Alle mine synder

Nu spiller Det Kongelige Teater Arthur Millers gammeldags skuespil “Alle mine sønner” fra 1947 om skyld og ansvar i en krigstid. Moralens gamle krikker går på krykker hen over scenen som spøgelser fra en svunden tid. Hvorfor viser de sig nu, mens vi forbereder os på endnu en krig?

Der er et tragisk element hos Miller, som har marginaliseret ham i USA, men som samtidigt gør ham interessant i Europa. Den amerikanske drøm bygger på myten om forbedringer og fremskridt, og den har ikke plads til nationens smertelige erfaringer, der i stedet fortrænges. Hvis amerikanerne kunne se, at deres kulturs arrogance også var skyld i terrorerangrebet på deres land, så ville deres præsident ikke forveksle retfærdighed med selvretfærdighed og styre mod en ansvarsløs krig. Det tragiske livssyn handler derimod om at se menneskelige fejl og mangler i øjne. Tragedien er selvfølgelig tæt knyttet til moral, og så er det, at det hele bliver lidt gammeldags.

“Alle mine sønner” handler om Joe Keller, der bevidst leverer defekte dele til det amerikanske luftvåben, og derfor bliver skyld i 21 unge piloters død. Han nægter at acceptere sit ansvar for et større fællesskab, end det der udgør hans familie. Han er ikke en idealistisk mand, men en mand der er styret af praktiske hensyn til sin forretning og sin familie. Det er hans synd. Bettina Heltberg spurgte retorisk i sin anmeldelse af stykket, om man skal være et bedre menneske, end det er menneskeligt muligt? Man fornemmer den træthed hos anmelderen, som vi alle føler, når nogen taler til os, om det vi bør gøre. Det er sjældent underholdende, men Miller nægter at underholde.

Nu er det vist i øvrigt hovedreglen, at det er temmelig kedeligt at gå i teateret. Jeg skal være den første til at indrømme det. Det er virkeligt krævende at gennemføre en aften i Det Kongelige. Du ser så meget opsat hår, så mange kostumer, så meget sminke og pudder – altså på publikum. Der er ingen, der er sig selv i et teater. Vi forsvinder helt ind i mængden, når vi sidder der på rækkerne og klapper i takt med de andre, også når vi kedede og ikke forstod. Det er i virkeligheden på publikums pladser, at det ægte skuespil udspiller sig. Det er ikke blot en metafor, at livet er et teater, det er faktisk sådan, det er.

Vi spiller altid roller, også når vi vil give indtryk af oprigtighed. I “Alle mine sønner” Joe Keller ikke den eneste, der fejler ved at spille uskyldig. Sønnens historie, der også er drevet frem af et ønske om at fremstå uskyldig, er også en tragedie. Han anklager sin far for ansvaret for ansvaret for de 21 unge soldaters død, men sønnens fornemmelse for retfærdighed forvirres med selvretfærdighed. Hans fars skyld bliver afgørende for hans egen uskyld, og det er Millers pointe, at netop denne påståede uskyldighed er dræbende.

Det er ikke svært at spore denne falske uskyldigheds rolle i nogle af de mest morderiske tragedier i vores egen historie. Den viser sig altid som en konflikt om, hvordan vi skal huske. Danske historikere har fx gennem flere år forsøgt at gøre op med den forestilling, at vi danskere var helt fremmede for den nazisme, der plagede landet før og under besættelsen – for slet ikke at tale om, hvordan folk efter befrielsens opbyggede deres egen tvivlsomme uskyld ved at kaste sig over andre uskyld. Før historikerne tog fat på den kollektive virkelighedsflugt, var besættelsen ved at blive en glorværdig fortælling om en gruppe danskere, der i hjertet er uskyldige og ædle, men som forgæves kæmpede mod det onde, der kom udefra og besatte os.

Historien er fuld af eksempler på, at mytedannelser fører til nationalt overmod og i sidste ende til nye krige og folkemord. Se bare på Balkan, også her spillede Vestens falske uskyld en afgørende rolle, da folkemordet på bosnierne udviklede sig. Vores egen daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen demonstrede pointen. I TV-Avisen den 5. februar 1994 var hovedhistorien, at serberne omkring Sarajevo havde smidt en granat på en markedsplads. Der var 68 dræbte og 200 sårede, og tv-værten spurgte udenrigsministeren, om de stadige myrderier ikke snart krævede, at Vesten greb ind? Niels Helveg sagde ordret, at vi jo måtte holde fast i, at det ikke var vores skyld, at de sloges. De ville jo selv. Vi var med andre ord uskyldige og havde derfor heller ikke et ansvar for situationen. Men allerede dengang vidste alle, at, at “vi” også havde afmilitariseret bosnierne og lovet dem beskyttelse, og at “vi” alligevel intet gjorde, når serberne ankom til en by og lod myrderierne gå igang på de våbenløse. Vi var skyldige, og vi har endnu ikke ville indrømme det. Vi erklærer os selv uskyldige, som også Niels Helveg gjorde, men benægtelserne trækker os inde i et farligt spil.

Det kræver mod at se sin egen forstillelse – især når den har betydet andres død – men det kan også være forbundet med lykke, når vi ser vores sande jeg. I New York skete der noget usædvanligt og mystisk en aften i 1949. Det var til premieren på et andet skuespil af Miller. Da skuespillerne var færdige med stykket, glemte publikum at klappe. På bagerste række i det dødsens stille mørke sad Arthur Miller og tænkte, at alt var tabt i et ocean af ligegyldig tavshed. Der gik flere minutter, før der var nogen, der huskede på, at de var i et teater, og at det var meningen, at de skulle klappe, det var jo publikums rolle. Da de så begyndte at klappe, og det spredte sig og rejste sig som en storm, så klappede folk som vilde og ville ikke stoppe igen. Og bagefter ville de heller ikke hjem. Folk sad bare der i teateret og begyndte at fortælle om deres liv til de fremmede mennesker rundt omkring dem. Det var en meget voldsom effekt, for når vi bliver mindet om årsagerne og sammenhængene i vores liv, kan forstillelsen falde sammen.

Det var lykkedes for Miller at finde en form, der var så kraftfuld, at den gik lige igennem publikums parader, fordi de mistede fornemmelsen for, at det, de så, var rollespil. Det var derfor, de også glemte deres egen rolle og ikke klappede, da de skulle. De følte, at de havde været vidner til noget ægte. Kunsten og virkeligheden havde byttet plads. Det er en situation, der er blevet forstærket gennem de sidste 50 år. Livet efterligner kunsten og reklamen, ikke omvendt.

Jeg synes fx, at mit liv styres af en længsel efter en ide om kærlighed og oprigtighed, som jeg kun har mødt i mediernes gennemkonstruerede univers. Det er endnu ikke lykkedes mig at skabe et liv med en pige, der minder om den slags kærlighed, som man ser på film, men jeg har prøvet mange gange. Forestillingerne har gjort både mig og mine kærester meget ulykkelige, når de viste sig at være, ja, netop forestillinger. Nogle gange bliver pigerne meget vrede og siger, at jeg ikke kan elske, at alting er min skyld, og andre gange er jeg tilbøjelig till at give dem ret. Men reklamerne for blomster giver mig kvalme, når de påstår, at det er sådan, man viser kærlighed, og så kan jeg ikke få mig selv til at købe blomster til min kæreste unden at føle mig forloren. Alligevel holder jeg ikke op med at tro på kærligheden og måle mit liv efter den. Også når jeg ikke kan finde en anden måde at vise kærlighed på end blomsterne, som virker. Det er virkelig et dilemma. Det er svært at være oprigtig, synes jeg. Det er svært at finde sig selv i alle de spil, der konstant væver sig ind og ud af ens liv. Det er virkelig en meget mærkelig situation, vi befinder os i.

Det er den samme situation, der også på et kulturelt niveau, har skabt et klima, hvor det er forbandet svært at sige noget væsentligt og oprigtigt. Millers skuespil virker gammeldags, fordi de tør mene noget uden at have tidens ironiske distance til sig selv. I dag er det umuligt at sige noget uden samtidigt at adsprede folk med sex eller ironi.

Jeg vil gerne give et eksempel: Arthur Miller var gift med Marilyn Monroe. Jeg har sagt det mange gange, og folk lytter lidt indtil det øjeblik, at de forstå, at det ikke er en historie om sex. Den handler nemlig også om (u)skyld og synd. Den handler også om at finde sandhed, men på det tidspunkt er de fleste faldet ud af samtalen om Miller og Monroes kærlighedshistorie.

Første gang Miller mødte Monroe fornemmede han en katastrofe. Han var allerede gift, men det var mere end det. Miller så hendes seksualitet som en kraft, der fik hans og hele det borgerlige maskespil til at ramle sammen. Når hun gik ind i en stue, fik hun årtiers ægteskabelige facader til at opløse sig, har Miller fortalt. Hun synliggjorde Amerikas dobbeltmorale. Det var netop derfor, at Miller syntes, at hun repræsenterede noget ægte – hun udstillede det uægte. Miller elskede Monroe meget højt, men han skilte sig af med hende, iden hendes selvdestruktive kræfter trak ham med i et fald. Han ofrede hende for selv at overleve. Som en reaktion skrev han skuespillet “Efter Faldet”, der handler om en mands møde med alle de mennesker, som han har såret og efterladt.

“Efter Faldet” blev en fiasko, hvilket ikke kunne undgås, da det kom lige efter Monroes selvmord. Anmelderene så det som et angreb på nationens uskyld, som sexsymbolet Monroe paradoksalt nok også symboliserede. Millers pointe var, at Monroe også var symbol på nationens skyggeside. Hun var forhindret i at etablere nogen forbindelse til sin lidelse, fordi hun af offentligheden blev betragtet som den “gyldne pige”, seksualitetens evigtunge gudinde hinsides smerte og frygt. Monroe havde selvfølgelig selv arbejdet for at skabe den myte, og den lignede en sejr, da den først var slået igennem. Og den passede ind i den amerikanske kærlighedskultur. De fleste ægteskaber er, når alt kommer til stykket, sammensværgelser om at benægte mørket og bekræfte lyset, skriver Miller.

Jeg mødte også engang en sexet pige, lige da det gik dårligt mellem mig og min kæreste. Hun lignede ikke Marilyn Monroe, men alligevel. Hun var også meget sexet på en direkte måde. Hun vidste det godt, og hun så ingen grund til at skjule det. Der var ingen skam i hende. Hun inviterede mig meget direkte til sex, og vi tog hjem til hende. Der sad jeg med en pige, som jeg havde vildt lyst til, og i flere måneder havde jeg kæmpet for at have lyst til min kæreste. I lang tid derefter havde jeg lidt dårlig samvittighed, men samtidig var jeg beruset ved bevistheden om, at også jeg kunne fortabe mig i et sandt begær. Jeg fortalte det ikke til min kæreste. Vi havde problemer nok, men jeg prøvede på at få hende til at tro på os ved at købe en vaksemaskine.

I alle Millers stykker er personerne nødt til at gøre op med fortiden på et eller andet tidspunkt. Vi kan ikke flygte fra fortiden, og derfor er det nødvendigt at konfrontere den, men for at konfrontere fortiden, må man først konstruere den. Med andre ord, fortid er ikke fortid. Det interessante ved Miller er, at han også viser os en vej ud af den ubrugelige skydfølelse. Vi behøver ikke være et resultat af fortiden, men af hvad vi vælger at lære af fortiden. Det er muligheden for at omforme uskylden til et ansvar. Vi – nationer og individer – ødelægger hinanden ved at benægte, at det netop er det, vi gør.

Hvis eller når USA gennemfører krigen mod Irak, så er en ting sikkert: Bagefter vil de ikke tale om, hvordan de slog andre ihjel og dermed erkende den frustration, som de endnu engang har rettet mod sig selv. Bagefter vil de kun tale om deres egne ofre, men et eller andet sted vil den dårlige samvittighed leve i soldaterne og os andre – de uskyldige mordere. Vi ofrer mennesker, som vi egentlig har et medansvar for, og efterfølgende forveksler vi retfærdighed med selvretfærdighed. Der er næppe en nation i hele vores historie, der er gået i krig uden at hævde sin egen uskyld og de andres ondskab. Vi er tvunget til at træde ud af den forestilling, at vi er ofre for onde kræfter uden for os selv. Vi er medskyldige i vores egen situation. Også Monroe kunne have levet videre, hvis hun var holdt op med at skyde skylden på andre og indset, at hun som enhver anden i det store hele havde skabt sin egen tilværelse, men hun afviste et hvert ansvar for sin ulykke. Da Miller og andre, som havde ansvar for hende, ikke var i stand til at tage hendes uskyld på sig længere, begik hun selvmord. Det onde bor i os selv forklædt som uskyld. Det er menneskeligt, og det drejer sig ikke om at være et bedre menneske, end det er menneskeligt muligt, men om at være et mindre selvindbildsk menneske. Den, der ingenting fornægter, er muligvis vores håb mod dumheden. Send bare moralens krikker endnu en tur rundt på den kongelige scene, for tragedien er skæbnebestemt til at fortsætte lang tid efter, at dens budskab burde være forstået.

Dette essay blev skrevet i 2003, men af indlysende grunde aldrig udgivet. Det indeholder dog nogle forsøg og eksperimenter, som jeg holder meget af, og derfor får det et liv i dette blog-bibliotek her i 2012.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: