Historiens kolde dokumenter

I de seneste år har historikere gjort op med mange myter om besættelsestiden. Senest ved at påpege, hvor stor betydning danske fødevarer havde for den nazistiske krigsmaskine. Et eksempel på, at Danmark ikke udmærkede sig ved at modarbejde nazisterne i nævneværdig grad. De, der oplevede krigen, føler, at historikerne fordrejer virkeligheden. 

I Politiken (24.11.99) skriver Knud Larsen som en reaktion på den seneste debat om dansk industris eksport til Nazityskland: “…det er meget trist at være vidne til de angreb og “misfortolkninger”, der fra yngre mennesker (såkaldte historieforskere) rettes mod den tids politikere m.fl., på grundlag af nogle følelseskolde dokumenter.” Knud Larsen oplevede selv befolkningen under besættelsen som alt andet end venligt stemt over for tyskerne. Det er ikke min hensigt at tage diskussionen om folkestemningen i Danmark op her, men jeg vil – som en af de “yngre mennesker”, der hentydes til – gerne vise, at den måde historien opleves på, ikke nødvendigvis er den måde, som den er på, og at der ikke ligger nogen værdimæssig skelnen mellem de to. Undervejs håber jeg, at det fremgår, at de dokumenter, vi arbejder med som historikere ikke er – og ikke bliver behandlet som – følelseskolde.

Besættelsestiden er et af de mest følelsesladede emner en historiker kan gå i krig med. Ofte virker de konklusioner, man drager anklagende på dem, der oplevede besættelsen: Hvorfor gjorde I ikke noget, og hvorfor tyder alt på, at når I så gjorde, så var det uden at løbe personlig risiko og med udsigt til en pæn økonomisk gevinst? Det er dog sjældent formålet at anklage nogen, men nærmere at undersøge om historien, som det behager os at huske den også er den historie, som vi kan finde belæg for. Forestillingen om, at den danske nationalkarakter skulle være særlig uskyldig og antinazistisk er ikke alene en myte, det er også en farlig myte, der bygger på fortrængning, og som luller os ind i den tro, at det onde altid kommer udefra.

En af besættelsestidens begivenheder, der er tæt beslægtet med den igangværende debat om dansk fødevareeksport, interesserer mig særligt, fordi den på en gang er et af besættelsestidens mest dramatiske kapitler og en del af min egen families historie: Nazisternes aktion mod de danske jøder den 1. oktober 1943 og den efterfølgende masseflugt til Sverige. Mine bedsteforældre var blandt dem, der måtte flygte ved den lejlighed. De levede ikke længe nok til at fortælle mig om det, men i Riksarkivet i Stockholm har jeg fundet dokumenter, der fortæller noget af deres flugthistorie, resten har deres børn kunne fortælle mig.  Dokumenterne er rapporter med data om de flygtninge, som ankom til Sverige under krigen, og som det svenske politi skrev. Her oplyser flygtningene, hvorfor og hvordan de flygtede fra Danmark. Man kan altså få noget at vide om flygtningenes, heriblandt mine bedsteforældres, oplevelse af krigen og deres egen situation: Om baggrunde for, at de handlede som de gjorde.

Netop den tyske aktion mod de danske jøder og den efterfølgende flugt til Sverige blev for ikke så lang tid siden taget op til revision. De to historikere Rasmus Kreth og Michael Mogensen udgav bogen “Flugten til Sverige” (Gyldendal 1995). Baggrunden for undersøgelsen var spørgsmålet, hvordan det lykkedes 95% af de danske jøder at bringe sig i sikkerhed i Sverige, mens nazisterne dræbte 2/3 del af de jøder, som de havde inden for rækkevidde uden for Danmark. Konklusionen er, at tyskerne efter den 1. oktober 1943 ikke systematisk forfulgte de danske jøder. Der er mange eksempler på, hvordan personer af et godt hjerte og frivilligt organiserede flugten til Sverige for andre, og det er ikke for at tage noget fra deres ære, at man konkluderer, at det var tysk politik, der i sidste ende var afgørende for, om danske jøder kunne flygte. Dertil kommer, at jøderne i Danmark sandsynligvis ikke var i fare efter aktionsnatten, og hvem bryder sig om at høre, at man ikke var i fare, når man nu oplevede det sådan? Eller når man, som min mormor, udsatte sig selv og sine børn for en farlig rejse over sundet, som jeg skal vende tilbage til om lidt.

Baggrunden for Kreth og  Mogensens konklusioner – som er bredt accepterede i dag – er den særlige politiske situation, som herskede i det besatte Danmark. Selvom alle vidste, at besættelsesmagten kunne trumfe sin vilje igennem, så var der på papiret tale om en aftale mellem to suveræne stater. Tyskerne kunne gøre, som de ville, men man respekterede et dansk ultimatum om ikke at indføre antijødiske love, som i de andre besatte lande. Det gjaldt i hvert fald frem til den 29. august, hvor den politiske situation i Danmark – som bekendt – ændrede sig dramatisk. I månederne før oktoberaktionen havde troen på, at Tyskland ville tabe krigen bredt sig, og i Danmark greb sabotage- og strejkeaktioner om sig. Derfor stillede Adolf Hitler den danske regering over for et ultimatum: Krav om indførelse af undtagelsestilstand med udgangsforbud, særdomstol, dødsstraf mv. Den danske regering svarede nej, og forudsætningen for den dansk-tyske samarbejde var ikke længere tilstede. Værnemagten overtog den udøvende magt i Danmark, og regeringen stod uden beføjelser. Vejen var nu banet for nazisternes aktion mod de danske jøder.

At nazisterne virkelig skulle have ventet med jødeforfølgelsen i Danmark frem til oktober 1943, kan virke overraskende, men tyskerne vidste, at jødernes retstilling var et afgørende princippunkt for den danske regering, og for ikke at bringe samarbejdet mellem Tyskland og Danmark i fare lod man det ligge. Men det var nok i højere grad det tyske udenrigsministeriums repræsentanter i Danmark, Renthe-Fink og Werner Best, fortjeneste end egentlig tysk udenrigspolitik. Renthe-Fink og Best havde to motiver for at ønske et stabilt samarbejde med den danske regering. For det første ønskede de at bevare deres egen position, som ville være udspillet i det øjeblik samarbejdet med den danske regering brød sammen og magten overladt til værnemagten eller en rigskommisær. For det andet havde man erkendt, at hvis de stabile relationer til den danske regering brød sammen, så kunne leverancen af danske fødevarer også blive ustabil.

Det giver jo også en paradoksal og ubehagelig tilføjelse til den igangværende debat i Politiken: Det er blevet påpeget, hvordan de danske fødevarer var med til at holde liv i den nazistiske krigsmaskine – de politiske omstændigheder omkring de danske jøders vellykkede flugt til Sverige tyder på, at den selvsamme fødevareeksport også betød, at de danske jøder ikke oplevede samme forfølgelse som i udlandet.

Ovenstående version af krigen er en, vi har lært efter krigens afslutning. Og den er ikke en historie, der fortælle os meget om, hvordan de forskellige personers oplevelse af krigen var. For eksempel er der nok ikke mange jøder, der under besættelsen ligefrem gik rundt og følte sig sikre. Hvis man spørger dem, der stadig lever, så får man da også et andet indtryk. Krigen blev oplevet som en usikker og angstpræget tid, og det kan bekræftes af politirapporterne i de svenske arkiver. Der ligger dramatiske og følelsesladede oplysninger bag de “kolde dokumenter”, som kommer frem, hvis de læses med et sensitivt blik.

Blandt dem, der flygtede, var som nævnt min familie, herunder min morfar, lægen Binem Lipschitz. Den 3. oktober forlod han sit hjem på Lolland. Han efterlod sin kone og tre børn, der ikke var jøder, men fulgte ham til Sverige små tre uger efter, da de også begyndte at føle sig usikre. Indtil aktionen den 1. oktober havde familien Lipschitz  – som andre jødiske familier i Danmark – indtaget en særstilling i det nazistisk kontrolledere Europa. Før den dato var situationen for de danske jøder ikke livstruende, og sådan havde familien Lipschitz formentligt heller ikke oplevet den. De blev i hvert fald i landet.

Det ændrede sig med den nazistiske aktion mod de danske jøder natten til den anden oktober. I dagene frem til aktionen var der ankommet militærpoliti fra Tyskland, og de hentede folk fra deres lejligheder og spredte angst og usikkerhed. Det skal nævnes, at den nazistiske aktion blev svækket af tyske diplomater i Danmark, særligt G. F. Duckwitz, som røbede planerne om den forestående aktion, og langt de fleste jøder havde forladt deres hjem, før nazisterne kom på besøg. Men for jøderne var en ting klar: Deres liv var nu i overhængende fare.

Binem Lipschitz forlod, som så mange andre danske jøder, sin bopæl på Lolland umiddelbart efter den tyske aktion. Det fremgår af politirapporterne fra Ystad, hvor han ankom, at han først kom over sundet med en fiskekutter den 10. oktober. Han må altså have skjult sig rundt omkring i Danmark indtil da. Ombord på fiskekutteren med Lipschitz var 34 andre danske flygtninge, og politiet i Ystad har registreret dem alle. Af politirapporten fremgår det, at de danske flygtninge i oktober generelt hverken var politisk aktive eller medlem af en sabotagegrupper. De havde ikke anden grund til at flygte end den tyske jødeforfølgelse. Flugten til Sverige kulminerede samtidig med Binem Lipschitzs ankomst til Ystad. Fra den 6. til den 16. oktober ankom 6.670 personer til Sverige, hvoraf ca. 95% var jøder.

Vi ved kun lidt om de personlige omstændigheder, som flygtningene levede med, men af dokumenterne i Stockholm fremgår de, at flugtruterne ændrede sig i oktoberdagene. Hvor det før var typisk at rejse fra københavnsområdet, så rejste man i dagene efter den tyske aktion fra flere steder i landet. Det gjaldt for Binem Lipschitzs hustru, Dagmar, der med sine børn rejste fra Klippinge på Stevns. Dagmar oplyste til de svenske myndigheder i Skanör, at hun ikke var jøde, og at hun kom til Sverige, fordi hendes mand var der.

Ifølge historikerne Kreth og Mogensen er der ikke meget, der tyder på, at jøderne – og altså heller ikke Dagmar Lipschitz og hendes børn – var i direkte fare i Danmark efter aktionsnatten. Men børnene af Binem og Dagmar husker det anderledes. På Lolland var der danske nazisympatisører i børnenes skole og andre steder i landsbysamfundet. Det skabte usikkerhed og har været en reel trussel i deres liv. Samtidigt gik der rygter om , at en aktion mod “halvjøderne” var under forberedelse. Det var baggrunden for, at de flygtede så sent som i november 1943. Og det blev en farefuld rejse, der ikke passer med den relative ufarlighed, som historikerne i dag betegner flugten til Sverige med. Der var ikke nogen i Lipschitz-familien, som kom på den  abstrakte tanke, at deres liv skulle være sikrere på grund af dansk fødevarereksport til Tyskland.

Dagmar og de tre børn forsøgte to gange at komme med en fiskekutter til Sverige. Første gang fra Skudehavnen i København. Gennem en lægeforening havde Binem, som var praktiserende læge, sendt en besked til et apotek om at sende “den store og de tre små ampuller”. Det var kodeordet for for Dagmar og de tre børn, som rejste umiddelbart efter. Det tyder på, at familierne blev hjulpet af hjælpegrupperne.

Kreth og Mogensen skriver i deres bog, at risikoen ved at hjælpe jøderne til flugt ikke var særlig stor, men det ændrer jo ikke på, at den blev oplevet som sådan. Og for familien Lipschitzs var faren helt reel. Deres første flugtforsøg var blevet oplyst til nazisterne af en stikker, og de var i alvorlig fare.

I fire biler blev familien og andre flygtninge transporteret gennem København. I den bagerste sad Dagmar med sine tre børn og et dansk medlem af frihedsbevægelsen. Ved Østbanegade skilte en bom deres bil fra de øvrige. Mens familien ventede på, at bommen gik op, blev de tre andre biler forude tømt af tysk politi – flugten var blevet røbet. Familien Lipschitz undgik kun at blive arresteret, fordi chaufførerne i de andre – nu tomme biler – advarede dem på tilbagevejen.

Anden gang var familien heldigere. De ankom til Sverige den 7. november. På det tidspunktvar det, der betragtes som masseflugten fra Danmark, for længst ovre, og generelt må det siges, at faren ved overfarten på det tidspunkt var minimal. Men indimellem gik det jo alligevel galt, som for dem, der kørte i bilerne foran familien Lipschitz. Og det gav bevidsthed om, at flugten var en risiko.

Familien Lipschitzs flugthistorie er ikke blot fortællingen nogle dramatiske begivenheder i dansk besættelseshistorie. Den er også et eksempel på, at krigen blev oplevet meget anderledes, end den måde som historikerne beskriver den på i dag. Der er – som nævnt – ikke nogen værdimæssig skelnen mellem den personling oplevelse og den historiske beskrivelse af historien. Der er heller intet i vejen for, at en historiker sætter sig for at beskrive, hvordan en gruppe mennesker oplevede krigen, det er bare ikke den historie, der er ved at blive skrevet i disse år.

Det er noget ganske andet at skrive historien om den nære fortid, end om den fortid som folk kun kender fra bøger. Historikeren vil hele tiden blive stillet over for folk, der mener, at deres individuelle livserfaring også udtrykker en kollektiv erfaring. Sådan er det ikke altid, med dermed er det ikke sagt, at den individuelle erfaring er under anklage eller skal henvises til de historier, der fortælles foran pejsen. I tilfældet omkring besættelsen er problemet om den individuelle erfaring et særligt ømt punkt, for der er ikke så mange, der har lyst til frivilligt at berette om deres samarbejde eller sympatier for nazisterne, og det er jo ikke så underligt. Det er bl.a. derfor, at vi har historikerne. Hvis ikke nogen tog fat på de emner, der er ubehagelige for den danske selvforståelse, så ville besættelsen hurtigt blive en glorværdig fortælling. Derfor er historikernes ambition ikke at slå øjenvidner i hovedet med kolde dokumenter, men at forhindre mytedannelser. Og historien er fuld af eksempler på, at mytedannelser kan føre til nationalt overmod og i sidste ende til nye krige og folkemord.

Denne artikel blev bragt i Politiken den 12. december 1999 i en forkortet version under titlen “Ingen har patent på sandheden”.

Comments

  1. Fanny Rosenblatt says:

    Hej Kresten,
    min far som var polsk jude född 1907 i Polen och kom till Sverige med de vita bussarna 1945 från koncentrationsläger brevväxlade med en släkting i Danmark under min barndom. Jag minns det som att släktingen i Danmark var min farfars kusin. Han var läkare och hade konstruerat något form av kodspråk. Jag minns breven som kom och som oftast innehöll informationsblad om detta språk. Min far dog för länge sedan. Som vuxen har jag då och då tänkt på hur obegripligt det är att en bor i Stockholm och den andre i Köpenhamn och de besökte aldrig varandra. Jag minns dock att min mor, som dog 2000, vid något tillfälle var i Köpenhamn och då hälsade på min fars släkting. Jag minns namnet på min fars släkting mycket väl, Binem Lipschitz. Jag har ofta tänkt att jag skulle efterforska om den danska släkten, Jag minns att Binem hade barn. Jag själv är nu 65 år, läkare, och har äntligen gjort det jag borde gjort för länge sedan, nämligen Googlat på Binem Lipschitz i Danmark. Till min stora förvåning fick jag upp denna artikel och om jag förstår den rätt är du barnbarn till Binem. Jag trodde inte det skulle vara så lätt att få upp ett spår. Det skulle vara mycket roligt att få kontakt med dig. Kanske är du ibland i Stockholm och vi kan ses, eller kanske ses vi någon gång i Köpenhamn.

    Vänliga hälsningar
    Fanny

    • Kære Fanny
      1000 tak for din besked. Det er ganske rigtigt mig, der er barnebarn af Binem Lipschitz. Vi er tre børnebørn i alt. Binem har to døtre, som lever i bedste velgående, Lili og Lis. De kan ikke huske, at der skulle være en slægtning, men synes det lyder spændende. Vil du sende mig din e-mail, så kan vi tale sammen over mail. Jeg glæder mig til at høre mere. Min e-mail er kresten@bjergk.dk

      Med denlig hilsen Kresten

      Jeg sendte også din besked til min mor, Lili Lipschitz. Hun skriver:

      Det er pudsigt at høre at min far havde denne slægtning hvis barnebarn Fanny, nu har kontaktet dig. Jeg kender ikke noget til denne slægtning, mindes ikke navnet. Det må jo være efter farfaderens tid i koncentrationslejr, at han og vores far har korresponderet. Far arbejdede ihærdigt i mange år med dette talsprog. ( jeg har noget materiale liggende her). Fordi så mange familier blev splittede fra hinanden, vel specielt Jøder under krigen, besluttede han at lave dette talsprog, så de alligevel kunne kommunikere med hinanden, tværs over grænser. I al sin “ simpelhed” gik det ud på, at han gav hvert ord med samme betydning samme tal, og han nåede en del sprog. Han trykte små hæfter på de forskellige sprog, så man bare kunne slå op og se hvad nr. f.eks mad, food osv. havde. Så kunne man skrive sammen via numrene. Det siger sig selv, at det ikke kunne blive en nuanceret korrespondance, og at der var lagt op til misforståelser. Men det at man kunne komme i kontakt med hinanden, var det vigtigste. Han satte selv disse skrifter med blybogstaver fra sin originale sættekasse, og trykte dem med en fluesmækker. Det fyldte vist det meste af hans fritid. Jeg kan se ham stå og arbejde med det. Jeg syntes dengang, som stor skolepige, det var et lidt spøjst projekt. Men tænker i dag, at det jo var lidt rørende, og forstår bedre, hans behov for at splittede ( jødiske) familier skulle kunne kommunikere med hinanden. Det må jo så være den næste generation, der fik et andet sprog, end den foregående. Har egentlig aldrig tænkt på, at det nok specielt var tilegnet de splittede jødiske familier ( og deres vener). Hans egne forældre må have tilhørt den store gruppe østeropæiske jøder, der flygtede hertil omkring århundredeskiftet. Fanny, der skrev til dig, har altså en farfar, der har været i koncentrationslejr. Jeg sidder netop nu og genlæser Sofie Lene Baks bog: “Ikke noget at tale om “. Om de tidligere oversete belastninger og traumer forårsaget af flugt og forfølgelse af de danske jøder. Det gør jeg, fordi jeg i februar skal op og tale til en gymnasieklasse i Lund ( inviteret af Mettes veninde, der underviser og bor i Lund) om min flugt til Sverige. Hvis du skal møde Fanny i KBHN en dag, kunne det være spændende at hilse på. Jeg har ingen viden om min fars familie før de kom til Danmark. Måske har hun. Også interessant at både min far og du arbejder med kommunikation, godt nok fra hver jeres vinkel. Jeg håber du er kommet godt hjem fra Åbenrå.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: