Det sproglige synspunkt

Anmeldelse. Louis Hjelmslev (1899-1965) er en af de store danske sprogforskere der fik indflydelse langt ud over landets grænser. Hans sprogteori var grundlæggende inden for strukturalistisk teori. Nu er hans introduktion fra 1963 genudgivet, og det er en god lejlighed til at lære strukturalismen at kende. 

Der indføres og forklares en lang række sprogteoretiske begreber som den dag i dag er centrale i sprogvidenskaben. Og man er forfatteren tak skyldig for det klare billedsprog. Fx de tilbagevendende sammenligninger med skakspil – skakspillet som også er en slags sprog hvor hver brik har sin bestemte betydning. Bogen er forebilledlig i sit billedsprog og som formidling, men på trods af denne klarhed fra forfatterens side, er det lidt af en tilsnigelse når forlaget på omslaget skriver at bogen er en alment tilgængelig indføring i sprogvidenskaben. Det gælder i hvert fald ikke her i 1999. Dertil er der sket for store ændringer i den toeretiske sprogvidenskab og meget nyt er kommet til. Et efterskrift kunne have rodet bod på det. Man savner simpelthen en redegørelse for den praktiske betydning Hjelmslevs teori har for sprogvidenskaben som den ser ud i dag. Strukturalismen er – om ikke død – så ændret så meget at enhver der begynder en sproglig analyse “Sproget” som guide bør træde varsomt. Det er løbet meget vand gennem åen siden Hjelmslev skrev. Det er bl.a. derfor bogen ikke lever op til forlagets varebetegnelse “almen indføring”.

Det var Hjelmslevs ambition at lave en autonom sprogvidenskab om sproget selv – og altså ikke at grundlægge sproget i psykologi, samfund, filosofi eller noget andet sted uden for sproget. Det objekt som denne sprogvidenskab retter sig imod er sprogbygningen – beskrevet som de regler der styrer hvordan sprogets stavelser og tegn må se ud. For at beskrive sproget skaber Hjelmslev et omfattende metasprog som denne bog er en indføring i. Den handler først og fremmest om hvordan strukturelle lingvister taler om sprog. Hjelmslev søgte nogle generelle regler for hvordan sprog kan beskrives – sproget i betydningen fra skakspil til digte. Enhver sproganalyse byder på et dilemma; skal man søge det absolutte med udgangspunkt i det sproglige værks karakter eller langt mere jordnært (og mindre systematisk) søge vekslende historiske former? Strukturalismen er ikke i tvivl: Det er generaliseringens projekt, den vil det absolutte. Dens metode påstår at være anvendelig på alt sprog.

Det er denne altomfattende teoridannelse der kan virke gammeldags. Men bogen er central i sin konsekvens (“Ordets ydre form er i virkeligheden lingvistens eneste kriterium”), og det gør den interessant. Særligt fordi der inden for den gren af sprogfagene der beskæftiger sig med litteraturanalyse igen er en interesse for at undersøge sproget (det kan lyde mærkeligt, men det er langt fra en selvfølge at sproget udgør en central del af en litteraturanalyse). Måske er det for alle de litteraturintereseredes skyld at bogen genoptrykkes i dag? Fordi der var noget vi glemte. Og nu må vi søge tilbage til rødderne og arbejde os frem igen. I så fald er “Sproget” et fint og overskueligt sted at starte.

Denne anmeldelse blev oprindeligt trykt i RUC NYT nr. 7, 1999. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: