Kulturel mur

Efter Anden Verdenskrig udviklede de vesteuropæiske samfund en kulturel fortælling, der styrkede fronten mod øst, men som i dag står i vejen for de nye landes optagelse i Europa

Under den kolde krig var det tydeligt, hvor væsentlig kultur er for den europæiske identitet. For amerikanere og deres allierede gik Europas grænse i øst – der hvorUSSR’s indflydelse begyndte. Det var med andre ord en grænse, som var bestemt af en ideologisk forskel. I tidens politiske retorik fremgik det, at opfattelsen af ‘den vestlige civilisation’ som demokratisk og fri var konstrueret af kontrasten til det udemokratiske og ufrie øst.

Selvom meget af den kolde krigs dikotomiske retorik er forsvundet i dag, så lever den fortælling, der adskiller de civiliserede nationer fra de uciviliserede, stadig.

Både i efterkrigstiden og i dag har fortællingen betydning for de internationale forbindelser. Historien viser dog, at det er nemmere for nogen end for andre at blive del af den europæiske fortælling. Mange europæere hænger stadig fast i den kolde krigs tankestrukturer.
Det er den kulturhistoriske forklaring på, hvorfor de nye europæiske nationer, der voksede frem efter kommunismens fald, har svært ved at blive en integreret del af Europa.

Der er langt fra altid en fornuftig, historisk forklaring på, hvorfor det lykkes nogle lande at fremstå som del af den europæiske fortælling, mens det mislykkes for andre. Historisk set er der f.eks. ingen grund til, at Italien er del af Europas ‘in-crowd’, mens Kroatien ikke er. Netop de to landes historie i efterkrigstiden er eksempler på, hvor meget retorik og historisk konstruktion betyder for de europæiske nationers syn på sig selv og hinanden.

Efter Anden Verdenskrig skulle Italien genskabe sin nationale identitet. Italien måtte overbevise resten af Europa om, at fascismen var en engangsforestilling i et land, der ellers har bidraget til europæisk kultur og historie på en positiv måde. En nøglefigur i konstruktionen af Italiens kulturhistorie efter krigen var statsmanden og filosoffen Benedetto Croce. Som krigen nærmede sig sin slutning, begyndte Croce den retoriske rekonstruktion af Italiens identitet og omdømme. Han malede billedet af Italien som en storartet europæisk stat, der havde bidraget positivt til europæisk kultur og civilisation.
For Croce var fascismen kun et midlertidigt, udefra kommende fænomen. Fascismen havde ødelagt Italien og dets lange tradition for liberal humanisme, men den fascistiske virus var blevet nedkæmpet, og Italien var immunt over for fremtidige trusler fra fascistisk side.

Det lykkedes Croce at sætte Italien ind i den europæiske fortælling ved at fremhæve renæssancens betydning for europæisk kultur. Og hvem kan modsige det positive ved Italiens Risorgimento, perioden med kulturel nationalisme og politisk aktivisme som ledte til Italiens samling?

Croces retorik var effektiv for det kollektive europæiske syn på Italien. Der gik ikke lang tid, før Italien blev betragtet som et af de europæiske, civiliserede lande, der havde bidraget positivt til den europæiske kulturhistorie. Glemt var fascismen og alliancen med Hitler. Croce forklarede fascismen som en afbrydelse af den ‘rigtige’ historie, som den var forløbet for Italien hidtil.

Kroatien er – sammen med Slovenien – det land på Balkan, som er tættest på en midteuropæisk kulturel tradition, men landet må kæmpe en hård kamp for at blive del af det ‘rigtige’ europæiske selskab og slippe af med sin belastende fortid.

I 1991 blev Kroatien en selvstændig stat. Kroatien ønskede selvstændighed fra den kommunistiske føderation og fra den serbiske nationale hegemoni i Jugoslavien. En central opgave for den nye, afhængige stat var at markere sig i forhold til verdenssamfundet. Klart nok var Europa ambivalent i synet på de nye stater.

De nationer, der engang havde set Kroatien som fjende, var de første til at kritisere uafhængigheden. Frankrig, England og Rusland var også mistroiske over for Tysklands intentioner i at anerkende Kroatien. Hele affæren vækkede et kort øjeblik de gamle europæiske alliancer og fronter.
Som Italien havde Kroatien en fortid, der skulle forklares, men efter krigen bevægede Kroatien sig direkte fra nazisme til kommunisme. Derfor har Kroatien svært ved at sætte sin historie i forbindelse med demokratiske og liberale værdier: Man bevægede sig fra en ‘afvigerkultur’ til en anden.
Modsat Italien – og selv Tyskland – havde Kroatien ikke mulighed for i efterkrigstiden at søge ind blandt de ‘normale’ europæiske nationer, dvs. de nationer, der gik ud af krigen som sejrherrer. Mens Vesteuropa rehabiliterede sig selv, lå Kroatien begravet under sin fascistiske fortid og sin kommunistiske nutid.

Efter sin selvstændighed søgte Kroatien at rekonstruere sin identitet blandt de øvrige europæiske nationer. Retorikken mindede om den, Croce anvendte i Italien efter krigen: Kroatien var genstand for en lang række af uheldige begivenheder i 1900-tallets historie, fra den tyskstøttede Ustasha-bevægelse under Anden Verdenskrig til den serbiske nationalistiske dominans under kommunismen. I denne retorik var det udefra kommende kræfter, der havde forhindret nationen i at blive en uafhængig nationalstat.

Det afgørende er, at Kroatiens nationale motiver af det øvrige Europa blev betragtet meget anderledes end Italiens ønske om at eksistere som nation. Og det er egentligt ironisk, for Italiens fortælling om fascismen som en udefra kommende virus, er svær at finde historisk belæg for.

Italiens fascisme var hjemmedyrket og blev støttet af store befolkningsdele. Derimod tyder en del på, at Ustasha blev støttet og igangsat af nazisterne i Tyskland. Ligesom meget tyder på, at Kroatien havde en af de stærkeste antinazistiske bevægelser i Europa. Men det er Kroatien og ikke Italien, der hænger fast i et image som nazi-nation. Lad det være sagt med det samme: I dag ledes Kroatien af den nationalistiske præsident Tjudman, og hans demokratiske sindelag er yderst beskedent. Alligevel er det interessant, hvor hurtigt Vesten ser fortidens nazisme i nutidens nationalisme.
Da Kroatien genindførte møntenheden Kuna, reagerede mange ved at bemærke, at det var møntenheden fra Ustasha-perioden. Det skulle altså være et nazistisk symbol. Kunaen kan føres længere tilbage end dette århundrede, så selvom det var en usmagelig politisk beslutning at genindføre den, så er det ikke nødvendigvis et nazistisk symbol.

Det samme gør sig gældende med det kroatiske flag, som også blev anvendt af Ustasha, men kan føres længere tilbage. Alligevel førte det til mange advarsler om nazismens genkomst i øst.
Den slags er interessant set i lyset af den ubekymrede måde, hvormed omverden ser på de italienske neofascisters optur. I 1994 vandt de 40 procent af stemmerne i Rom, hvilket ikke vakte den store bekymring i Europa. I den europæiske kollektive vurdering er Kroatien som nation stadig ‘nazi’, mens Italien er en del af den europæiske fortælling om humanisme og liberalisme.

Pointen er ikke, at Kroatiens historiske synder blot skal glemmes. Ej heller at Italien nu skal straffes for sin fortidige skyld. Pointen er, at den europæiske fortælling er en konstruktion. Den vesteuropæiske civilisation er ikke af natur renere eller uskyldigere end andre. At den europæiske identitet bygger på en god portion fortrængning, har konsekvens for, hvordan Vesteuropa reagerer på folkemordene på Balkan. Selv om enhver borger i Vesteuropa og ethvert barn af Oplysningstidens fornuft kan se det urimelige i, at en generation af unge kroater skulle myrdes i en krig med Serbien, så kan forskere som Stejpan G. Mestrovic berette, at langt ind i de politisk ledende kredse i USA fandtes den opfattelse, at Kroatien fik, hvad det fortjente. Hvilket vil sige, at til trods for at et folkemord var i gang, så var de vestlige lederes ambivalente reaktion på folkemordet styret af en irrationel følelse: Kroatien betalte for fortidens synder.

Det er derfor vigtigt at komme af med de fortællinger, der forhindrer os i at forholde os til uret, når den foregår for øjnene af os. Den europæiske fortælling er sådan en fortælling. Den forhindrer retfærdighed.

Oprindeligt udgivet som kronik i Information den 18. oktober 1999.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: