Sådan skabte Herman Bang verden

Når nutidens journalister skriver om det “virkelige”, så bruger de i grunden samme fremstillingsform, som forfatteren Herman Bang gjorde. Det er en sprogkultur, der har sine historiske rødder tilbage til sidste halvdel af 1800-tallet.

De sidste 100 år er øjenvidnet blevet stadig vigtigere, når vi vil dokumentere virkeligheden. Det startede i litteraturen, journalistikken, og historievidenskaben, bl.a. som en reaktion på nationalromantikkens følelsesladede version af virkeligheden. Det fortsatte i tv, hvor illusionen om, at vi er øjenvidner, skaber spænding og autencitet i både nyheder og reality-shows. Men hvor der lå selvoplevet virkelighed og erfaring bag 1800-tallets øjenvidneskildringer, så har medierne af i dag forvandlet øjenvidnet til et overflade fænomen – det er umuligt at gå bag om mediernes historier om verden og forbinde dem med egne erfaringer. Alligevel tvivler vi sjældent på en historie, hvis den præsenteres som virkelighed.

Det kan bedst anskues med et blik på en af de tekster, som vi i dag læser som autentisk, men som blev mødt med skepsis, da den blev skrevet. I dag betragtes Herman Bang som en af de vigtigste danske realister. Frem for alt betragtes romanen “Tine” som et væsentligt historisk værk. Der er ikke den person, begivenhed eller det forløb i “Tine”, der ikke er blevet holdt op mod den “rigtige” historie. Når man læser nyere litteraturforskning, så får man ofte den fornemmelse, at hele fornøjelsen ved at læse “Tine” består deri.

Men frem til sin død i 1912, og længe derefter, blev Bang set som en excentrisk og affekteret æstet; en hysterisk og utroværdig fantast. Spørgsmålet er, hvorfor vi ændrede opfattelse af personen Herman Bang, og hvorfor vi i dag synes, at hans litteratur repræsenterer noget virkeligt?

Gemt væk i avisarkiverne findes der mange spydige omtaler og anmeldelser af Bangs værker. For eksempel skrev anmelderen P.M. i 1889, da Bang udgav “Tine”: “Efter længere Tids velgørende Tavshed har Harman Bang paany ladet høre fra sig. Paa J. H. Schubothes Forlag har han udgivet en Roman, der hedder Tine. Den indledes med en Fortale, hvori Hr. Bang præsenterer sig selv som – Kunstner! Men uheldigvis lever hans Kunstnervillie i stadig Kamp med hysteriske Nerver og en genstridig Hjerne. Denne Gang er det Hjernen, der har faaet Overtaget og tvunget ham til at nedskrive et Billede-Minde fra Barndomstiden, da hans Familie blev fordrevet fra Als. Alt dette betror han naturligvis ikke Læseren for at henlede Opmærksomheden paa sin interessante Personlighed; han forsikrer udtrykkeligt, at hans Fortale kun er bestemt for Psykologer…Hvor mange Psykologer, der sagligt ere beskæjftigede med at pudse Hjerne i Kunstner Bangs Sjæleliv, giver hans Fortale imidlertid ikke nogen Oplysning om.”

Anmelderen her når aldrig rigtigt længere end til forordet, som han finder for krukket til, at han kan tage Bangs efterfølgende fortælling om nationens smertefulde nederlag i 1864 alvorligt. På sin samtid virkede Bang kunstig, og det skyggede helt for at læse hans kunst seriøst. En reaktion, som antagelig var den modsatte af, hvad Bang ønskede sig. Hensigten havde været at skabe størst mulig autenticitet omkring den efterfølgende fortælling ved at præsentere sig som øjenvidne til historien – og det var mislykkedes. Bang lod aldrig forordet til “Tine” trykke igen.

Men det gjorde Gyldendal, da forlaget udgav romanen igen i 1997. Denne gang uden, at nogen følte behov for at gøre nar af Bang af den grund – tværtimod. I vore dage lever vi i blind tillid til øjenvidnet.

Det var mere og andet end Bangs personlighed, der irriterede samtidens læsere. Nogle læsere betragtede hans litteratur som virkelighedsfordrejning, og det kunne sagtens skyldes et par kvæg på en mark, som en vis Erik Skram skrev: “Bang forestiller sig Øen Als paa det Tidspunkt, da Dybbøls Fald er umiddelbart forestaaende, som et hærget Land, hvor flokke af herreløst Kvæg løber hen over nedtrampede Agre, og han tror, at Øen efter Stormen blev mennesketom og stille. Dette er for naivt. Man skal ikke gå for strengt i Rette med Enkelthedernes Virkelighed, men det rene Sniksnak har ingen Lov at bringe rundt mellem Folk.” Denne læser fokuserer så meget på de historiske detaljer i Bangs fortælling, at han helt afviser, at de fiktive personer kan repræsentere noget ægte, når den ramme, som de sættes ind i, ikke er 100 procent historisk korrekt.

Bang havde ellers gjort alt for, at hans fortælling skulle være overbevisende, når det gjaldt de historiske detaljer. Hele fortællingen følger strengt krigens forløb, og antallet af faldende soldater og granater og regimenternes stilling mv. er korrekt. Det må have været en skuffelse for Bang, at det kvæg, han lod løbe hen over en markerne, helt kunne bryde virkelighedsoplevelsen!

Sådan er det heller ikke længere. Men ændringen i opfattelsen af “Tine” kan ikke skyldes , at den med tiden er blevet et mere realistisk værk i den betydning, at den skulle være mere i overensstemmelse med hændelserne i 1864 nu, end da den var for 112 år siden. Teksten er den samme (og kvæget er der stadig). Det er os – læserne – der er sket noget med.

Mistænkeliggørelsen af Bangs person og værk hang sammen med, at han bevidst provokerede den nationale selvopfattelse – og oven i købet midt i et følsomt jubilæum. Bang udgav “Tine” i 1889, som var 25 året for slaget ved Dybbøl. Det danske nederlag var hurtigt blevet et myteomspundet nationalt symbol. Det ses også i avisarkiverne, der bl.a. gemmer på en særudgave af Dybbøl Posten fra den 20. april 1889. I dag ser man tydeligt den konstruktion, der lå bag historieskrivningen: “…Dybbøls Forsvar vil til alle Tider være en del af de hæderfuldeste Sider i Historien om Danmarks militære Bedrifter. Det godtgør, hvad en lille Nation formaar selv mod de største Magters overvældende Stridsstyrke, naar den besjæles af Fædrelandskærlighed og Mod, og naar den er sig bevidst, at den kæmper for en retfærdig Sag.” Danmarks smertefulde nederlag til Tyskland lignede en sejr i den nationalromantiske selvforståelse. Det er ikke krigens faktiske forløb og resultat, der besynges, men følelsesladede forestillinger om en særlig ædel dansk åndelighed.

Bang var ikke i tvivl om, hvor de nationalromantiske myter havde sin oprindelse. Det var i litteraturen. I andet kapitel af “Tine” lader Bang en ung student fortælle, hvor ungdommens nationale inspiration kommer fra: “Om Førerne er der talt, ja, de, som har ført de Ældre – men os, os de Unge, der skal kæmpe nu, os har andre ført. Os har Digterne givet de Syn og varslet de nye Tider – hans Syn har ført os til denne Dag”. Den unge studerende fortsætter med at tale om “denne dag”, og hvorledes digternes ord kan blive sandhed. Bang udpeger, hvordan mange søgte at tolke virkeligheden i overensstemmelse med en idylliserende litteratur.

Hermed er der lagt op til Bangs grumme, ironiske pointe. Den højspændte retorik, og studentens forventning til “denne dag” falder sammen med fortællingens og krigens vendepunkt: Dagen, hvor danskerne må gå fra Danevirke. Nationalromantikerne gribes af chok, fordi deres snak om verden ikke passer på virkeligheden.

I krigen forsvinder de sociale sammenhænge, som personerne tidligere indgik i. Deri ligger selvfølgelig også en vis frigørelse fra tidens moral og værdier, men det afføder kun en splittelse i personerne. Og mens krigen skyller det kendte væk, drukner også det individuelle og særegne og bliver det samme den masse, som er et livsvilkår i den nye tid. Bang viser det i tekstens form. Sprogligt adskilles mennesker ikke fra dyr og maskiner: “Heste og Vogne og Mennesker blev til eet i Natten”, står der for eksempel. Senere i fortællingen regner det voldsomt, og vandmassernes egenskaber knyttes stadig tættere til de mennesker, der nu flygter ned over Als. For eksempel associerer valget af verber ikke menneskelig bevægelse, men vandmasser: Massen “fylder” alle kroge og “trænger ind” alle vegne. Bang udnytter sin sproglige form til at foregribe indholdets afslutning; mens menneskehavet stiger, drukner Tine sig i dammen. Læseren kan ikke længere adskille sprogets form fra fortællingen om det nationale sammenbrud.

Form og indhold bliver to sider af samme sag, men det er en fortælling og en form, som harmonerer dårligt med forestillingen om de uforanderlige og evige nationale dyder, som nationen samledes om, da romanen udkom. Og det var i grunden nok konstruktionen af denne fortælling, nationalromantikerne vendte sig imod.

Når vi i dag læser “Tine” på en anden måde, så er det fordi, den er del af en sprogkultur, som vi er blevet så vant til, at vi ikke ser konstruktionen længere. Når nutidens journalister skriver om “det virkelige”, så bruger de i grunden samme fremstillingsform, som Bang gjorde. Det er en sprogkultur, som har sine rødder til sidste halvdel af 1800-tallet. Det var en periode, som var præget af en søgen efter et nyt, objektivt sprog til at beskrive virkeligheden med. Der var andre end Bang, der ønskede et opgør med romantikkens myter glorificering af fortiden. Historievidenskaben ville være kildekritisk, litteraturen realistisk, og sammen med journalistikken fandt man en beskrivenede sprogstil, som var bygget op omkring den synlige og umiddelbare virkelighed. Det var i den sammenhæng, at øjenvidnet blev et meget anvendt virkemiddel, som for eksempel i Bangs forord til “Tine”.

Selvfølgelig er der kommet nye medier til, men de har kun forstærket 1800-tallets sproglige virkemidler. Med skjulte og synlige kameraer gøres vi alle tilsyneladende til øjenvidner i tv´s strøm af nyheder og “reality tv”. Og på trods af, at det er en åbenlys konstrueret virkelighed, vi præsenteres for, så accepterer vi den uden videre som sandhed. Vi glemmer, at det, som vi ser på, er virkeligheden forvandlet til en form. En form som både underholdningsindustrien og nyhedsmedierne i en falsk tro på det objektive har fremelsket, så der nu kun er formen tilbage; billeder af verden uden noget bagved.

Det var Bangs pointe, at en fortælling, der tages for sandhed, men som er uden hold i virkeligheden, medfører et selvbedrag. Det gælder også i dag. Alene mediernes fortælletempo er et vink om ikke at tage historierne for pålydende. Der er ikke et mord så brutalt, en krig så ødelæggende eller en politisk sag så vigtig, at den ikke kan slettes fra tanken, når nyhedsoplæseren brat skifter emne (hvilket ofte sker efter mindre end 30 sekunder). I dag er det at være øjenvidne til noget ikke en refleksiv tankeproces. Det er blot at glo. Vi er i den grad indspundet i mediernes symbolske, sproglige og mytiske virkelighedsversion, at vi ofte ikke kan se eller vide noget uden deres kunstige mellemkomst. Og det minder om et nyt selvbedrag.

Vi kan derimod stadig tro på Bang, fordi hans litteratur er et billede på nogle erfaringer, vi gør hver dag. Vi genkender for eksempel os selv i Tines følelse af isolering, mens massen og dens fænomener stadig vokser sig større. En erfaring medierne af i dag ikke tilbyder, men blot er en tilstand, som de forstærker. Litteraturen har aldrig for alvor givet afkald på at handle om noget – på at have et indhold og skabe betydning og erfaring i samspil med sin læser. Det er det, der gør fiktionen så troværdig.

Dette essay blev oprindeligt bragt i Berlingske Tidende den 15. juli 2001 under tiltlen “Litteraturens Øjenvidner”. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: