Grøndahls madro

Jens Christian Grøndahls kronik om situationen i Kosova 13.6. indledes med en indholdsfortegnelse: “Forfatteren Jens Christian Grøndahl angriber åndslivets kroniske uskyld”. Allerede verbet “angriber” antyder, hvad der er på spi: nu skal der føres krig mod åndslivets hang til uskyld. Den forventning, krigsmetaforikken skaber, bliver til fulde indfriet.

Det hedder sig i kronikken, at “Kravet om forhandlinger blev indfriet – som et resultat af den militære beslutsomhed og ikke dens vaklen.” Det er er af kronikkens mange modsætningspar, der formuleres her: militær beslutsomhed = resultater og militær ubeslutsomhed = ingen resultater. JCG her dermed etableret et forbillede, som efterfølges af forfatteren selv, der jo er igang med et angreb.

Vi tager lige endnu et modsætningspar: historisk nuancering = falsk besked og historisk unuancerethed = sand besked. Det er dog kun præmissen for det første led i denne logik, der formuleres: “Diskussionerne om Balkan tabte sig gerne i endeløse historietimer (…) Som om historiske forklaringer på etniske konflikter kunne forklare grusomhederne og give dem et menneskeligt ansigt.

Hvordan pokker skal man forstå det anderledes, end at historisk nuancering og kulturel forståelse kan være skadeligt for den “militære beslutsomhed” og dermed, i JCG´s verden, er uønsket? Siger JCG samtidig (og ufrivilligt?) at jo mere historisk viden vi har om en krig, des sværere er det at føre den, fordi de “endeløse diskussioner” handlingslammer os?

Det lyder næsten urimeligt, når det spidsformuleres på denne måde, men når JCG præsenterer sit eget historiesyn forstærkes mistanken: Det er et historiesyn, som ubehjælpsomt hænger fast i den kolde krigs fortællinger om de gode og de onde kulturer, og det er kun på den ene side, at ofrene findes. Det er således næsten krigsforbryderisk at tale om kosovoalbanske etniske udrensning af serbere i starten af 90´erne, endsige at der findes serbiske ofre. Det forplumrer hele sagen.

Man kan beklage, at JCG kun har læst historikernes kommentarer som “Analyserne af Balkans voldskultur og de nationale myters aggressivitet”, men man forstår, at han selv hænger fast i denne opfattelse af kulturen på Balkan. Men glemmer næsten helt, at der i enhver kultur findes et voldligt og nationalistisk potentiale – og skønhed.

JCG spørger, hvilken pris Klaus Rifbjerg er villig til at betale for sin madro. Man kunne jo spørge JCG om det samme? Mon han vil svare et unuanceret historiesyn og en fastholdelses af den kolde krigs fortællinger om de gode og de onde kulturer?

Oprindeligt udgivet som kommentar i Politiken under navnet “Utak til Grøndahl” den 22 juni 1999.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: