kriterier (etnisitet, sprog mv.), så ville demokratiet komme helt af sig selv. Der ville nemlig ikke være nogen til at undertrykke andre. Alle ville blive stillet lige i et demokratisk samfund.

Folkeforbundet byggede også på den ide. I et internationalt forum af frie og demokratiske stater skulle alle konflikter løses parlamentarisk . Tilliden til, at etniske nationalstater ville udvikle sig demokratisk, var blind. I årene efter fredskonferencen i Paris viste det sig også at være en uholdbar teori. De nye demokratier i Østeuropa forsvandt hurtigt, og i Italien, Spanien og Tyskland voksede der diktatoriske etpartisystemer frem. Problemet var, at fredsforhandlinger fejlvurderede de nationalistiske bevægelser, som skulle være demokratiets katalysator. Små nationaliteter viste sig hurtigt også at kunne indeholde aggressive nationale bevægelser og udemokratiske strømninger. Som f.eks. i det dengang nydannede Jugoslavien.

Idealismen var grundet i nogle idealforestillinger, som ikke lod sig praksisere. Ikke blot fordi de ofte stred imod økonomiske og strategiske interesser, men også fordi den “rene” nationalstat er praktisk umulig. Tanken var netop, at nationer kunne bestemmes ud fra objektive kriterier.Man brugte sproglige, kulturelle , etniske kriterier til at definere nationalitet. Hvis en nationalbevægelse henviste til disse forhold og på den baggrund krævede selvbestemmels, var den sikker på at vinde gehør over for de ledende fredsforhandlere. Den etnisk-nationalistiske ide var derfor en retorik, som de forskellige nationale bevægelser hurtigt tilegnede sig.

Der er således ganske få eksempler på nationale bevægelser, der før 1914 krævede selvstændighed på baggrund af etniske eller andre “objektive” kriterier. I dag er denne type nationalisme den mest udbredte. Men tanken er ny i europæisk historie. De nationale bevægelser før 1914 var typisk  samlende i den forstand, at man ønskede at samle slavere, italienere mv. oftes ud fra et politisk fællesskab. Sproget var f.eks. ikke vigtigt for de italienske nationale bevægelser i 1800-tallet.

De nationalistiske bevægelser i 1990´erne har været etniske og seperatistiske. Man behøver bare at tænke på de etniske udrensninger i det tidligere Jugoslavien. Krigens resultat var, at befolkningerne samledes i etniske enklaver. Ligesom så mange andre gange siden Første Verdenskrig var forudsætningen for oprettelsen af nationalstaten folkeflytninger, -mord og etnisk udrensning. Den etniske nationalstat er sjældent kommet fredligt i stand.

I det tidligere Jugoslavien fastholdt man den etniske udrensning, der havde fundet sted under krigen, da freden skulle sluttes. De to svenske forskere Wilhelm Agrell og Jesus Alcalá har gennemgået Dayton-aftalen og kom til det resultat, at den lovfæster den etniske udrensning og fastholder den etniske opdeling af befolkningen (Weekendavisen 15. december 1995). De mener, at Dayton-aftales retlige og administrative virkelighed forhindrer, at Bosniens demografi kan ændres tilbage i multietnisk retning. De nye politiske institutioner, der er kommer i stand som følge af Dayton-aftalen, har nemlig den etniske udrensnings slutresultat som grundlag. Faktisk ville en opløsning af de etniske enheder underminere den statslige konstruktion, som Dayton-aftalen indeholder, skriver Agrell og Alcalá.

I Dayton-aftalen blev de nye parlamentariske institutioner i Bosnien altså gjort afhængig af opdelingen i etniske enheder. Endnu en gang er en fredsaftale skabt på baggrund af en ideal forestilling om den etnisk “rene” stats formåen. Men som nævnt er en etnisk “ren” stat – og enhed – en utopi. Det giver grund til bekymring for minoriteterne i de etniske enheder. Deres demokratiske rettigheder er ikke automatisk sikret af nationalstatskonstruktionen.

På den baggrund må man stille spørgsmålet, hvorvidt opdelingen i etniske enheder og nationer til stadighed bør regnes som en forudsætning for demokratisk udvikling og international fred? Bosnien er i denne forbindelse kun et eksempel på en traditionel tillid til, at opdelingen i etniske zoner eller stater nærmest automatisk fører til demokrati. Den samme tillid som eksisterede efter Første Verdenskrig. En tillid, der er svær at begrunde historisk.

Denne kronik blev oprindeligt trykt i Berlingske Tidende den 7. februar 1997. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: