Aprilsnar

Aprilsnaren og løgnen forvandler sandheden til en form. Når vi tror på noget, skyldes det i mindre grad historiens sandsyndlighed end dens form. Men den første april er vi for en gangs skyld de kritiske mediebrugere, som vi burde være.

I dag er det den første april, og så læser vi avisen på en hel anden måde, end vi plejer. Vi ved, at et eller andet sted i avisen gemmer sig en løgn – ligesom vi ved, at når vi skal se nyhederne i tv i aften, så vil vi også blive præsenteret for en løgn. Det er en løgn, som har sin klare funktion: Den skal sætte alle de andre “sande” historier i relief. Den lille tilladte løgn skal bekræfte nyhedsmediernes almene troværdighed og rituelt rense medierne, så de resten af året  fremstår sande, objektive og saglige. Men i virkeligheden får den lille løgn den stik modsatte virkning.

Tænk på, hvordan du i aften ser nyhederne i tv fast besluttet på, at denne gang skal det ikke lykkes dem at narre dig. Du følger udsendelsen med en helt uvant skærpet opmærksomhed. I aften er du alle oplysningsfilosoffers ønskedrøm; en kritisk borger som fuld af skepsis forholder sig prøvende til alle påstande. Indtil du indser ironien i det hele. For selv med det mest kritiske blik er det ganske umuligt at skelne mellem sande og opdigtede historier. Strengt taget kunne hver eneste af nyhedernes historie være løgn. Pludselig virker alle historierne som en parodi, og vi forstår, at den sandhed, som vi præsenteres for til daglig, hviler på en temmelig skrøbelig forudsætning, nemlig den at journalister nok ikke lyver bevidst.

Denne pointe gjorde medieforskeren Peter Larsen opmærksom på for mere end 10 år siden. Og med den fart nyhedsformidlingen og virkeligheden har i dag, er pointen ikke mindre aktuel. For i dag kender vi allesammen eksempler på, hvordan mediernes konkurrence om at være først med en historie, er gået ud over troværdigheden af nyhederne. Heller ikke journalisten har en jordisk chance for at tjekke de historier, der dumper ned fra satellitterne. Journalisternes arbejde hviler også på den skrøbelige antagelse, at det nok ikke er løgn, det som de andre fortæller. Men det er i virkeligheden det mindste problem.

Det er langt mere alvorligt, at fiktionen virker mere virkelig, end virkeligheden gør. Det, der kendetegner aprilsnaren og løgnen generelt er, at de forvandler sandheden til en form. Når vi tror på noget, skyldes det i mindre grad historiens sandsynlighed end dens form. I virkeligheden vil George Bush realisere Star Wars, Grauballemanden indlægges på et topmoderne sygehus, og Hans Engell er adm. chefredaktør på Ekstra Bladet. Og er det ærlig talt ikke for absurd og for utroværdigt til, at vi ville tro på det, hvis det var den første april hver dag? Derimod er der næppe nogen, der har problemer med at relatere sig personerne i tv-udsendelsen Big Brother – på trods af den gennemført konstruerede virkelighed, som de befinder sig i.

Måske er det også trangen til at opleve virkeligheden som noget personligt og nært, der er årsagen til et forunderligt paradoks i disse år, nemlig at mens virkeligheden arter sig mere og mere utroværdigt, så foretrækker vi den konstruerede og forudsigelige virkelighed i alle dens mulige og umulige former – fra Big Brother til TV2.dok.

Det er altså ikke bare mediernes troværdighed, der er problemet her, det er selve virkeligheden, der er blevet for utroværdig. Som Peter Larsen også skriver, så plejede de første moderne journalister for over 100 år siden at hævde, at en nøgtern beskrivelse af virkeligheden altid kunne konkurrere med den mest spændende, den mest fantastiske fiktion. Og han fortsætter: “Den første april forstår tv-seeren, at synspunktet stadig holder, men forstår også samtidig, at virkeligheden har forandret sig radikalt siden den moderne journalistiks guldalder: Den er ikke længere blot fantastisk eller spændende, den er målt med enhver alen fundamentalt utroværdig.”

Virkeligheden har ændret sig mere end den journalistik, som vi beskriver den med, som har sine rødder tilbage i sidste halvdel af 1800-tallet. Det var en periode, som var præget af en søgen efter et nyt objektivt sprog til at beskrive verden med. På sin vis var det et opgør med romantikkens myter og glorifisering af fortiden. Og historievidenskaben ville være kildekritisk, litteraturen realistisk, og sammen med journalistikken fandt man en beskrivende sprogstil, som var bygget op om den synlige og  umiddelbare virkelighed. Derfor blev øjenvidnet også et af de mest brugte virkemidler, når der skulle gives indtryk af virkelige begivenheder – både i litteraturen og journalistikken.

Selvfølgelig er der kommet nye nyhedsmedier til, men de har kun forstærket 1800-tallets sproglige virkemidler; med skjult kamera gøres vi tilsyneladende alle til øjenvidner. I en falsk tro på, at det rent beskrivende er garantien for det objektive, har nyhedsmedierne fremelsket denne form, så der tilsidst kun er formen tilbage; billeder af en verden, som virker stadig mere meningsløs. Det er ingen kunst for fiktionen at gøre det nummer efter. Og tænk på al den fiktion, der indledes med varedeklarationen “baseret på en sand historie”, Forvirrer det os, at fiktionen indledes med at påberåbe sig autenticitet? Tværtimod, vi godtager det fiktive som fakta, hvis vi får besked på det.

Når vi oplever en historie som realistisk, er det ikke fordi den eksakt spejler virkeligheden, men fordi den betjener sig af en række teknikker, der frembringer en virkelighedseffekt. Det er den pointe, vi har det med at glemme, og som aprilsnaren kan hjælpe os med at huske. For det er præcis den samme virkelighedseffekt, som medierne bruger, hvad enten de vil have os til at tro på en aprilsnar eller en “rigtig” nyhed. Men for at tro på virkeligheden – og for at forholde os til den – har vi brug for mere og andet end de rene beskrivelser, vi ser i medierne. Vi må bagom tingene, som de umiddelbart tager sig ud .Vi tror på hvad som helst, fordi vi mangler de erfaringer og sammenhænge, der gør den ene historie mere sandsynlig end den anden. Mens virkeligheden gradvis blev mere utroværdig, så blev fiktionen stadig mere troværdig. Simpelthen fordi fiktion og løgn overtog det sprog, som vi historisk udviklede til at beskrive det virkelige med.

I dag fortæller aprilsnaren os, at virkeligheden er løbet fra den måde, vi har valgt at fremstille den på.

Oprindeligt trykt som kronik i Aktuelt den 31. marts 2001. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: