Til forsvar for dagdrømmerne

I dag har vi en unik historisk situation, hvor alle kunne arbejde mindre – hvis alle arbejdede. Men vi har en uudtalt forestilling om, at lediggang er en synd. 

Poppede omskrivninger synes at herske i politikernes lovprisning af arbejdet, og det er en retorik, som kun har til formål at skjule, at vi lever i en tid, hvor der ikke er brug for alle på arbejdsmarkedet. Når man ikke vil erkende det og indrette samfundet derefter, så skyldes det en kulturhistorisk foragt for den dovne og dagdrømmerne. På trods af, at det er en tilstand, som kan bidrage med meget godt i vores ekspressokultur.

Da regeringen for seks år siden indførte den såkaldte aktive arbejdsmarkedspolitik, dækkede adjektivet blot over, at her var der tale om en mekanisk, ydmygende tvangsudskrivning til arbejde.

På samme måde vælger man andre ord, der lyder positive, men som ikke betegner, hvad der egentlig er tale om. For eksempel ordet “jobtilbud”, der ikke dækker over et tilbud om et job, men er et påbud om at tage påvist arbejde. Tilbud er påbud. Man skal lige lære arbejdsmarkedets sprogspil – for her er intet, hvad det giver sig ud for. Den ledige må lære sig sprogspillet, og derfor går hun på kursus og lærer at beskrive sig selv som ekstremt fleksible, dynamisk, resultatorienteret og en rigtig team-player. Der mangler ikke poppede klicheer, når det gælder om at præsentere sig som anvendelig arbejdskraft. Men er det ikke komisk at tvinge folk til aktivitet, når det er unødvendigt, og er det ikke komisk at være tvunget til at spille et sprogspil, der helt igennem er en flidsopfordring? Eller er det snarere tragisk? Vores samfund er et produkt af en lang bestræbelse på at udrydde det enkle, manuelle arbejde, som traditionelt har holdt befolkningen travlt beskæftiget.

I dag har vi en unik historisk situation, hvor alle kunne arbejde mindre – hvis alle arbejdede. Eller i det mindste en situation, hvor enkelte kunne bruge ledigheden konstruktivt til at søge nye veje. Når det ikke er en politisk målsætning, så skyldes det en uudtalt forestilling om, at lediggang er en synd, og der har vist aldrig for alvor hersket en anden opfattelse i vores kultur. Lediggang er det samme som at forfalde til dovent, syndigt dagdrømmeri.

Allederede i Biblen slås det fast, at “den der ikke vil arbejde, fortjener ikke føden.” Heller ikke Antikken havde noget tilovers for uvirksomme, og i Platons idealstat havde driverter og dagdrømmere ingen plads. Stræben fremad har præget vores kultur fra begyndelsen.

Alligevel har der indimellem været tendenser til et andet syn på dagdrømmerne. Blaise Pascal formulerede for mere end tre hundrede år siden en skarp protest mod den evige aktivitet og forklarede dens psykologiske ophav: “Det er en utålelig straf for sjælen, når den skal leve ensom og tænke over sig selv. Derfor sørger den bestandigt for at kunne glemme sig selv, idet den giver sig af med lutter ting, der hindrer denne selvbesindelse. Og heri ligger årsagen til al støjende, rastløs geskæftighed…”. Det er kun lidt polemisk at sige, at det er denne energiske livsflugt, som er systematiseret i regeringens aktive arbejdsmarkedspolitik. Her er ikke plads til stille eftertanke og stimulerende drømmeri. Det er en systematiseret umulighed at sætte sig ud over tidens jagen.

I 1945 skrev den danske forfatterinde Elsa Gress et essay, som hun opkaldte efter en særlig uvirksomhedstilstand, som man i middelalderen kaldte “Akedia”. Akedia betegnede en tilstand af handlingslødhed, ensomhed og viljeløshed – og i disse for det moderne menneske nærmest sygelige tilstande. lå værdien. Gress skelner mellem to akediastemninger, en lys og en mørk. Den mørke er langt den mest udbredte. Det er oplevelsen af al tings meningsløshed, hvor en følelse af livslede over livets uopnåelige mål dominerer. Den er der sikkert mange af nutidens ledige, der genkender. Men der er også en lysere akediastemning, og den antager præg af grænseløs fredfyldthed.

Og som Gress skriver: “Tiden bliver elastisk, og man får evighedsfornemmelser – selv uden at have studeret parapsykologi”. I denne tilstand kan mennesket få fornemmelse af evigheden og en åbenhed som sjæl og hjerne ellers er blind for. Og hvor mange ledige når at opleve det, før de bliver aktiveret? Hvor mange oplever, at de har lyst og kreativitet til at tage fat i deres liv, før de sidder i en kommunal fejemaskine?

Akediatilstanden er endnu ikke totalt udryddet, men, som Gress skriver, får den sjældent lov at tage magten, fordi man i vore dage ikke blot betragter den som en last, men også som en sygdom.

Gress var interesseret i akedia, fordi hun så en værdi i sådan en tilstand. Hun skrev: “Arbejde er helt ensbetydende med økonomisk virksomhed, der lægges stigende tryk på “realiteter”, “virkeligheden” bliver endemål for tænkningen og stræben. (…) Resultatet er således blevet, at den moderne europæer normalt simpelthen bryder sammen under forsøget på at være uvirksom. Hans forfædre fordømte uvirksomhed som en last, han selv er ude af stand til at dyrke den. Han udholder ikke vægten af for megen frihed. Hans ørkesløshed bliver mere end nogensinde rastløshed.” Den moderne europæer kender ikke tilstanden af akedia. Hvis man glimtvis oplever en fornemmelse af evighed, så slår det mekanisk om i en angst for at være uproduktiv. Akediatilstanden er altså ikke uden faldgruber for ekspressomennesket. Gress afslutter da også sit essay med en advarsel: “Det store men er blot, at akediatilstanden, om den får lov at herske, vil være selvmoderisk uden et stort åndeligt og sjæleligt reservefond. For at drive til gavns og med udbytte må man have indre kapital. Kun de allerfærreste – vel for få til at redde vor kultur, der er bragt i dødsfare ved selve sin drivkraft – aktiviteten.” Og mens historien tilbyder os en enestående mulighed til at tænke anderledes på problemet arbejde-lediggang, så jager det aktive menneske videre, drevet af en altid vågen skræk for stilstand og tomhed. Man kan kun opfordre politikerne til at stoppe den systematiske virkelighedflugt. Og lad os så i stedet værne om vores ledige og deres dagdrømme, måske er der så nogen, der sætter sig ud over de øjeblikkelige behov og skaber den åndelige og sjælelige reservefond, som Gress talte om.

Oprindeligt udgivet som kronik i Aktuelt den 14. september 2000. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: