Den sidste sandhed

En krigsfantasi og naiv monolog. 

For nogle år siden sagde jeg til mine venner, som på det tidspunkt allesammen var igang med at studere litteratur eller medicin, eller som gik rundt og ønskede sig at blive rockstjerner eller skuespillere, at jeg gerne ville opleve en krig. – Jeg tager til Sarajevo, sagde jeg, for det var dér, der var krig på det tidspunkt. De grinede meget. Måske fordi vi slet ikke havde talt om krig, eller om alt det vi gerne ville, men om noget helt andet, som jeg ikke kan huske, hvad var, og så virkede det måske komisk, at jeg gerne ville opleve en krig. Det ved jeg ikke. Vi havde allesammen hørt om de nye “kz-lejre” og “Sniper Alley” i Sarajevo. Alligevel forstod mine venner ikke, hvorfor jeg gerne ville opleve en krig, og da jeg sagde ordene, at jeg ville i krig altså, så vidste jeg heller ikke helt selv, hvor de kom fra. Det indrømmer jeg. Der havde jo allerede været krig i lang tid, uden at det vækkede nogen særlige længsel i mig. Men et sted i mig, der hvor tanken endnu ikke har fanget ordene, må der have eksisteret en beslutning om at tage afsted.

Og i det øjeblik, jeg sad med mine venner og talte om noget, som jeg ikke kan huske, hvad var, så må tanken have grebet efter ordene. Og så sagde jeg det, helt uden at vide, hvad det skulle føre til. Men der blev grinet, som sagt. Ingen forstod, hvad jeg mente – eller om jeg mente det. Det var alvorligt, men det var endnu mere alvorligt, at da vi lidt efter bare sad og smilede og havde vænnet os til ordene og ligesom indstillet os på, at jeg skulle i krig, så kunne jeg stadig ikke komme på hvorfor. Jeg er ellers en fredelig fyr. Den eneste krig, jeg har oplevet sådan på første hånd, det er den kolde krig, som for mig er et underligt navn til en krig, men som alle andre på min alder, voksede jeg op med en klar forestilling om en rød knap, som bare ventede på, at en eller anden trykkede på den, og så ville hele verden gå under i en atomsky.

Jeg ved ikke, om der nogensinde fandtes sådan en rød knap, men jeg ved, at vi er en hel del, der går rundt med hver vores version af den, og derfor også med en uhyggelig fornemmelse af, at det kunne gå galt, rigtigt galt, når som helst. Det var jo bare at vente til det havde kløet lidt for længe i en gammel og gal finger, hvis du forstår, hvad jeg mener? Og så var det bum. Og så sagde min bedstefar alligevel altid, når jeg sagde noget om et eller andet, og det kunne godt være småting, sådan noget som… ja, at der ikke var sukker til min morgenmad, og så sagde han, at så skulle jeg bare have levet under krigen, og han mente selvfølgelig den anden, den rigtige, varme krig. Dengang, sagde han, var der slet ikke noget sukker, eller hvad det nu var, vi snakkede om. Men i virkeligheden var det forkert af ham at sige sådan, for selvfølgelig manglede jeg ikke sukker, selvom jeg godt kunne have tænkt mig lidt sødere drømme, for om natten drømte jeg altid om, hvordan jeg skulle bygge et rumskib, hvor jeg kunne overleve med min far og mor, og måske min lillebror, men helt sikkert med mine venner, når atomkrigen den kom. Og det gode ved den drøm, det var, at det var mig, der bestemte, hvem der skulle med på det rumskib. Så hvis der nogen, jeg var sur på, så forestillede jeg mig bare, hvordan de ikke kom med, når rumskibet lettede fra jorden, som så allerede var ved at gå under i en atomsky. Men der var også noget dårligt ved den drøm, og det var, at der var så mange praktiske problemer med at skaffe mad og luft og vand og alt muligt andet til alle de mennesker inden i rumskibet, og hvad med alt deres lort, tænkte jeg, og det ødelagde altid drømmen, og gjorde mig altid bange for, at jeg så alligevel ikke ville overleve krigen og skulle dø lige straks.

Og derfor synes jeg, at det var åndsvagt at høre min bedstefar tale om, at der ikke var noget sukker til morgenmaden under den rigtige krig, som om min barndomskrig ikke skulle tages alvorligt, fordi den var kold, og fordi der var sukker i alt, hvad vi spiste. Men de voksne syntes alligevel altid, at vi havde det så godt, de kan i hvert fald aldrig huske andet. Men hvor var det grimt af dem at lægge den slags problemer med at bygge rumskibe og redde verden over på børn, og så, siden dengang har jeg droppet tanken om at redde verden, og det var altså ikke derfor, at jeg ville til Sarajevo, men måske nok derfor, at alle de der hjælpeorganisationers tilbud om at gøre en forskel det år også kunne være det samme. For jeg orkede ikke alle de mennesker, der ville redde verden, og jeg orkede ikke at lyve for dem og heller ikke for mig selv og opfinde en eller anden smuk grund til at tage afsted. Jeg havde nemlig fået nok af løgne om, hvorfor folk gør det ene og det andet – og iøvrigt kom de villige nødhjælpsarbejdere heller ikke de farlige steder hen, det havde jeg hørt i tv, og jeg kunne ikke andet end at fornemme, at der skulle være farligt, der hvor jeg skulle hen. Og nu var ordene altså sagt, som sagt, og derfor blev det også bare sådan, at jeg måtte tage afsted på egen hånd.

I starten synes mine forældre, at det lød sådan rigtigt spændende, og det overraskede mig lidt, for jeg synes egentlig, at de altid plejede at være lidt imod mig, men måske var de bare lettede over, at jeg tog en slags initiativ og forholdt mig til omverden. For eksempel hørte jeg min far forklare naboen over hækken, at jeg tog til Sarajevo i sympati med folkene dernede. Det var jo det rene vrøvl, men jeg tror virkelig, at min far glædede sig over, at jeg sagde noget, der i det mindste kunne forstås sådan. Hvis man altså var ham. For hvis man var ham, så tydede det på, at jeg endelig engagerede mig i omverden… og alt det der – som han jo klart gjorde, da han var ung. Og så blev ham og mor alligevel lidt bekymrede, da de forstod, at jeg ikke bare sagde det, at jeg ikke bare fyrede en af de sædvanelige markeringer af, men at jeg mente noget med det. Og naboen, han nikkede tilbage over hækken til min far med et alvorligt og anerkende udtryk, og så fortalte han sin kone, at jeg var en sympatisk fyr.

Og det er jeg også, i hver fald mere end min lillebror, som er usympatisk, men jeg ved ikke helt, om det er det, som naboen mente. Men min bror er virkelig ikke særligt sympatisk, men meget, meget… bund professionel. Han styrer alt muligt i det der reklamebureau, som han arbejder i, og egentlig ville han gerne have været Brad Pitt eller Robbie Williams ligesom alle de andre, men han siger, at der også er enormt kreativ i reklamebranchen, og det er der virkeligt, storebror. Alligevel tror jeg ikke en skid på ham, for hvordan er det lige, at det er kreativt at lave reklame, når det er ligemeget hvad man siger, og meget vigtigt og altafgørende præcist hvordan man siger det? Og jeg har i virkeligheden en snigende fornemmelse, og det er, at de der reklamefolk inderst inde heller ikke selv kan holde det ud, og så er det, at de kalder, det de laver for sådan noget som kommunikation og public relations. Det lyder bare bedre! Og også som om det handler om mennesker. Og kunne du lige se det for dig? En ærlig reklamemand? Hvis nu for eksempel min bror, hvis han nu sagde: -Ja, det er så mig, der får idioter som dig til til at bruge dine penge på alt det lort, du ikke anede, du havde brug for. Men hvis han så bare sagde det, så ville han ikke være så irriterende usympatisk, hvis du spørger mig. Men han bliver ved. – Processen, siger min bror, den er kreativ. Hvis man bare er fleksibel, ik? Og så rejser han tit rundt i mange lande og laver business og går i teateret om aften. Nogle gange tager han sin juristkæreste med, også til middag hos mine forældre, og hun er mindst lige så usympatisk som min bror, men hun er faktisk meget lækker, og i det advokatkontor, hvor hun arbejder, der er en af de store clients, siger hun, det er McDonald. Og det er bare for vildt spændende at spise kirsebær med de store, siger hun. Og hendes ord passerer altid i en uendelig strøm, så det mest minder om et tog, der suser forbi – som om hendes ord ikke hænger fast i noget som helst andet end hinanden. Og så arbejder de også enormt meget, min bror og hans kæreste, så de skal heller ikke have børn sådan lige med det samme, for de skal jo lige leve livet først og sådan. Og det synes alle da bare er fint – at de tænker meget på deres børn! Og jeg ville da egentlig gerne have et barn, men der er ikke ligefrem nogen at få det med, måske fordi jeg bedre kan lide at se fjerner end at være fleksible og spise kirsebær med de store, og det er ikke ligefrem en scorereplik. Men hold kæft hvor jeg savnede, at der skete noget i mit liv.

Og måske var det en aften, mens jeg så tv med noget fra Bosnien, at jeg fornemmede, at der er noget særligt ved en krig, ved at være der, og ved at være den, der fortæller om alt det ingen andre kan fortælle om. Om hvordan det virkeligt er, om de blødende mennesker og skrigende børn. For der på tv var der en, der fortalte, og han var vistnok tysker, og han fortalte, at han lige var kommet hjem fra Bosnien, hvor han havde arbejdet i en flygtningelejr, og det var noget af det mest intense, han nogensinde havde prøvet. Han havde virkeligt noget at fortælle. Og alle de andre i tv ville gerne sige, at han var en fed fyr, og at det var godt, at nogen gjorde noget. Det ville jeg også gerne, men jeg vidste ikke hvad for noget, for som jeg lige sagde, så ville jeg ikke rigtigt hjælpe nogen på den måde, og selvom jeg havde hørt om, at russiske rigmænd kunne komme på dræberferie hos serberne i bjergene omkring Sarajevo, så de helt anonymt og på lang afstand kunne skyde menneskerne i byen, bare for at prøve at slå ihjel, ik?, så var det selvfølgelig heller ikke det, som jeg drømte om, men måske tiltrak det mig, at døden var så nærværende, og døden derfor fik en betydning, at de problemer som alle dem i Sarajevo havde, at de ikke var sådan nogle åndsvage pseudoproblemer, som dem jeg vadede rundt i hver dag. To uger efter ham tyskeren var i tv, tog jeg med et tog til Zagreb i Kroatien. Derfra drømte jeg om at komme videre til den rigtige krig, den inde i Bosnien, og helst i Sarajevo, hvor der lå en Sønderskudt Banegård, havde jeg hørt. Ikke fordi det gjorde den store forskel, hvor jeg endte, bare der var krig, men det var unægtelig et bynavn, der klingede godt i de år, Sarajevo.

Og da det hele startede, synes alting at falde så fint på plads, jeg kan stadig se det for mig som i en af de der kioskkrimier min far altid læste om sommeren i huset ved Rørvig. Der er altid en helt, og han står måske af på en station en mørk og mystisk aften. Og det er en pokkers varm og klæbrig nat, og helten står af toget, bare fordi det ikke kører længere, og fordi det er lige meget, hvor man kommer hen, når man ikke rejser for at komme frem, men for at komme væk, og der, i den by, hvor han kommer frem, ham helten, der klistrer byens varme måske til hans ansigt, og der er folk, der falder om hinanden i gensyn, og andre, måske, der forsvinder som skygger i byen, og han føler sig alene som en efterladt hund, og lugter sikker som en våd, og så er det, at han skærmer mod den blæst, der ikke er der, og tænder endnu en smøg. Han er nok træt og tænker på, hvor mærkeligt og forunderligt det hele er. En af hans dårlige vaner og altid et sikkert tegn på, at han har brug for en drink. Og han tænker: Hvorfor er jeg her? Hvem eller hvad er det, jeg leder efter? Men han ved det ikke, der er som om, at meningen med det hele altid forsvinder, hver gang han lige ser den, som om det er selve hans blik, der opløser den. Og han tænker “fanden være med det”. Og han lader spørgsmål være spørgsmål, stikker halen mellem benene og søger ind på en stor, men helst, altid, dunkel cafe ved jernbanegården.

Det ved jeg i øvrigt godt er et lidt gammeldags ord, jernbanegård. Men det er i virkeligheden det bedste navn til en banegård, hvor jernet buer tungt over banen og perronen. Så derfor synes jeg, at det er et godt navn til Zagrebs hovedbanegård, men ikke til Københavns for eksempel. For i Zagreb er der sgu ingen McDonalds i glas og letvægtsmateriale, og der er heller ikke nogen pølseboder og beautyshops eller forretninger, der pakker chokolade ind i cellofan. Og sidder du lidt der på jernbanegården i Zagreb, så kan du ikke undgå at bemærke, at der heller ikke er nogen, der spiser på stationen, og heller ikke i togene, og derinde i togene har de heller ikke de der små, åndsvage trækvogne med endu mere slik, øl og kaffe. Togene er til at rejse i. Sådan. Og det gør mig tryg. Og på stationen, der venter man bare. Simpelthen. Der er godt nok en stor cafe, men den er også rolig og rar.

Jeg sad der den aften, jeg ankom til Zagreb. Jeg bestilte en kaffe. Det var en stærk lille satan, den kaffe, men det var ikke fordi, at det var et koncept. Den kom bare i en lille kop. Med sukker ved siden af. Og en lille plastikske. Cafe au lait´er og cappuccino´er var der ikke noget af, og det var også rigtigt rart, synes jeg, for Cafe au lait´er og cappuccino´er gør mig temmelig nervøs. Bare navnet, som jeg aldrig er helt sikker på, at jeg siger rigtigt, og så de der spejlcafeer, som de skal drikkes på! På Zagreb jernbanegård var der ingen spejle, men nogle tunge møbler, som man ikke bare sådan kunne rykke rundt på, og så var der beskidt og højt til loftet, og alt var brunt, og ingenting spejlede sig nogen steder, som det altid sker i Danmark. Det gjorde mig også tryg. Og dem, der passede cafeen, de synes ikke, at det var noget at tale om, så de spillede ikke cool eller noget. De var bare tykke mænd, som sad der og røg, drak kaffe og slet ikke var for store til at være meget høflige mod mig, og så tænkte jeg, at de måske aldrig havde fået at vide, at de skulle være servicemindede, og at de nok bare var almindelige, høflige og taknemmelige for, at de i det mindste havde et job på en cafe i en by i et land i en krig. For krigen var jo kun alt for tydelig. Uden for cafeens vinduer var der soldater og mærkelige folk med flugt i øjnene, sigøjnerne uden et sted at sove og fremmede, som sikkert savnede deres hjem og familie. Det var som den perfekte kulisse, og så tændte jeg en smøg. Jeg så også en tank ud gennem cafeens ruder, og jeg synes egentligt, at det var temmelig cool i en by, hvor det virkeligt betød noget at se en tank. Og det var mens, jeg sad og havde det sådan, at jeg mødte Bob Benjamin første gang.

Og første gang jeg så Bob Benjamin, vidste jeg, at han var indbegrebet af noget, som jeg ikke helt præcist vidste, hvad var, måske var det fordi, han lignede Robert Redford, dengang han var ung og smilede med hvide tænder og gyldent hår, som nu Bob, der nærmest gled ind i cafeen, og da han hilste på tjenerne, så kunne jeg ikke høre, hvad de sagde, men de smilede allesammen varmt og indforstået til hinanden. Og det mindede mig om en film, en hvilken som helst film, hvor kameraet ser helten på afstand, og os, tilskuerne, vi kan slet ikke høre, hvad han siger, men alle omkring ham griner, og så forstår vi, at han har sagt noget meget præcist og rammende, men vi ved ikke hvad, men instruktøreren kender sit trick, så han ved godt, at vi sidder der med billedet af en mand, der er vellidt og kan aflevere en replik. Og mens vi sidder der og ser den perfekte replik, så indser vi også, at den kun findes som en slags ordløs ide.

Pludselig så Bob Benjamin mig, og da han gjorde det, så hilste han, næsten som om, der havde siddet en gammel ven der i cafeen, og at han var ked af, at han først opdagede det nu. Og så var det, at han gled hen imod mig. Det var helt vildt, for det var som om, at det var krigens skyld det hele – hvilket det jo sådan set også var. Og da han satte sig ned foran mig, så forstod jeg, at det var sådan, man møder hinanden i en krig. Bob var lige ankommet til Zagreb, men han havde været her mange gange, og han gik altid ind på denne her cafe og fik en kaffe, sagde han til mig. Og Bob synes ikke, at det var underligt, at jeg gerne ville opleve en krig. Han hørte det bare, trak forstående på skuldrene, og så talte vi om, hvad der skete hernede, og hvordan man kom hvorhen. Og det er mit forbandede held, at jeg løb ind i Bob den aften, for ellers havde intet været, som det er i dag. Ingenting havde været for nogen, som det er i dag, hvis det ikke var for Bob Benjamin.

Bob forklarede det hele allerede den første aften, vi sad der og drak øller og røg cigaretter. Allerede da krigen lige var begyndt, havde ham og nogle andre amerikanere skrevet om de etniske udrensninger i Bosnien. Og det var dem, der viste verden de nye kz-lejre i midt i Europa, eller som nogen kaldte dem de “Auschwitz-lignende lejre”. Og det var helt klart med vilje, at de brugte sådan nogle nazi-ord, alle journalisterne. De var mægtigt glade for dem, sagde Bob. Det lød som anden verdenskrig, og så skrev historien næsten sig selv. Og fotograferne, de ville have billeder, som lignede noget, de allerede selv havde set dengang i historietimerne, da de gik i skole, som fx billedet af de tynde mennesker bag pigtråd og uden hår. Og verden blev virkeligt rystet. Et kort øjeblik. Og som Bob sagde, så er politik en undvigelsesmanøvre, men for en gangs skyld, så lykkedes det ham at fange hele verden i dens eget ordspil. Det var suverænt. For Bob havde i virkeligheden bare skrevet det, som alle politikerene i USA allerede vidste. De har jo deres satellitfotos og deres efterretningstjenester, så de vidste selvfølgelig godt, at der var massegrave og kz-lejre i Bosnien, men de fortalte det bare ikke til nogen, for så behøvede de ikke gøre noget ved den sag. Men så skrev Bob sine historier, og dem bragte hans avis i New York på forsiden med meterhøje bogstaver. Og alle dem, som havde sagt, at historien aldrig måtte gentage sig, og det er der mange der har, og det er altid de samme som godt ved, at det gør den, de måtte gøre noget, hvis de ikke bare ville kaldes løgnere, for nu kunne de jo ikke sige, at de ikke vidste, hvad der skete, for alle vidste, hvad der skete. Og Bob håbede, at nu ville verden så ikke finde sig i mere, at nu ville man stoppe det hele, fordi han havde vist, hvad der virkeligt skete – fordi han havde fortalt verden en sandhed eller to. Og selvom det næsten var to år siden den aften, vi sad på cafeen på Zagreb jernbanegård, så var Bob øjne tændte, når han talte om det. Men det var blevet sværere, sagde Bob, sværere at få folk til at lytte, fordi krigen ikke så ud til at stoppe. Der var ikke nogen, der fulgte med længere. Krigen havde mistet sit publikum, sagde Bob. Men han blev ved med at skrive. Han følte virkeligt, at han havde en sag. Han havde sympati for det her, sagde han.

Jeg har i øvrigt hørt mange sige, som for eksempel en af min fars venner, som hedder Karsten, men vi aldrig har kaldt andet end Osten, fordi han er skaldet og lugter, og ham har jeg hørt sige, at de journalister, der var på Balkan, at de sympatiserede for ensidigt med bosnierne dengang, der var krig, og at tingene slet ikke var så enkle. Og Osten, han har læst historie på universitetet, og da han havde gjort det, så blev han også lærer på universitetet. Og han sagde, for eksempel, at journalisterne de glemmer de historiske processer og er alt for følelsesladede. Og det var altid Osten, der var i tv og forklare, hvorfor der var krig i Bosnien, og så startede han altid med middelalderen, og når han var færdig med den, så sagde han en masse om første og anden verdenskrig. Og han talte om nationaliteter og religioner, stater og politik. Og det var altsammen det, som han mente med historiske processer. Og så følte jeg mig dum, for jeg ved ikke noget om historiske processer, og det tror jeg, at vi er mange, der ikke gør, men jeg ved, at Bob Benjamin ville sige so what til en som Osten, for Bob vidste godt, hvem der var skurken her. Man skulle bare bruge øjnene, sagde han, så kunne enhver se for sig selv. På en måde synes jeg, at det var befriende, at det var sådan, det var. Og jeg havde også luret, at det der med processerne er noget fis, for det er jo det sammen som min lillebror går rundt og taler om, processer, processer og processer.

Bob var sgu anderledes.Han tændte en smøg, og så sagde han, at Sarajevo var et symbol. For her levede de allesammen sammen, og de var da ligeglade, om man var kroat eller noget andet, for klokken 12.00 ringede klokkerne både for de ortodokse, de muslimske og for alle andre folk i byen, og det var jo ikke rigtigt så godt for alle de der soldater, som sagde, at man ikke kunne leve sammen, hvis man ikke havde den samme kirke eller sådan noget. Og så sagde jeg noget om processer alligevel, …noget om, at det jo også var historiens skyld, at de sloges, på en eller anden måde. Og det sagde jeg bare fordi, jeg ikke anede, hvad jeg ellers skulle sige og gerne ville sige noget. Så skulle I have set Bob. Han nikkede lidt og smilede lidt. Og så sagde han, at jeg vist alligevel gik rundt med en lille nationalist i maven. Så var han lidt stille. – Jeg har set mange på din alder, sagde han. – Så mange unge mennesker i denne her krig, og jeg tror, at de kender til historien lige så godt som du gør, gamle dreng. Jeg skulle lige til at sige, at jeg ikke kendte noget til historien, men det behøvede jeg ikke, for det var lige præcist det, han mente. Og så fortalte Bob mig, at der var så mange unge mennesker i denne her krig, nogle af dem var næsten børn, og de havde aldrig hørt om Hitler, men de bar alligevel hagekors på ærmerne, og så kaldte de sig ustasaer, som var nogle meget blodige kroatiske soldater under anden verdenskrig. Og de var stolte af det. Stolte af hagekorsene på deres uniformer. Eller der var de andre, og det var serberne, og de kaldte sig cetniks, og så talte de også om middelalderen.

Men i virkeligheden var de ligeglade med historien og Hitler og alle de andre. Det eneste, de kunne bruge det altsammen til, det var som deres egen lille private tilladelse til at myrde løs og slå ihjel. Og det gjorde de så. Men det var nationalisternes spil, sagde Bob. En mand, der træder hovedet ind på småbørn eller får andre til at gøre det, skal ikke sige til Bob, at det har noget med middelalderen at gøre. No way. Og så sagde han, at vi selvfølgelig allesammen – også ham og mig – kunne få lyst til at slå ihjel. Den eneste forskel på dem hernede og os, det var, at hernede var det lige pludseligt helt i orden at gøre det. Den tanke gjorde mig først lidt bange, men jeg fornemmede godt, at det tiltrak mig, og at det var det, som jeg havde tilfælles med dem hernede i krigen. Og jeg tror i virkeligheden, at når vi altid kalder den latente morder, der bor i os allesammen, for noget andet, så er det, fordi det er trygt på en mærkelig måde. Ja, måske er det trygt, at de unge mennesker på Balkan kaldte sig nazister, for nazister det var jo de onde fra historiebøgerne. Det var sådan nogen, der kom udefra og besatte os andre. Nogle dumme svin, det kan enhver forstå. Og så er det ligesom, at det hele falder lidt på plads, ik? Og det er bare rarere. Meget rarere end at der er en hel masse normale mennesker, der gladeligt ofrer en hel masse andre normale mennesker. Bare fordi det er sådan, vi er, os mennesker, og det eneste, vi skal bruge, er en undskyldning. Bob sagde det lige ud, han sagde, at en krig kun kan leve, når der er nogle ganske almindelige mennesker, der vil slå ihjel. Der skal bare være nogen med den der lyst for at få det hele til at løbe rundt. Det har jeg tænkt en del på!

Senere den aften på Zagreb jernbanegård, hvor jeg mødte Bob første gang, og vi talte om alt det her, blev vi så berusede, at jeg havde svært ved helt at forstå alle de mange ting, der hele tiden viste sig at være noget andet, men Bob han var smilende, og Bob lod mig overnatte i sin lejlighed i Zagreb, og om natten, lige inden jeg faldt i søvn, hørte jeg noget som bare må have været et granatnedslag. Det gøs i mig. Endelig. En krig. Min hel egen krig, og så faldt jeg i søvn, uden at vide, hvad den granat, som for mig var et ægte løfte om et mere intenst liv, kunne betyde for andre mennesker, og den næste morgen var mit held ikke slut. For da Bob vækkede mig, havde han allerede sit tøj på, og så sagde han: – Det er nu, hvis du vil med til Sarajevo. Det var klar besked, synes jeg.

Jeg vidste godt, at Bob skulle til Sarajevo. På cafeen om aftenen havde han fortalt om et interview, han skulle lave med en af de bosniske politikere. Lige pludselig forstod jeg, at tingene nu var alvorlige på en hel anden måde, end de havde været i mit liv nogensinde før, måske bortset fra da jeg blev født, for jeg kom kun modvilligt og tøvende til verden, og lægerne måtte tvinge mig ud med en tangs faste greb om mit hovedet. Sådan tænkte jeg, samtidigt med at jeg også tænkte, at jeg stadig ikke havde fundet ud af, hvorfor jeg var i Zagreb, og at jeg slet ikke havde set Zagreb, og nu var jeg på vej til Sarajevo. Jeg ved, at det næsten er umuligt at forestille sig, hvor lidt jeg vidste, og at det var held, der bragte mig lige midt ind i Sarajevo. Jeg fatter ikke de veje, der førte mig, jeg kan kun fortælle, at sådan skete det. Bob skaffede mig et af FN-pressekortene. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan, men han gik et par timer og kom tilbage med kortet. Og det var dengang det samme som en billet til Sarajevo.

Vi fløj med et af de Herkules fly, som også fløj med nødhjælp. Det føltes af en eller anden grund urimeligt varmt derinde, måske havde jeg drukket lidt for meget om aftenen. Det var et satans tidspunkt at have hovedpine på, men jeg var ikke bange for, hvad der måtte komme, jeg var bare fuld af forventning. Og mens jeg sad og blev rystet i flyvemaskinen, så dykkede den lige pludseligt. Der nedenunder mig, så jeg Sarajevo. Med små ødelagte huse i den ene ende, og der var en lang række af høje huse, der fulgte en lige vej gennem byen. Solen bagte det hele i hvidt lys. Der var ikke en sky på himmelen. Jeg så på Bob, og han kiggede bare væk og så næsten trist ud. Jeg kan stadig se det for mig, og jeg tror, at jeg ligner ham lidt, når jeg tænker på ham. Vi sagde ikke noget. Vi landede bare.

Og jeg var der, lige pludseligt. Som faldet ned fra himlen. Og krigen overraskede mig slet ikke til at begynde med, for den lignede noget fra en film, som jeg har set mange gange. Gaderne lå øde, husene var ødelagte, og der var små huller i husene efter granatnedslagene, og de så meget realistiske ud. Men stilheden den aften, vi ankom, den fandt jeg ubegribelig. Det var allerede mørkt, og luften var fyldt med noget, som ingen helt vidste, hvad hed, eller hvad var. Og så stoppede jeg ved en park, og den blev brugt som kirkegård, kunne jeg se på korsene, og der var blevet gravet, og jeg tror, at det netop var den der duft af frisk jord, som hang dovent i varmen, der gjorde, at det hele alligevel ikke helt mindede mig om en kulisse. Så hev Bob mig ud af tankerne med et ryk i armen, og vi gik videre. Stadigvæk denne forbandede stilhed!

Byen var sommermørk, og vi gik opad. Jeg kunne ligesom fornemme, at husene stod tomme og gabte ud mod os. Pludselig var vi der. Der var mørkt i den lejlighed, vi kom ind i. Men der stod en tynd fyr, der hed Jasmin, og han havde helt kort hår, men så på en måde venlig ud alligevel. Bob og Jasmin, de smilede ikke, men de var glade for at se hinanden. Vi fik en lille en, som Bob havde med. Og om natten sov jeg på nogle tæpper på gulvet ligesom Bob og Jasmin. Der var ingen senge, og jeg ville ikke spørge hvorfor. Der lugtede også grimt i lejligheden, men jeg ved ikke af hvad. Og så var jeg pisse våd af sved, da jeg vågnede næste morgen. Men Jasmin sagde, at der var ikke vand nok til at bade. I stedet sad vi på gulvet og drak vand, mens Bob var ude at lave sit interview.

Jasmin fortalte mig lidt om to års liv i Sarajevo uden vand og kaffe. Han prøvede at forklare mig, at det var ligesom, der var kommet en ny normalitet. Ting, som man aldrig havde troet, man kunne leve med, var normale nu. Og hans bror havde forladt byen, og også hans kæreste og forældre – men Jasmin var altså blevet. For at slås og aldrig give op, sagde han. Han sagde, at han var med i den bosniske hær. De havde ikke uniformer, så de gik i krig i deres eget tøj. Om morgen, ligesom når man går på arbejde, for han skulle bare op på bjergsiderne, hvor der var en chance for at ramme nogle af de serbere, der lå omkring Sarajevo. Det virkede ikke som en krig, når de ikke havde nogle rigtige uniformer, synes jeg. Men når fjenden står lige foran hoveddøren, så skidevære med tøjet, sagde Jasmin. Jeg fik lyst til at give ham et eller andet. Måske min Svejtserkniv eller noget andet. Jeg ved ikke hvorfor. En slags gestus, men jeg vidste ikke helt, hvordan og hvorfor han skulle have den. Vi kom fint ud af det, og jeg kunne bo der, når Bob skulle tilbage til Zagreb, sagde han. Hvis jeg kunne betale ham, altså. Det lovede jeg.

Den næste dag tog vi afsked med Bob. Han sagde, at vi nok snart ville ses igen. Og det skulle han få ret i. Men den dag tog Jasmin mig med ud af lejligheden. Krigen inden fra lejligheden var selvfølgelig på en måde intens, men det forekom mig alligevel ikke helt så virkeligt som på film. Jeg havde hørt granaterne, når de faldt i byen. Jeg hørte også skud, når snigskytterne skød. Men det var klart, at jeg glædede mig til at se det hele udenfor. Jeg skulle se serbere, sagde Jasmin, og han tog sit gevær med, da vi gik. Så gik vi langsomt ned mod byen. Han pegede på den gamle OL-stadium i udkanten af byen. Jeg kunne se den grønne fodboldbane. Der var noget hvidt, som flimrede i varmen over græsset. Det var kors, sagde Jasmin. Dér lå de døde, og der var ingen, der spillede boldt mere. Det var fx det, han mente med den nye normalitet. Man klarede sig!

Vi skulle ikke over Sniper Alley, men vi gik langs den ad andre veje. Der, hvor vi var i ly for snigskytterne omkring os. Det var mærkeligt! Der var veje, men ikke kunne gå på, og der lå bare sten og skrald over alt. Der var ingen orden. Bag mig rejste Sarajevos nye varemærke sig: de to gennemhullede skyskrabere og ved siden af dem Holliday Inn. Det var fuldstændigt som på tv. På et tidspunkt lød der også nogle høje brag, og det slog mig, hvor meget mere det fylder i ørene, end når det er noget man ser i fjernsynet. Jeg så også en krop ligge langt nede ad gaden, og Jasmin så, at jeg så det. Han pegede på kroppen, og så sagde han: “Måske bliver hun hentet i nat”. Det var alt for farligt midt på dagen. Der var ingen, der hentede lig, når det var lyst. Men det kunne også være, at hun slet ikke blev hentet, som Jasmin også sagde. Måske ville hun blive liggende. Hun var gammel. “Det er også den nye normalitet”, sagde Jasmin.

Så var det, at vi kom til en bro af metal, og Jasmin sagde, at her kunne det være farligt at gå over. Her kunne de snigskytter, der lå på lur i de høje huse, se os. Jasmin sagde til mig, at det var en god ide at løbe i siksak over broen, så var det sværere at ramme mig. Det kunne jeg godt se var en god ide. Der var fornuft i det, og derfor gjorde jeg mig klar til at kaste mig ud i et vildt siksak-løb hen mod og over broen. Jeg nikkede ivrigt til Jasmin og tænkte, at nu skulle der virkeligt til at ske noget. Jeg ventede bare på, at Jasmin løb først, så skulle jeg nok komme efter. Men hvad skete der så? Jasmin gentog lige, at jeg skulle siksakke, og så drejede han selv stille og roligt om hjørnet fra vores skjul og slenterede hen mod broen. Der blev jeg godt nok paf. Han stoppede endda et øjeblik for at få ild i en af de cigaretter, som Bob havde givet ham. Det var satme koldt gået, var det. Det var som om alt stod stille et øjeblik i varmen, og så begyndte der en voldsom trafik i mit hovedet. For hvad fanden handlede det nu om? Skulle vi ikke tage at siksakke, for pokker? Jeg ville helst ikke være til grin, men det her virkede sgu for åndsvagt. Han kunne sgu da ikke dø nu! Og hvad så med mig? Hvor skulle jeg få hjælp? Og jeg kunne sgu da heller ikke stå på det der hjørne alene, vel? Så jeg besluttede mig for at lade Jasmin være sej for sig selv. Og mig? Jeg ville gøre det eneste fornuftige, så jeg løb ud fra vores hjørne. I fuld fart hen mod broen, helt sikker på, at en eller anden forsøgte at fange mig i sit sigtekorn, men der skete ikke noget, der var ingen, der skød, der var ikke en lyd at høre, og så var det, at jeg følte mig dummere end nogensinde. Latterlig som en kylling uden hoved og på flugt.

Og så, da jeg løb forbi Jasmin, der hvor broen startede, kunne jeg ikke se, hvordan han så ud, men det skulle fanden tage mig ikke undre mig, om han smilede. Men så skete det. Pludseligt blev det virkeligt på en hel ny måde. Stilheden blev sønderrevet. Ja, jeg hørte første lyden. Det smældede i mine ører: Der var nogen, der skød på os. Jeg stoppede op, og det vidste jeg godt,  stort set er det eneste, man ikke skal gøre i den situation, men jeg ville se Jasmin, og han kastede sig ned på broen og lagde sig helt ind til de brede metalstykker i siden, og jeg stod stadigvæk som lammet, helt ude af stand til at gøre noget – eller bare til at føle min egen krop. Jeg mærkede intet andet end den rene angst, altså lige indtil, at jeg opdagede, at jeg pissede i bukserne, og så greb panikken mig, og jeg tænkte så fucking mærkeligt på Bruce Willis, og alt det han ville gøre, og så tænkte jeg også, at nu var det kræft æde mig slut. Godnat, var det. Farvel. Men så brød Jasmins stemme igennem til mig, og han råbte, at jeg skulle lægge mig ned ligesom ham. Og jeg ved ikke, om det var første gang, kuglerne ramte metallet i broen lige ved mit hovede, men det var først nu, at jeg opdagede, at de var så tæt på mig, og så faldt jeg ned på broen, Og mens jeg lå der, med pis i bukserne, og så skide bange, at jeg ikke anede mit levende råd, og alting var så langt ude, at du ikke drømmer om det, så blev det hele lige skruet et ekstra hak opad, for det under mig, var det, at jeg så en opsvulmet krop i vandet. Jeg havde selvfølgelig hørt jasmin fortælle, hvordan de døde blev smidt i floden, men jeg havde aldrig ønsket mig at se det. Og det virkede helt sikkert, at jeg skulle være den næste i floden. Så sikkert, at jeg næsten ikke kunne holde ventetiden ud. Det måtte bare være sådan, døden rammer aldrig retfærdigt. Der er sikkert så mange dumme svin, der har overlevet en masse lort, som de har lavet, så hvorfor skulle jeg ikke blive slået ihjel på en åndssvag bro i en fremmed by? Mig, der aldrig har gjort nogen noget. Det var uudholdeligt. Et øjeblik mens kugler fløj omkring mine ører, virkede ventetiden urimelig lang.

Jeg tror ikke, at jeg kunne tåle at blive mere bange, så jeg fik den tanke, at jeg ville rejse mig og kaste mig i floden til det andet lig. Bare for at få det overstået. Men så holdt skyderiet op, inden jeg fik gjort noget, og jeg havde sgu nok ikke kunne røre mig alligevel, for jeg lå helt stiv på broen. Jeg opdagede, at jeg græd. Jeg græd, som jeg tror, at små børn græder, og jeg ønskede, at der bare kom nogen, en eller anden, og samlede mig op og fik mig væk. Og gav mig tørre bukser på. Jeg bevægede hovedet den smule, jeg kunne, for at se tilbage til Jasmin. Han lå helt stille.

Bagefter sagde Jasmin, at vi havde ligget der en halv time. Men jeg havde ingen fornemmelse af det. Tid gav ingen mening længere. Men da vi løb væk fra broen, skete der noget mærkeligt. Spørger du mig i dag, så ved jeg stadig ikke hvorfor, men jeg begyndte at grine, mens vi løb der. Og Jasmin smilede også, da vi nåede ind til de små huse omkring de små stier, der førte op langs bjergsiden, men måske smilede han bare, fordi han så mine våde bukser.

Og så fortsatte vi op ad de små bjergstier, og vi sagde ikke noget. Jeg frøs som ind i helvede, men jeg kunne se på solen, at det måtte være meget varmt. Jeg prøvede at læse Jasmin. Man kan nok godt sige, at man kan læse frygt i andres ansigt, men det ville ikke være sandt om Jasmin, da vi stod der på stien, og der lige var nogen, der havde skudt på os. Der var mere og andet end frygt, der var mod. På en måde, som jeg aldrig havde tænkt på mod før. Det var ikke noget, som vi talte om, hverken på det tidspunkt eller senere, men jeg tror, at det var Jasmins vigtigste protest mod krigen, at han ikke ville løbe over broen den dag – og sikkert heller ikke nogen anden dag. Han nægtede at lade sig tyrannisere ved at nægte at løbe for andre, fordi de havde magt. Måske havde han også været bange engang? Det gætter jeg på, og på en for mig ukendt måde var han det sikkert stadig, men det kunne ikke spores i hans ansigt. Måske var det bare en enkelt lille muskeltrækning, der adskilte hans ansigtsudtryk fra angst. Sådan tænkte jeg, mens mine hænder forsøgte at holde fast om de cigaretter, Jasmin hele tiden tændte og gav videre til mig. Jeg tænkte også på de kugler, der fløj ind i folks liv her i Sarajevo, at de kom fra usynlige steder, og at det er selve det, som er terroren. Jeg prøvede at forklare det til Jasmin. Han trak på skulderne og sagde endnu engang: “Det er den nye normalitet”.

Og vi kom til en hytte på bjergsiden, hvor der allerede var tre andre mænd. De havde også geværer som Jasmin, og de røg og lå stille og ventede. De sagde ikke meget, og det virkede meget rigtigt. For hvad skal man også sige, når man ligger der og venter på at slå nogen ihjel? Vi sad der vist længe. Jorden var varm, og mine bukser var næsten tørre nu. Det var en gammel hytte, og jeg tror ikke, at der boede nogen før krigen. Men jeg kunne se den for mig en fredelig sommerdag… og fra vinduet kunne jeg se ud på en bjergside. Jasmin, han begyndte at fortælle om træerne. Dem, der var der, dengang krigen begyndte. Det var første gang, jeg så ham smile, og jeg tænkte på, at her, på de her bjergsider, der lå hele hans liv, ligesom så mange andres liv, her var de blevet taget op som børn, og her havde de kysset deres første kærester. Jeg er sikker på, at Jasmin stadig kunne se træerne ud ad vinduet fra, hvor vi sad. Men de var der ikke længere. De var væk hele vejen rundt på de bjergsider, der ligger omkring Sarajevo. For når det var vinter, og når folk frøs og manglede brænde til mad, så tog de træerne. Der var også mange af træerne, der var blevet sprængt væk, fordi der blev smidt granater herned omme fra den anden side af bjerget. Der lå også miner derude. Men ind imellem så så man folk gå rundt heroppe alligevel, når de skulle bruge brænde til at lave mad, eller når de frøs og ville lave et bål nede i deres lejligheder. Måske vendte de aldrig tilbage til byen, dem der gik herop. Måske trådte de på en mine. Sådan fortalte Jasmin, og vi sad stille igen og tænkte på træerne.

Måske var jeg faldet lidt i søvn der i hytten, for jeg husker, at jeg fik et chok, da Jasmin rakte mig sin Kalashnikov. Det var første gang, jeg holdt et våben i min hånd. Jeg var vant til at se våben, det var ikke det, men sådan at holde et… Det er en underlig tung tingest, men jeg kunne godt mærke, at det gav en meget tilfredsstillende fornemmelse af magt. Jeg kiggede på Jasmin. Han sagde, at jeg jo kunne kigge ud på bjergene gennem sigtekornet. Det prøvede jeg, og hele verden kom så tæt på, meget tættere end jeg ville have troet, og jeg kunne se, hvordan solen havde brændt græsset gult nogle steder. Jasmin, som havde sat sig ved siden af mig, pegede hen mod et andet sted, som han synes, at jeg skulle kigge på. Når han forklarede det, og jeg så godt efter, så kunne jeg se en slags hytte, eller dens tag af grene og blade i hvert fald. “Cetniks”, sagde Jasmin, og mit øje ligesom stivnede, og jeg kunne ikke flytte det fra det sted, som Jasmin havde vist mig. Jeg så alt derovre, men der var ikke et menneske at se. Alt var stille. Dødstille. Men så gav det et sæt i min krop. Der var nogen. Der! Lige i mit sigtekorn. En rigtig mand, en stor en, kunne jeg så se, sådan en med en kæmpe mave. Han svang sit gevær op på sin skulder med en tung bevægelse. Han kiggede sig lidt omkring. Der var sikkert også stille, der hvor han var, tænkte jeg på. For han stod der lidt, og mens han gjorde det, samlede hele mit væsen sig om min pegefinger. Jeg rørte den ikke den mindste smule, men det var alt, hvad det havde krævet for at slå den fede mand ihjel. Og så var det, at han knappede sine bukser op, hev sin pik frem og begyndte at tisse. Og det var som om, at mens han stod der, så kiggede han lige ind i mine øjne gennem sigtekornet. Der steg blod til mit hoved. Og Jasmin må have fornemmet et eller andet, for han ville se, hvad jeg så. Han næsten rev geværet ud af hænderne på mig. “En cetnik”, hviskede han hæst til de andre. “En der står og pisser”. De tre andre fyrer fløj hen til vinduet med deres geværer, men der var ikke plads til dem alle sammen. De ville se ham. Og skyde ham. De tjekkede deres våben. Jasmin fik ro på sig selv og de andre. Jeg kunne se, at han havde været lige ved at trykke af, men så gav han mig geværet og sagde, at det var mig, der skulle. “Hurtigt”, sagde Jasmin.

Og så tog jeg geværet og sigtede på manden igen. Han var færdig med at tisse og bukkede lidt i knæene og trak bukserne op og knappede dem. Som han stod der, ville det intet være at slå ham ihjel. Jeg havde fingeren på aftrækkeren, og det krævede blot, at jeg krummede fingeren en smule. Det ville nærmest være logisk at trykke af og bruge geværet, sådan som sådan et nu engang skal bruges. Luften var tyk af forventning, og jeg følte lige pludselig en stærk trang til at slå manden ihjel. Måske var det første gang i mit liv, jeg virkeligt følte trang til at hævne mig, for var det ikke sådan et svin som ham her, der lige havde skudt efter mig nede på broen? Var det ikke lige præcist det, som det var? Det ville kun være retfærdigt at skyde ham. Han var så tyk og grim, ham den skide cetnik. Så hvorfor ikke? Men så gjorde jeg det ikke alligevel. Jeg kunne ikke, jeg var nærmest lidt lam. Manden bukkede sig ned og forsvandt. Drengene bag mig var ophidsede, de kunne ikke vente længere, så da jeg sænkede geværet og kiggede på dem, nægtede de at tro, hvad jeg ikke havde gjort. Jeg reddede en cetniks liv. Der var helt stille i hytten, men så begyndte de at grine hysterisk. Det kom virkeligt bag på dem, og i dag er jeg glad for, at de tog det så humoristisk. Men dengang skammede jeg mig. Jeg kan stadig godt høre deres grin, når jeg tænker på det. Jeg reddede en cetniks liv. Og senere, da vi gik ned fra bjerget, og det var blevet mørkt, tænkte jeg, at det var temmelig absurd. At være i en krig og ikke kunne slå ihjel. Det var jo det, som det hele gik ud på: at slå ihjel. Var det ikke? Den aften talte vi om mad, da vi kom tilbage til Jasmins lejlighed – men vi havde ikke noget.

Da jeg vågnede næste morgen, stod jeg ikke op. Jeg lå bare på tæpperne og kiggede op i loftet – jeg kunne ikke høre Jasmin nogen steder, og jeg anede ikke, hvad klokken var. Jeg ventede vist på noget, men jeg ved ikke rigtigt hvad. Jeg var ikke sådan ivrigt ventende, men nærmere ventede jeg på samme måde, som når man håber på noget. Jeg ventede også på andre måder. Jeg lå og ventede på eksplosioner, fordi de måtte forventes. Ligesom jeg forventede, at jeg ville blive sulten, ligeså snart jeg havde spist, og derfor ventede jeg også på det. Eller jeg ventede på Jasmin, og på at han skulle fortælle mig om den nye normalitet. Så faldt jeg i søvn igen.

Og der var en morgen, jeg sad og kiggede ud ad vinduet i Jasmins lejlighed. Og så var det, at over for mig, på den anden side af gaden, der lå et fint gammelt hus med store vinduer, og der sad der på et tidspunkt en pige med afbleget hår og dårlige tænder, men hun var meget smuk, når hun ikke åbnede munden. Hun sad der, hvor solen ramte hendes ansigt, som om vinduet var en ramme. Og hendes bluse var tynd og lagde sig tæt ind til hendes bryster, og jeg glemmer aldrig, hvor smuk og bedrøvet, hun så ud, og jeg tænkte på, hvordan det ville være at elske med hende. Jeg havde meget lyst til hende. Og da hun opdagede, at jeg sad der og kiggede på hende, så smilede vi til hinanden, og jeg kunne tydeligt se, at hun ønskede sig langt væk fra Sarajevo. Lidt efter var hun væk igen, og hele formiddagen gik jeg tilbage til vinduet for at se, om hun sad på den anden side ligesom før. Og jeg tænkte, at jeg kunne tage hende væk og give hende hele verden udenfor, og så ville hun elske mig altid. Hun havde haft en kæreste før, sagde Jasmin, men han havde fået chancen for at komme til Tyskland, og så havde hun ikke hørt fra ham siden. Og nu boede hun med sine forældre i det store, gamle hus.

Og jeg gik tilbage til vinduet igen og igen for at se, om hun var der, men det var først sent om eftermiddagen, at jeg så hende igen. Hun gik på gaden tæt langs husmurene med nogle tunge plasticdunke med vand i. Det var ikke anderledes end for alle de andre i byen. Hver dag gik de langt for at hente vand et andet sted i byen. Og hun havde shorts på, og jeg kunne se, at hun havde lange, smukke ben, og jeg fik lyst til hende igen. Hun havde ikke set mig, og jeg sagde ikke noget. Sad bare og nød hende, og hun drejede hovedet for at kaste håret væk fra øjne. Og så… et sus i luften af noget som nærmede sig og så to, tre sekunders stilhed. Så detonation. Et kæmpe brag. Jeg gik i dækning væk fra vinduet, og da jeg næsten med det samme så ud efter pigen igen, så lå hun der. Slynget ned i et hul i vejen og blødte, og der var ingen, som kom løbende ud til hende, for alle vidste, at der ville falde flere granater, men jeg ville alligevel ned til hende, men Jasmin var kommet løbende hen til mig, og han holdt mig fast og tvang mig ned på gulvet. Jeg kunne ikke komme ud til pigen, men både Jasmin og jeg kunne se hende. Hun lå der med bange øjne, mens livet flød ud af hende.

Og så hørte vi nogle råbe til hende inden fra hendes hus, og døren blev åbnet og der var hendes gamle forældre, og de må have været over 70 begge to. Jeg har tit tænkt på alle de ting, som de må have oplevet sammen, som de måtte have gået gennem for at være og blive sammen, og så løb de alligevel bare ud til deres døende datter tilsidst. Og da den næste granat faldt, slyngede den manden ned i asfalten, så hans hoved blev stort og blodigt, og konen, hun fik revet det ene ben af. Og jeg fik voldsomme mavekramper og løb gennem Jasmins lejlighed og ud på toilettet, stak hovedet i kummen og kastede næsten ikke noget op, for min mave var tom, og der kom ikke andet end lidt mavesyre, og jeg blev siddende med mit hoved i kummen, rørte mig ikke, blev bare siddende. I mere end en time tror jeg, og Jasmin lod mig være. Den slags havde de allesammen set og var tvunget til at leve med.

Og der er ingenting, der stopper, fordi et menneske dør, ingen krige, ingenting. Kun det menneskes liv, og så fortsætter alt det andet. Det er også den nye normalitet. Og de tre lig blev fjernet om aften, men blodet var der også næste dag, og hullerne i asfalten er der sikkert endnu.

Den aften sad vi bare. Jasmin og mig. Vi kunne umuligt sove – og vi havde ikke flere cigaretter. Og jeg sad der og var i chok med blanke øjne, og jeg synes alt var meningsløst og uretfærdigt. Jeg tænkte på Bob, og hvordan han ville forandre verden, og jeg bad, bad for første gang i mit liv til, at det snart ville lykkes ham. Og jeg tænkte på Jasmin og den nye normalitet, og hvordan han alligevel trodsede den, når han nægtede at løbe for kuglerne. Og jeg tænkte på min familie, og at de nok havde set en hyggequiz i tv i dag. Måske var min bror forbi til kaffe og kage med sin kæreste eller sådan noget. Måske levede de allesammen bare livet, som man gør, når der ikke er krig. Uden at tænke på døden og krigen og uretfærdigheden. Og jeg tænkte, at det også var godt nok. Og jeg tænkte også, at alle dem hernede i Sarajevo var blevet frataget prinsesse Dianas ægteskabsproblemer med prins Charles, og nu ønskede de sig dem tilbage. Mon der overhovedet var nogle hernede, der ville kunne forstå, at det var sådan noget, som jeg var flygtet fra? Eller ville pigen, der blev dræbt i dag kunne forstå, hvorfor jeg var kommet for at se hende dø? Jeg bliver dårlig, når jeg tænker på det.

Jeg blev i Sarajevo i endnu et par dage og var mest bare i Jasmins lejlighed. Jeg gik ikke med Jasmin op i bjergene igen, og jeg kiggede ikke ud ad vinduerne mere. For det meste sad jeg bare, og så skete der noget, som afsluttede krigen for mit vedkommende, og alting faldt sammen med krigens vendepunkt. Jeg kan huske, at det var en lørdag, og vi delte en dåse tun og en cola, som Jasmin havde købt på det sorte marked for en af mine danske hundredekronesedler. Først hørte vi et granatnedslag, og det var der ikke noget særligt ved, for det hørte vi masser af gange hver dag. Men kort efter hørte vi ambulancerne, og der var mange flere end de andre gange, og de hylede som sindsyge. Lydene kom nede fra den gamle bydel, der på markedspladsen, hvor folk byttede deres sidste ting væk for lidt kød eller cigaretter. – Det er alvorligt, sagde Jasmin. – Denne gang er det meget alvorligt. Jeg kiggede på ham. Var han måske bange nu? Han sagde ikke mere, kun “kom”. Og så gik vi hurtigt ned mod markedspladsen. Jeg havde slet ikke lyst til at komme med, jeg synes, at jeg havde set nok. Men jeg fulgte alligevel Jasmin. Ude på gaden var der flere folk, end jeg havde set før. Jeg tror, at de ville ud og se, om nogen af deres egne var kommet til skade.

Jeg blev bange, da vi nærmede os markedspladsen. Og da vi gik ind på en gade, der mundede ud i pladsen, så jeg de gamle træboder ligge blæst til siden og sunket sammen, og lidt efter så jeg den første blodige krop ligge kastet op ad en husmur. Der var alle mulige mennesker, der skreg. Alt var forvirring. Og jeg så Jasmin stå helt stille blandt alle menneskerne et øjeblik, før han begyndte at springe rundt mellem folk og samle dem op. Der var nogle, der blødte ud af munden. Jeg så et barn skrige, fordi hendes mor ikke rørte sig. Jeg så en af ambulancefolkene glide i blod. Jeg så hjertet på en gammel mand, som om at det var hoppet ud af hans skjorte. Så lukkede jeg øjne og åbnede dem og satte mig hos en ung mand på min egen alder, som der ikke var andre der hjalp. Og han holdt så fast så fast i mit tøj og sagde alt muligt, som jeg ikke forstod. Jeg bare holdt ham og holdt ham – til han tilsidst døde der i mine arme, og lige før han døde var det som om, at han ville sige noget, men det nåede han bare aldrig. Og jeg sad med ham længe, tror jeg. Jeg ville lukke hans øjne, som de gør på film, men det virkede alt for kunstigt. Der var intet i hele verden af alt, hvad jeg nogensinde havde set på forbandede film, der kunne hjælpe mig nu, så jeg sad bare der med den fremmede. Og så var det, at jeg så, at et andet sted på pladsen, der var nogen igang med at filme os alle sammen. Og ikke så langt fra mig stod Jasmin, og han så også tv-holdet. Og han så på dem, og han så på mig. – Hvor fanden kom de fra, råbte han!

Da vi kom hjem, løb jeg direkte ud på badeværelset. Mit tøj var tungt af den fremmedes blod, og jeg både brændte og frøs på samme tid. Og da jeg fik revet tøjet af, opdagede jeg, at også mit hår var klæbende af den fremmedes blod. Jeg måtte sætte mig ned og hive efter vejret. Indtil jeg kunne rejse mig og skylle mig i vores sidste dunk vand, men vandet blev med det samme helt rødt. Jasmin kom ind med mere vand, som nogle naboer havde givet ham. Vi skrubbede vores hud til følelsesløshed. Og tøjet, det smed vi ud, for der var ikke vand nok til at vaske det, og selvom der var, så ville vi aldrig have det tøj på igen. Og længe sad jeg bare og følte mig blodig. Det kløede paranoidt i håret, og jeg kradsede mig konstant. Og senere, jeg ved ikke længere noget om tid, ringede det på døren. Jeg rejste mig ikke fra gulvet, hvor jeg lå. Jasmin stod op og talte stille med manden ude i gangen, og da han kom tilbage, sagde han, at det var rigtigt nok. Et tv-hold havde filmet det hele på markedspladsen, og lige nu sad folk i hele verden og så billederne af massakren. Der var 86 dræbte og mere end 200 sårede, havde manden i døren fortalt. Og så var der rygterne! Det var et spørgsmål om timer, før NATO ville bombe serberne omkring Sarajevo, sagde de. Den aften bad Jasmin mig om at tage hjem til Danmark.

Den næste dag var det allerede arrangeret. Jeg kunne komme ud med en Røde Kors-bil, der skulle til Zagreb. Derfra måtte jeg klare mig selv. Jasmin sagde, at det nok ikke varede så længe, så kunne jeg komme tilbage og besøge ham. Så skulle vi drikke en stille øl på pladsen i det gamle tyrkiske kvarter, skulle vi. Og der var håb i Jasmins ord. Som om at han troede på, at nu ville krigen blivet stoppet. Om natten lå vi vågne for at høre NATO flyve ind over Sarajevo, men det skete ikke. Alligevel var tingene anderledes den dag, jeg tog fra Sarajevo. For da lyset kom frem, var der ikke nogen, der hørte de sædvanelige granater, men til gengæld gav byen genlyd af de ord, der blev sagt andre steder i verden. Amerikanerne, russerne, englænderne… ja, dem alle sammen, som direkte konsekvens af eksplosionen på markedspladsen ville de bombe serberne, hvis de ikke forsvandt  af sig selv med det samme. Det var ordene. Nu ville verden endelig ikke se på mere, nu ville belejringen virkeligt stoppe. Og Jasmin så træt ud… fordi han kunne slappe af i håbet for første gang i meget lang tid, sagde han. Jeg satte mig ind i Rød Kors-bilen og blev kørt ud af Sarajevo.

Vi kørte vel omkring to timer, men det føltes som en ganske kort øjeblik, for jeg sad bare der i bilen og faldt ind i mig selv, og så – så let som ingenting – var jeg  Zagreb, men det føltes som om, jeg var kommet til en helt anden verden. Her gik folk roligt rundt i gaderne, og selvom der var soldater i gaderne, og selvom det selvfølgeligt stadigt var en slags løfte om oplevelser, så fyldte det mig ikke længere med forventning. Jeg ved ikke, hvad det var, måske var jeg bare taknemmelig for at se, at de sad på bænkene ved stationen og røg, eller at de grinede og kiggede efter pigerne. De var ligeså varmt, som før jeg var taget til Sarajevo, men der var alligevel noget, der var anderledes. Måske var det noget i luften, måske tænkte de allesammen på, om NATO ville bombe, og måske var det derfor, fordi alle menneskerne tænkte på det samme, at luften omkring dem var mere elektrisk. Og så da jeg kom ind på jernbanegården var luften også fuld af forventning, som om de alle sammen ventede på noget – men det gør de jo altid på en banegård. Men måske netop fordi de allesammen ventede ligesom mig, følte jeg mig tryg igen. Og jeg ventede selvfølgeligt på mit tog til Tyskland, men jeg ventede også på, at alting skulle stoppe nu: krigen, min krig. Og jeg havde kun været der en uge, men tiden går ikke sine sædvanelige veje i en krig i Sarajevo, og bare man har været der et øjeblik, så synes man måske, at man altid har været der. Og at det på en måde har fyldt hele ens liv.

Jeg ville sige farvel til min krig. Jeg ville gå ind på den store, brune cafe, som dengang jeg kom – i sidste uge. Der ville jeg sidde, bare sidde, indtil jeg skulle videre. Og jeg tænkte på, at jeg ville have en masse at fortælle nu, og jeg fortalte mig selv, ja jeg lovede mig selv, at jeg ville sige alting, som det virkeligt var. På samme måde som Bob Benjamin ville jeg sige sandheden, selvom sandheden var meningsløs. Som Bob ville jeg få verden til at holde op med at tale verden til uigenkendelighed. Jeg ville for eksempel fortælle dem allesammen, at den virkelige krig, den som jeg så i Sarajevo, at den slet ikke lignede den, som vi så på tv. At al den snak om middelalder og nazisme ikke hjalp nogen med noget, når sandheden var den at… ja, her stoppede mine tanker, for jeg kunne ikke komme i tanke om, hvad det lige var sandheden var. Men den var helt klart i mig som en fornemmelse, og tanken om, at jeg måske alligevel ikke kunne fortælle om den, gjorde mig trist. Men altså, jeg ville sige farvel til min krig. Og som sagt ville jeg gå ind på cafeen, og det gjorde jeg også, og jeg kunne genkende tjenerne fra sidst, og jeg smilede for mig selv, og så sagde jeg et eller andet, jeg kan ikke huske hvad, men de smilede tilbage, og så fik jeg en øl og gik ned mellem bordene, og så var det, først der, at jeg så, at der sad Bob Benjamin. Alene allerbagerst i cafeen.

Det var helt tydeligt, at han havde drukket sig fuld. Hans øjne sejlede, og han holdt med begge hænder i bordet foran sig, ligesom for ikke at falde forover, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at Bob nok fejrede, at krigen skulle slutte nu. Og jeg smilede ved tanken, for nu var det jo også endeligt lykkedes for ham. Alt det der arbejde med at skabe den ny virkelighed ved at vise verden, som den virkelig er, ik? Nu var det lykkedes. Nu skete det, fordi hele verden så på fjernsynet, hvad der skete på markedspladsen den dag, jeg var der. Og jeg kunne mærke, at det var et specielt øjeblik, også for mig, for jeg havde jo også bedt til Gud for første gang i mit liv, bedt til at det skulle lykkes for Bob og de andre at få krigen til at stoppe, den dag jeg så pigen og hendes forældre dø i Sarajevo. Selvfølgelig måtte det være en stor dag for Bob Benjamin, han havde sikkert allerede siddet der et godt stykke tid og fejret sin succes, tænkte jeg. Og med alt det, som han havde gjort for at ændre virkeligheden for alle dem hernede i krigen, så synes jeg, at det var velfortjent. Og det nåede jeg lige at tænke, kan jeg huske, så opdagede Bob mig, men inden jeg nåede at sige noget, så sagde han, at jeg skulle sætte mig ned og holde min kæft.

Og først sagde Bob ikke noget til mig. Han sad bare der og så giftig ud med sådan en slags galde proppet ind i øjne. Og det var faktisk ret væmmeligt, så jeg prøvede at lade være med at se for meget på ham, men det var alligevel også for svært, for han rejste sig måske lige pludseligt op, og så råbte han noget efter tjenerne på kroatisk, og de slog ud med armene og trak på skuldrene og slog sig på deres tykke maver og så ud som om, at de slet ikke var enige i det, som Bob havde sagt. Jeg prøvede også at drikke lidt af min øl, og jeg fik den tanke, at der måske var noget, der var gået helt henover hovedet på mig. Var det måske slet ikke slut det hele, var det måske slet ikke rigtigt, at USA og alle de andre ville stoppe krigen, var det bare sådan noget, som de havde sagt? Og så da jeg havde drukket lidt øl, så tog jeg mig sammen og spurgte, om det ikke var slut endnu? Om de alle sammen ikke ville bombe alligevel, hvis serberne ikke lod Sarajevo være i fred?

Og Bob kiggede bare på mig, som om jeg var dum eller sådan noget, og så sagde han noget om, at måske bomber de, eller måske bomber de ikke, og det havde sådan en som mig iøvrigt ikke en skid forstand på, sagde han. Det var som om, han ville sige noget mere, måske noget venligere, fordi vi trods alt var venner, tænkte jeg, men han faldt bare sammen og sad der. Og det var virkeligt ubehageligt nu, det var det virkeligt, og mens jeg sad der og kiggede væk, så smeltede Bob ligesom, han sank sammen og gled ned i stolen, så hans hovedet hang på ryglænet, og han rettede sig op igen, og han tømte sin flaske, og så startede det hele forfra. Og sådan ret så uventet, kiggede han på mig, og med en løftet pegefinger bevægede han sig helt tæt ind på mit ansigt. Og han grinede næsten lidt af sig selv, og jeg skulle lige til at grine med, men så sagde han: -Velkommen til verden, knægt. – Verden uden en eneste …ægte… sand… ædruelig… hæderlig… gentleman. Og han slog hånden hårdt ned i bordet, og jeg tror, at det gjorde ondt, for han stod der og så helt ulykkelig ud, og så fik jeg lidt ondt af ham, men så var det, at han tog fat i mig og trak mig helt ind over bordet, og nu hviskede han: – Knægt, jeg ved godt, hvem der smed den granat på markedspladsen i Sarajevo. Jeg synes, at Bob lugtede dårligt ud af munden, men han gav ikke slip. – Det var ikke serberne, knægt. Forstår du det? – Det var ikke serberne, selvom de sagtens kunne have fundet på det, og også har gjort det 100 vis af gange, så er det altså ikke dem denne her gang. Forstår sådan en lille skide turist det, sagde Bob. Og han mente mig, og han skubbede mig tilbage ned i sædet.

Og så sad jeg bare, der hvor Bob havde sat mig, men allerhelst ville jeg bare væk nu, men hvor skulle jeg gå hen, og det var jo Bob for fanden, og så – med et – greb vreden mig, for første gang i mange år blev jeg sådan rigtigt rasende. Og jeg tror, at tårerne fløjtede ned ad mine kinder, men jeg sagde ikke noget. Jeg sad bare, men inden i mig, der tænkte jeg på, hvad fanden manden snakkede om? Og hvad så hvis det ikke var serberne, der smed den granat i Sarajevo? Hvad så? Hvad ville han sige med det? Var det måske min skyld? Jeg var også træt, og jeg var også på Bobs side, og jeg havde også noget at fortælle, og så sagde jeg det: -Hvad så, sagde jeg?

Men jeg er ikke sikker på, at Bob hørte mig, for han tændte bare en smøg, rejste sig og begyndte at tale sådan ud i cafeen, og ikke rigtigt til mig, men måske alligevel på en måde, og han sagde noget om, at det her, det alt sammen, var skæbnes ironiske leg med fornuften. Det var vistnok de ord, som han brugte. – Dem, der smed den granat, sagde han, de har regnet den ud, det er det, de har. – Ja, fanden tage mig, om de ikke har regnet den ud, råbte Bob. Og han satte sig ned igen. Det var ikke helt klart, hvad han snakkede om, syntes jeg. Og ærlig talt, mit hoved var ved at koge over. Alligevel fornemmede jeg et gys, da Bob fortalte mere. For det han fortalte, det var, at det var nogle af dem, der selv boede i nede i Sarajevo, nogle af dem, der selv sloges mod serberne, der havde smidt granaten på markedspladsen, og det var også dem selv, der havde filmet det hele, sagde Bob. For som han sagde, så havde de fanden tage mig regnet ud, at det er på tv, at du vinder en krig. Bob sagde mere, men jeg faldt fra, jeg tænkte på mig selv. -Hvor strengt, tænkte jeg. Hvor møg strengt. Jeg havde satset alt, ja jeg var blevet skudt på for at opleve virkeligheden. Og så, da jeg endelig var der, i krigen, så viser den sig også at være et iscenesat tv-show. Jeg tænkte selvfølgeligt også på Jasmin og den fremmede, som døde i mine arme. Men det her, det var altså bare for meget. Det var løgn det hele igen, alt var som derhjemme. Man kan heller ikke regne med noget som helst, tænkte jeg.

Og sådan sad jeg og følte mig svigtet af verden, da Bob stemme vendte tilbage til mig. Og han sad stadig bare og talte ud i cafeen, som om han var ligeglad med, om der var nogen, der hørte efter. Han sagde alt muligt, noget om 100.000 vis af granater og 100.000 vis af døde mennesker, og så skulle guderne vide, hvorfor det lige var den der eksplosion, den på markedspladsen i Sarajevo, der skulle filmes. – Er det ikke mærkeligt, sagde han så. – Er det ikke mærkeligt, at det lige var den granat, der skulle blive… ja, selve symbolet på serbisk umenneskelighed? Og jeg var ikke så rasende, som jeg havde været, men jeg blev så træt, så træt nu. Det blev ved og ved, det hele, og jeg ville gerne hjem nu. Men så kiggede Bob på mig, næsten helt venligt, og han talte helt sikkert til mig nu. – Er det ikke mærkeligt, knægt, er det ikke mærkeligt, at hvis der ikke havde været et filmhold, så havde den granat i Sarajevo bare været en af mange andre granater? Ja, tag ikke fejl af det, sagde han. – Men den skriver sig ind i historien nu, knægt. – Den skriver sig ind i historien med langt større effekt end selve eksplosionen. Så stoppede Bob op et øjeblik. Tømte sin øl og bestilte en ny. – Og det er selvfølgelig ikke fordi, at dem ude i verden ikke allerrede ved, at folk bliver dræbt af granater i Sarajevo, sagde Bob. Det havde de sgu da vidst længe. Men nu følte de, at de følte noget, sagde Bob, og det var tv-holdets skyld. – De har satme regnet den ud. De bomber deres egne, de filmer det, og de giver serberne skylden for myrderierne. Og verden strømmer over i sympati og handlekraft. Det er sgu elegant! I virkeligheden er der ingen, der har set det, som de tror, de har set. – Mon al præsidentens nyfødte sympati og nu fremragende handlekraft kan overleve den mindste smule forvirring, knægt, spurgte Bob.

Det kunne jeg ikke svare på. Faktisk orkede jeg slet ikke at tænke på, hvad det var, han spurgte om. Nu kunne de snart slås til evig tid, hvis det var op til mig. De kunne bombe sig selv og hinanden, tænkte jeg. Man kunne jo ikke regne med noget alligevel. Nu ville jeg hjem, og så rejste jeg mig fra bordet, og måske havde jeg håbet, at Bob alligevel ville sige, at jeg skulle blive siddende, så vi kunne sidde der og være trætte og have gennemskuet det hele sammen, men han trak bare på skuldrene og kiggede tørstigt på min halvtomme øl, som jeg skubbede over til ham, inden jeg rejste mig og gik.

Alle lydende ude i jernbanegårdens store haller var så tydelige, som om de allesammen var der samtidigt inde i mit hoved. Der var tiggere og gamle koner, og der var et barn, der grinede og nogle, der løb hurtigt gennem det hele, og der var mennesker af alle mulige slags foran telefonboksene. Jeg havde ikke tænkt på at ringe til nogen, før det øjeblik, jeg så telefonboksene. Men jeg tænkte på min far og mor nu. Og på om de også gik derhjemme og troede, at de havde set serberne slå dem i Sarajevo ihjel, og om jeg skulle fortælle dem, at selvom jeg havde været på markedspladsen, så kendte jeg heller ikke sandheden før nu. Og det duttede i røret, og ud af intet var min fars stemme der pludseligt. Og han spurgte ikke om noget, han begyndte bare at græde der i telefonen, da han hørte, at det var mig. Jeg nåede lige at sige, at det altsammen var noget af det mest intense, jeg havde oplevet, og så græd han. Han var bange, sagde han. Bange for at miste mig. For der i fjernsynet havde han set det hele, og alle sagde, at NATO ville bombe nu, hvis serberne omkring Sarajevo ikke trak stoppede. Og Osten havde også været i tv, sagde min far, og Osten havde sagt, at nu burde man bombe, at der var et moralsk ansvar om at sige stop til myrderierne her, efter alt det man nu har set med egne øjne, havde han sagt. Og mens min far græd endnu mere, så kunne jeg pludselig mærke lysten til at fortælle det hele, og jeg var lige ved at fortælle om Bob og sige, at det bare var løgn, det hele. At Osten og alle de andre bare skulle vide, at det, som de troede, de havde set, at det var en løgn. Ikke at det var en løgn, at folk myrdede, og at der var blod og uretfærdighed over det hele. Men det var løgn, at det var så enkelt med de der serbere denne gang. Jeg ville fortælle, at det var en hel anden tragedie, de havde set, men jeg vidste ikke, hvor jeg skulle begynde. Skulle jeg bare sige, at de havde set, hvordan dem i Sarajevo myrdede hindanden – fordi de var desperate for at få opmærksomhed? Og ville det gøre en forskel? Ved siden af mig, i en anden telefonboks, stod der en soldat og snakkede hidsigt på kroatisk, og jeg forstod intet af, hvad han sagde, men det var, mens jeg så på ham og hørte min fars stemme, at jeg pludselig fik en hel ny tanke. Pludselig så jeg, at jeg kunne gøre en forskel. Jeg kunne stoppe løgnen. Jeg regnede den virkeligt ud. Og så var det, at jeg spurgte min far om noget, og jeg sværger, at det først var i det øjeblik, at jeg fik tanken, og at jeg ikke aner, hvor den kom fra. Jeg spurgte min far, om han kunne finde telefonnummeret til DR og TV2 for mig. For, som jeg sagde, så havde jeg noget vigtigt at fortælle dem, når jeg kom hjem.

Der var kun en ting i hovedet på mig nu. Nu skulle de fanden æde mig få sandheden, dem derhjemme. Nu skulle jeg nok komme hjem og fortælle dem, hvordan det virkeligt var, og at man ikke kan regne med krigen på tv. At det er løgn, præcist som Bob havde fortalt mig. Og dem jeg snakkede med fra fjernsynet, de ville selvfølgelig have det hele at vide med det samme, men så sagde jeg bare, at jeg sad med nogle amerikanske journalister og tjekkede de sidste detaljer, men jeg havde været der, da granaten faldt på markedspladsen, sagde jeg. Og det var grimt, sagde jeg. Men nu skulle man jo ikke tro, at al ting var, hvad de gav sig ud for, sagde jeg. Og jeg sagde også, at de kunne få hele historien, så snart jeg stod ud af toget i morgen tidligt på Københavns Hovedbanegård. Og jeg gik hurtigt fra telefonboksene og gennem menneskerne, og jeg følte mig i fuldstændig i kontrol. Og nu mens jeg var sådan i kontrol, så ville jeg gå tilbage til Bob, og jeg ville sige til ham, at nu skulle han ikke være ked af det mere, for nu skulle jeg sgu nok fortælle verden den sidste nye sandhed.

Og jeg fandt Bob, præcis som jeg havde forladt ham, og jeg gik lige hen til ham og sagde det: – Jeg har styr på det, sagde jeg. Og så fortalte jeg, at nu skulle verden nok få sandheden at vide, for jeg havde ringet til tv. Det var cool nu. Og så… lige da jeg havde sagt det, så blev Bob ikke bare ligbleg i hovedet, han sagde også, at jeg var en åndssvag snothvalp, der intet havde forstået. Nothing! Nada! Og så rejste han sig op, men han var lige ved at gå i gulvet med det samme, så fuld var han, og så hvæsede han ud ad fortænderne, at hvis der nogensinde var nogen, der fik at vide, hvad han havde fortalt mig i dag, så kunne jeg bringe hele lortet i fare. Der var sgu da ingen, der ville stoppe en krig, fordi folk bombede deres egne, vel? Nu så det endelig ud til at stoppe, og så ville jeg dele sandheder ud, så det kunne fortsætte i en evighed? Jeg skulle bare acceptere, at det hele skete på en løgn, og lade verden blive i troen, skulle jeg. – Den sidste sandhed er vores, råbte Bob lige ind i mit hoved. Og så sagde han, at jeg skulle skride.

Og det gjorde jeg så. Jeg skred med knyttede næver og sammenbidte tænder ud af cafeen. Jeg var sikker på, at en dag, så ville Bob fortryde sin måde at være på. Det ved jeg selvfølgelig ikke, om han gjorde, for jeg så ham aldrig igen. Men den dag tænkte jeg, at han ville indse, at han tog fejl. For når jeg havde fortalt verden, hvordan det altsammen virkeligt var, og når hele verden så den virkelige krig på grund af mig, så ville han takke mig. Fordi jeg havde fuldført hans mission. Bob og hele verden kunne bare vente til jeg fortalte sandheden om den eksplosion. På tv live. I morgen.

Senere den aften, da sad jeg i toget på vej mod Tyskland, blev jeg døsig og træt. Toget vippede mig lidt til den ene side og så lidt til den anden, og jeg faldt i en mærkelig dyb søvn. Det næste, jeg husker er, at jeg blev vækket med et alt for højt og alt for tysk aufstehen. Jeg tumlede ud på stationen i Munchen, jeg drev rundt og tænkte stadig på, hvordan verden skulle lære sig selv at kende, og at det var op til mig at sørge for, at det skete. Mig! Inden jeg tog toget videre til København, købte jeg et par solbriller, der så seje ud. – Til når jeg står af toget derhjemme, tænkte jeg. Det skulle køres på den hårde måde, det her. Med eller uden Bob.

Og det gøs i mig, da jeg endelig rullede ind på Københavns Hovedbanegård. Bare fra Valby måtte jeg på toilettet tre gange. Også for at tjekke håret, og hvordan solbrillerne sad. Da vi nærmede os, gik de andre folk ud til dørene, men blev jeg inde i toget. Jeg ville se dem først. Og så kom de rullende forbi ude på perronen. Jeg så først min bror, han stod allerede og snakkede med en, der holdt en mikrofon op til ham. Det gjorde mig i lidt dårligt humør, at han åbenbart nassede på min hjemkomst og skulle tale med alle mulige journalister. Men det gik hurtigt over. Der var også et kamerahold. Og min far og mor, og… Osten! Det var perfekt. De var der allesammen. Og nogle nysgerrige tøser begynde at samle sig omkring kameraerne. Endnu mere perfekt. Der var en af dem, en pige med en rød hårbøjle, som jeg synes, jeg havde set før, men jeg kunne ikke lige huske hvor.

Jeg rejste mig, og inden i toget gik jeg tilbage til den dør, der var lige foran alle journalisterne og pigerne og far og mor. Det var min lillebror, der fik øje på mig først. – Der er han, råbte han, der er ham, der er min bror. Det gav alle de andres øjne retning, og alle stirrede på mig. Og jeg kiggede tilbage ud over dem, og det var som i de der film, hvor familiens tabersøn vender hjem som en stor succes. Lidt flove forstår de andre, at selvom han var lidt skæv og håbløs, så fik han ret til sidst. Det er altid tabersønnen, der redder de andre fra løgn og undergang, eller hvad det nu må være. Jeg har altid godt kunne lide den scene, og jeg tror, at jeg spillede min rolle perfekt. Og min far krammede mig, og min mor faldt mig om halsen. -Min søn, sagde hun. Og så overtog min bror og hans kæreste, de klappede mig på skulderne og poserede på hver sin side af mig. Det hele var ok, jeg var i kontrol. Og solbrillerne gav lige det der sidste touch. Men så faldt jeg ud af den igen. Pigen med den røde hårbøjle stod lige foran mig, og en enkelt tanke jog alle de andre tanker bort: Hvor fanden var det, at jeg havde set den pige før?

Så var der en journalist, der hev mig i ærmet og rev mig ud af mit dødvande. – Velkommen hjem, sagde han. – Kan du beskrive dine oplevelser for de danske seere, da du stod på den plads, hvor serberne smed en granat i går, og som nu har ført til, at NATO om nødvendigt vil bombe serberne? Hvordan var det? Så du nogen dø? Og hvordan har du det lige nu? Mener du, at NATO skal bombe? Jeg vendte mig mod journalisten og hans spørgsmål og prøvede lidt at ligne Bob, men skød hurtigt tanken om ham væk igen. – Alt det ved jeg ikke noget om, sagde jeg. – Jeg kender kun sandheden. Den sad, for allesammen blev helt stille. – Nu taler han, hørte jeg nogen sige, men jeg lod ligesom mine ord hænge der i luften og vokse sig store. Jeg havde set scenen mange gange på film, så jeg vidste, at det ville virke.

Men så knækkede filmen for mig, for nu vidste jeg, hvem pigen med den røde hårbøjle var, og hun kiggede så mærkeligt på mig nu, og jeg tabte helt forbindelsen til de andre, som om hendes øjne frøs mig fast i hendes blik, men hendes øjne, åh gud ja, hendes øjne! Det begyndte at bløde voldsomt fra hendes øjne, og så også fra hendes hoved, og hun faldt om og lå der midt på stationen, men der var ikke nogen, der tog sig af det, og nu blødte hun fra munden, og jeg genkendte hende  kun alt for godt, men jeg kunne ikke hjælpe hende, for jeg var helt lam. Og hendes blod løb hen over fliserne og lagde sig om mine sko. Jeg blev grebet af panik og ville fjerne mig, men blodet klæbede mig fast og gav ikke slip. Og jeg pegede på hende, så de andre kunne se, men der var ikke nogen, der så. De så kun mig. Og de smilede allesammen min vej. – Det er den samme pige, som jeg så dø i Sarajevo, fra vinduet i Jasmins lejlighed, fik jeg fremstammet og stadigvæk: Jeg kunne ikke flytte øjne fra hende.

Folk blev forvirret, ingen forstod, hvad jeg mente, eller om jeg mente det. Min bror grinede for at redde situationen, og jeg hørte ham lige hviske, at det her, det var ikke helt god publicity. Så var der stille, og nogen forsøgte sig med et imødekommende smil, og en af journalisterne spurgte, om jeg ville uddybe det. Men jeg kunne ikke flytte mine øjne fra pigen med den røde hårbøjle, som nu lå på fliserne med de samme bange øjne som sidst. Og jeg opdagede, at jeg græd nu, for pigen, og alting blev helt tåget, og der faldt en tåre fra mig, som mine øjne satte efter, den faldt på jorden, der hvor den unge piges blod samlede sig, og det var som om at mine tårer fortyndede hendes blod.

Jeg sværger, at det var præcist det, der skete. Og der var flere, der syntes, at det var ved at blive pinligt. Men det nåede jeg ikke at tage mig af, for pludseligt hørte jeg Bob. – Den sidste sandhed er vores, råbte han. Og jeg tror, jeg forstod præcist, hvad han mente denne gang. Jeg tror, at han mente, at vi ikke hjalp nogle ved at fortælle sandheden. Det var det. Tankerne fløj gennem mit hoved. Måske kendte verden kun til løgnen om den dag granaten faldt, men så længe de kun kendte den, var der en chance for, at de ville stoppe krigen. Sandheden hjalp ingen sag nu, og der var ikke andet at gøre end at acceptere det. Og jeg kunne mærke, at jeg også var et menneske, jeg var også vred. Jeg ville også hævne pigen med den røde hårbøjle og hendes forældre, der dødede i Sarajevo. Og den fremmede, der døde i mine arme. Jeg ville også se det stoppe, se serberne blive bombet langt væk fra Sarajevos bjerge, og det her var min chance. Nu. Jeg skulle bare tie stille. Dem, der smed granaten og filmede de blodige folk, folk som måske var deres naboer, de havde virkeligt regnet den ud, som Bob havde sagt. Og jeg forstod ham. Den eneste forskel, vi kunne gøre, var ikke at gøre noget. Og så satte jeg af. Gennem dem allesammen, og op ad rulletrappen, på vild flugt, mens jeg hørte en af journalisterne råbe efter mig: – Du spilder vores tid, kammerat.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: