Rockens sidste revolutionær

Rock er den moderne kunstform, hvor den aparte person kan finde sig selv. Det gjorde Freddie Mercury som frontfigur i gruppen Queen. Han døde i dag for ti år siden.

Det er paradoksalt, at Freddie Mercury blev så populær og elsket, som han gjorde, for som forsanger og frontfigur i Queen udfordrede han til stadighed den gode smag. Queen var alt det, et cool band ikke er. Anmelderne afskrev dem mange gange, alligevel voksede de sig stadig større og blev stadig sværere at ignorere. I dag – ti år efter sin død – ligner Mercury rockens sidste sande revolutionær.

Freddie Mercury var aldrig en nem figur at forholde sig til for offentligheden. Hans dekadente opførsel på scenen blev kun overgået af hans promiskuøse privatliv, der gik langt ud over, hvad de fleste af os ville kalde normalt – eller bare acceptabel – opførsel. Alligevel besad han en helt usædvanlig tiltrækningskræft på masserne. Det var det brede publikum, der tog Mercury til sig, på trods af at han så åbenlyst ikke selv var som dem. Mercury var altid anderledes, men måske er det netop også forklaringen på den beundring, han blev mødt med af sine fans, for han kunne til enhver tid kommunikere med de mest basale menneskelige følelser; behovet for at føle sig elsket og forstået og angsten for det modsatte.

Mercury talte sjældent om sin baggrund, men der er ikke tvivl om, at den var med til at forme hans selvopfattelse og hans opfattelse af, hvad rock er og kan. Han blev født i 1946, og mens hans jævnaldrende, kommende rockkollegaer trådte deres barnesko i London, Liverpool eller et sted i USA, så voksede Mercury op på den afrikanske ø Zanzibar, hvor hans indiske forældre arbejdede for det britiske koloniherredømme. Da han var ni år, sendte de ham alene tilbage til Indien, hvor han gik på kostskole nord for Bombay. Hans venner har fortalt, at det skabte en konstant følelse af længsel og afsavn i ham.

Først efter ni år vendte han hjem til sine forældre og barndomshjemmet på Zanzibar. Det var i januar 1964, og en voldelig løsrivelsesproces fra det britiske koloniherredømme var begyndt. Som så mange andre familier med engelsk pas valgte familien at flygte til England.

Mercury var 18 år, første gang han så London, og han vendte aldrig tilbage til Indien eller Zanzibar, barndomslandet var tabt for altid. Det var disse opbrud og denne flugt, som han ikke ville tale om. Selvfølgelig var det på sin vis kimen til den eskapisme, som prægede hele hans liv. Men det ville være for enkelt at afskrive eskapismen som en psykologisk gemmeleg. Mercury havde talentet til at gøre eskapismen til et kunstnerisk projekt.

På intet tidspunkt i sin karriere spillede Mercury det accepterede rockspil og anslog de godkendte oprørske attituder mod det etablerede. At det gjorde ham mere trodsig og oprørsk end alle de bands, der gjorde, er en af livets delikate små ironier. Queen var aldrig moderne, men altid uhyre populære. De blev størst, da punken satte ind og ville lægge dem i graven sammen med alt andet stort og bombastisk, og i de indadvendte 1980’ere blev de ved med at ignorere deres egen fuldstændig umoderne stil. Mercury struttede stolt som på en anden planet og samlede op til 250.000 mennesker per koncert. Klædt i trikot og sømandskasket eller lak, læder og balletsko lod han sig hylde af masserne. Det var en af grundene til, at de pedantiske pegefingre altid viftede en om næsen, når snakken faldt på superkrukken Mercury. Men der var ingen grund til at spille kostbar, for Mercury havde lagt kortene på bordet. Hans sange og hans show var for alle, og der var altid plads til en til, der ville være med til festen.

Mercurys sære blanding af noget helt aparte og meget mainstream er et af de forunderlige fænomener, der viser os rockens og popkulturens særpræg.

Rock er den moderne kunstform, hvor den aparte person kan finde sig selv – og et hengivent publikum. På den måde har popkulturen en besynderlig evne til at bringe det anderledes og fællesskabet ind i vores liv – på en og samme tid. Ofte sker det, uden at vi bemærker det. Pludselig synger husmoderen med på machobøssens sang, og således forbinder rock og pop mennesker som ingen anden moderne kunstform. I dag er populærkulturens ikoner en vigtig del af den kollektive bevidsthed, f.eks. når vi bruger hitsangene som pejlemærker i vores personlige og fælles historie. Vi prøver f.eks. at huske tidspunktet for et minde, og pludselig forbinder hjernen mindet til en popsang, og det hele falder på plads: »Det var dengang vi alle sammen sang ‘Radio Ga Ga’, det må have været midt i 1980’erne!«. Rockmusikere er de sidste par generationers kongerække – og Queen klædte tronen med en befriende humor.

Det er muligt, at Queen blot var endnu et rockband før 1975, men det år blev de noget helt for sig selv, noget fænomenalt og uundgåeligt. Med albummet ‘A Night at the Opera’ ændrede de spillereglerne for rock. Her var hård rock og varieté, pop og lange mystiske sangpartier. Det var selvfølgelig særlig singlen ‘Bohemian Rhapsody’, der tiltrak sig opmærksomhed. Den var skrevet af Mercury, og der er intet i rockens ellers endeløse selvgentagende historie, der minder om denne sang. Intet. Den er simpelthen unik i sin blanding af Gilbert & Sullivan, heavy guitar og opera.

Og som single var den umulig, sagde pladeselskabet. Syv minutter varer hele balladen, og det er langt mere, end radiostationerne havde tid til. Det lignede musikalsk selvmord, men Mercury insisterede på, at ingen ændrede eller forkortede sangen. Selvfølgelig betalte hans stædighed sig, sangen blev på toppen af den engelske hitliste i ni uger i træk.

‘Bohemian Rhapsody’ er et af poppens mysterier. Med sit sentimentale anslag og sit humoristiske klimaks taler den direkte til os – på trods af at teksten givetvis er meningsløs: »Scaramouch, scaramouch will you do the Fandango – Gallileo, Gallileo figaro – Magnifico«. Har man hørt det bare én gang, så glemmer man det aldrig. Flere generationer har sunget med, men er det ikke paradoksalt, at en sang kan sætte sig fast i den kollektive bevidsthed på globalt plan, samtidig med at den ikke opfanges af vores individuelle logik, eller bare instinktive forståelse?

Forfatteren Salman Rushdie har beskrevet rockens betydning for den moderne bevidsthed i sin roman ‘The ground beneath her feet’. Rushdie er ligesom Mercury indisk englænder, og hovedpersonen i Rushdies roman er bl.a. inspireret af Mercury. I et interview har Rushdie forklaret, hvori rockens mytesprog består: »For 100 år siden ville en forfatter have dynget sin roman til med referencer til klassikerne, græsk og romersk mytologi, og læserne ville øjeblikkelig have forstået det. Det gik op for mig, at det i dag er rockmusikken, der besidder et lignende mytologisk sprog, og som derfor er folks fælles referenceramme«. For Rushdie viser popsange os selv, sådan som vi burde være, hvis vi var denne verden værdig: »Vi lever i en verden fuld af skuffelser.

Man begynder med barndommens store forhåbninger og store uskyld, og så opdager man, at verden ikke er god nok, at vores liv og vi selv ikke er gode nok. Men der er enkelte ophøjede øjeblikke i vores liv, hvor vi kan føle os som en del af noget større. Det kan være, når man bliver forelsket, eller når et barn bliver født. Og en sang kan også gøre det«. Det var netop disse ophøjede øjeblikke, Mercury levede og leverede sine sange for.

Han ønskede ikke at ændre verden med sin musik, men at flygte ind i den et øjeblik – og tage folk med sig. Det kan være, at eskapisme grundlæggende er en flugt fra det øjeblik, hvor vi opdager, at verden ikke er en uendelig række af muligheder, men at vi begrænses af fordomme og andre umuligheder. Det gælder sandsynligvis for Mercury.
Han ville være rockstjerne i en hvid mands verden, men han hed Farrokh Bulsara. I en verden, hvor de dominerende rollemodeller inden for rockmusik er hvide englændere og amerikanere, fra Elvis og frem, må Mercury have oplevet sin etniske og kulturelle baggrund som en byrde. Det var ikke nemt at skulle være verdens første indiske rockstjerne.

Men succesen kom, og det er som frontmand i Queen, vi vil huske Mercury, for det var her, han høstede sine største sejre og solgte mere end 100 millioner album. Men når alting blev for oppustet og stort, så havde han altid selvironi nok til at punktere sit image og vende tilbage til sit udgangspunkt. I starten af 1980’erne, da Mercury blev fanget i rollen som machobøssen fra Queen, genopfandt han sig selv på sit eneste egentlige soloalbum, ‘Mr. Bad Guy’ fra 1985. Albummet blev optaget i München, hvor Mercury boede i de år, og det var ikke mindst natklubberne og bøssemiljøet, der tiltrak ham. Med sine heftige synthesizere og rytmebokse er albummet Mercurys personlige soundtrack til livet i diskotekerne. Men det er samtidig mere og andet. Det er også et sjovt og bevægende indblik i Mercurys ensomme liv bag al den ydre staffage. Her udleverer han sit eget krukkeri fuldstændigt, men med en drilsk, iørefaldende elegance. Som en sand entertainer så han ingen grund til at bebyrde andre med sine problemer uden at underholde. På hitsinglen ‘Living on My Own’ er det ensomheden, der pakkes ind i en af de typiske absurde remser fra Mercury: »Dee do de de, dee do de de/ I don’t have no time for monkey business/ Dee do de de dee do de de/ I get so lonely lonely lonely lonely yeah«.

Mercury vidste, hvad han skulle give sine fans, og hvad han skulle holde for sig selv. I den forstand var han en rigtig star. Vi lever i en tid, hvor berømmelse har besat den offentlige bevidsthed som aldrig før. Den endeløse strøm af ubetydelige semiberømtheder, der videresendes i detaljer gennem grådige medier, optager os i en til tider foruroligende grad.

Alle de misforståede stjerner ser ud på os fra sladder- og livsstilsbladene med deres kedelige blikke – blikke, der reflekterer vores egen manglende interesse i dem. De har forringet berømmelsens værdi med talentløshed, og i den proces er vi næsten blevet hærdet mod den rigtige stjernes appeal. Mercury var en rigtig stjerne. Han havde karisma og en intuitiv forståelse af forbindelsen mellem sin berømmelse og sit hengivne publikum.

Alligevel var Mercury nok den mest usandsynlige rockstjerne, verden endnu har set. Han var fascineret af forestillingen om at blande det lavkulturelle med det finkulturelle. Den tendens bragte ham ud i nogle risikable forsøg, som på forhånd virkede dømt til at mislykkes. Til at begynde med forsøgte han at skabe et image, der var inspireret af Marlene Dietrich, ikke af andre rockmusikere. I 1979, da Queen toppede i USA som læderjakkerockere, tog Mercury et spring over i en helt anden verden. The Royal Ballet of London inviterede ham til at synge – og danse – i en balletforestilling. Mercury påtog sig opgaven som en sand diva og nød hvert et øjeblik. I samme ånd inviterede Mercury selv den spanske operadiva Montserrat Caballé til et samarbejde, der resulterede i albummet ‘Barcelona’ fra 1987. »Det er så fjollet«, sagde han. »Hun og jeg på samme plade«. Han har ret, men det virkede i kraft af at være så gennemført musikalsk, som det var. Sidste år udgav EMI de studiesessions, der gik forud for ‘Barcelona’, og her kan man høre, hvor musikalsk utålmodig Mercury var over for de simple rockskabeloner. I studiet sang han ikke bare sine egne dele af sangene, også alle Montserratstemmer indspillede han, før han turde præsentere sine sange for hende. Og det lyder næsten bedre, end når Montserrat selv synger. Det er et forbløffende vidnesbyrd om, hvor ubegrænset Mercurys stemme var.

Hvilken anden rocksanger kunne man forestille sig i rollen som balletdanser, og hvilken anden rocksanger har nerven og talentet til at udvikle et album som ‘Barcelona’? Mercury havde et kunstnerisk potentiale, som vi vel kun så i glimt, og som han var ved at udvikle, da han blev konstateret hiv-positiv i 1987. Derefter ophørte han med at spille live, men han fortatte med at skrive sange. I studiet kunne han stadig skabe illusionen af at være større end livet, et illusionsnummer, som hans rockperson levede af. Sygdommen holdt han hemmeligt, lige indtil dagen før sin død. »Folk skal ikke købe vores musik af medlidenhed«, sagde han. Det havde ellers været nem omtale, men selvfølgelig helt imod hans kunstneriske ånd.

Det siges, at Mercury som konsekvens af sin sygdom fandt den stilhed og fordybelse, som han havde brugt hele sit liv på at flygte fra. Han isolerede sig i London som en middelalderkonge med sin sidste elsker og et trofast hof omkring sig. Queen nåede at lave endnu to album. Særligt på det sidste, ‘Innuendo’, der udkom få måneder før hans død, fornemmer man, at der for en gangs skyld er noget andet end eskapisme på spil for Mercury. Men som titlen fortæller, er der kun tale om insinuationer og antydninger. Han spillede rollen som diva til det sidste tæppefald. Han blev ved med at levere de magiske øjeblikke, hvor vi føler os større end vores problemer og som del af et fællesskab. Det er ikke længere en skam at indrømme, at vi også har brug for den slags kunst i vores liv. Som den intellektuelle Michael Stipe fra R.E.M sang for nogle år siden: »I like to get drunk and sing along to Queen«. Det er i virkeligheden den største anerkendelse, Mercury kunne tænke sig – og en helt utænkelig bekendelse for 10 år siden. Mercury ville have elsket det.

Oprindeligt udgivet som kronik i Politiken, den 24. november 2001. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: