Den digitale kultur blev ikke demokratisk

Internettets korte historie er historien om, hvordan idealisme og demokratiske håb blev erstattet med kynisme og systematisk overvågning. Undervejs fik vi Facebook og overbeviste hinanden om, at der ikke er nogen konflikt mellem overvågning og demokrati – men det er der.

Internettet var stadig nyt i sidste halvdel af halvfemserne. Og frem til begyndelsen af 00´ernen var den generelle holdning udpræget optimistisk. Internettet ville demokratisere verden, fordi alle kunne udgive og modtage information. Diktatorerne falder, når de undertrykte finder hinanden og kommunikerer direkte med omverden. Håbede vi. Og i den frie verden stod vi endelig foran det oplyste demokrati, hvor viden var ikke-kommerciel og genstand for en ægte debatkultur. Troede vi.

Optimismen viste sig i de metaforer, som vi brugte om internettet: Vi kaldte det for ”den globale landsby” eller ”det globale forsamlingshus”. Herhjemme mente Tor Nørretranders i 1997, at internettet var ”det radikale informationsdemokrati”. Og så sent som i 2000 mente Amerikas daværende præsident Bill Clinton, at internettet ville demokratisere Kina. Dette er blot eksempler på den optimisme, der herskede inden for kultur, videnskab og politik. Internettet kunne ikke kontrolleres, og alene derfor var det demokratiserende, var holdningen. Det er lang tid siden, der er nogen, der har kaldt internettet en ”global landsby”. Vores erfaring blev nemlig en anden.

I dag må vi erkende, at Kina er et skræmmende eksempel på, at internettet er en effektiv teknologi, når en stat vil overvåge sine borgere og kontrollere den information, de har adgang til. Vi må også erkende, at det ikke blot er et kinesisk problem. Det blev tydeligt for alle, da Edward Snowden i juni 2013 lækkede dokumenter fra National Security Agency. Dokumenter, der viser, hvor omfattende USA overvåger sin befolkning – og allierede nationer. Snowden satte gang i en principiel debat om forholdet mellem statslig overvågning, åbne demokratisk samfund og retten til et privatliv.

Alle er vist enige om, at internettet har et enormt potentiale, og at det allerede har gjort mange ting bedre for os. Vi må dog også se i øjne, at internettets ikke blot fremmer demokrati – men også det modsatte. I december 2009 kom den ændring, der har størst betydning for vores digitale kultur, og dermed også vores demokrati: Det personaliserede internet. Da du – formentlig uden at tænke over det – begyndte at bruge det nye Google i 2009 indgik du en byttehandel: Du fik det personaliserede internet; prisen var, at du ikke selv vurderer, hvilke informationer der er relevante for dig. Google ændrede den algoritme, der regner ud, hvad du ser – og ikke ser – når du søger information.

Har du for nylig klikket ”like” eller delt en historie om de helt aktuelle og enorme problemer med sult og underernæring i Afrika? Statistisk er det mest sandsynligt, at du svarer nej. Har du for nylig klikket ”like” eller delt en sjov reklame eller et selvrealiseringsslogan alla ”Elsk dig selv – præcis som du er”? Statistisk er det mest sandsynligt, at du svarer ja.

Nu er der jo ikke nødvendigvis noget i vejen med, at vi deler det nære, det sjove og til tider banale. Det problematiske begynder med, at vores digitale adfærd bruges til at målrette fremtidige reklamer, informationer og nyheder til os. Du får med andre ord mere af det samme, hver gang du søger ny viden i din digitale avis eller logger ind på Facebook: mindre Afrika, mere selvrealisering. Rigtigt problematisk bliver det dog først, når vi opdager, at forudsætningen for det personaliserede internet er en massiv overvågning af vores digitale liv.

De fleste af os tænker måske ikke så meget over det personaliserede internet og masseovervågning, men det kommer vi forhåbentligt til. I hvert fald hvis det er op til internetaktivisterne. Internetaktivist er et endnu nyt og ret ukendt fænomen på dansk. Det benævner dog meget fint, hvad der er på spil: Vi taler om en græsrodslignede bevægelse, der vil demokratisere internettet. Det skal ske ved at gøre internettet neutralt frem for personligt, så andre ikke kan bestemme, hvad vi ser og ikke ser. Og – ikke mindst – ved at begrænse virksomheder og regeringers muligheder for at overvåge vores digitale liv.

En kendt internetaktivister er Eli Pariser, som bl.a. har skrevet grundbogen for mange kritikere af det personaliserede internet: ”The Filter Bubble: How the New Personalized Web Is Changing What We Read and How We Think”. Filterboblen er dit personlige digitale univers. I filterboblen får du den information, som virksomhederne har filtreret for dig. Sådan er den digitale virkelighed for os alle i dag. Konsekvensen af det personaliserede internet er ifølge Pariser, at det truer to helt fundamentale demokratiske værdier: Vi mister fornemmelse for, hvilke informationer der er vigtige for os som fællesskab, og det begrænser, hvor meget vi forholder os til andres meninger og situation. Det er et velbeskrevet fænomen inden for psykologien, hvordan en meget ensartede gruppe kan blive intolerant og aggressiv over for andre personer og holdninger. I dag er den grove og udemokratiske debattone i de sociale medier synlig for enhver. I Danmark har selv vores statsminister advaret mod, at tonen i de digitale medier kan blive så hård, at ”selve formålet med at udveksle holdninger forsvinder”.

Nogle mener, at Pariser overdriver betydningen af det personaliserede internet. Der er dog ingen tvivl om, at vi kun har set begyndelsen, og at personalisering er fremtidens internet. Eric Schmidt (CEO i Google) har sagt det meget direkte: ”Teknologien vil blive så god, at det bliver meget vanskeligt for mennesker at se eller bruge noget, der ikke på den ene eller anden måde er skræddersyet til dem.”

Forudsætningen for et personaliseret internet er massiv overvågning, som foregår ved at indsamle og analysere metadata. Metadata er data om, hvordan du bruger digitale medier, fx hvem du ringer til. Det er altså ikke data om indholdet i din kommunikation, fx hvad du siger i telefonen. Nutidens digitale overvågning er derfor anderledes end spionage og personlig overvågning, som vi kender den fra traditionelle efterretningstjenester. I dag benytter efterretningstjenesterne selvfølgelig også metadata, og på den baggrund kan de tegne meget præcise profiler af personers adfærd og hensigter. Profiler, som de ikke er bange for at bruge aktivt. Som den tidligere leder i CIA Michael Hayden sagde sidste år: ”We kill people based on metadata”.

Det er klart, at sådan et CIA-citat sætter tingene på spidsen, fordi enhver kan se det ekstreme i det. Den daglige overvågning er dog ligeså ekstrem, men mindre synlig. Den amerikanske professor i kommunikation Robert Scheer har netop udgivet bogen ”They Know Everything About You”. I Amerika er Scheer kendt for at afdække og kritisere regeringers masseovervågning. Scheer viser i sin nye bog, hvor tæt private virksomheder og regeringer samarbejder om at udveksle data – også når de siger, at de ikke gør. Der er ikke tvivl om, at masseovervåning finder sted. I Danmark har vi siden 2002 fået tre terrorpakke af regeringer, der hele tiden udvider digital overvågning, og fx gennemes alle telefonsamtaler. Det, der bekymrer Scheers, er, at den brede offentlighed tilsyneladende er ligeglad. Det er en historisk ny ligegyldighed.

Traditionelt har demokratier betragtet masseovervågning som uforenligt med demokrati. I dag lader vi os villigt overvåge. Ifølge Scheer skyldes det, at regeringer er lykkedes med at forklare overvågning som noget, der er forenelig med demokrati. Overvågning skaber tryghed og sikkerhed, er deres argument. Et argument, som befolkninger har været modtagelige for. Især i følsomme situationer har vi været villige til at lade os overvåge stadig mere, fx efter et terrorangreb. Prisen for tryghed er vores privatliv. Scheer mener, at den pris er for høj, ikke mindst fordi der ikke er mange eksempler på, at overvågning har betydet, at fx terrorangreb er blevet forhindret. Han gennemgår bl.a., hvordan 9/11 kunne have været forhindret ved traditionelt efterretningsarbejde, og hvorfor masseovervågning ikke ville have hjulpet. Desuden er privatliv en helt grundlæggende forudsætning for et demokrati, mener Scheer. Og alene derfor er masseovervågning uforeneligt med demokrati.

Når vi acceptere overvågning, så skyldes nok også noget andet. Den digitale kultur tilbyder os iPhone, Facebook, Google og alle de andre synlige og ofte lækre teknologier. Dem kan vi eje og holde i hånden. Det, vi betaler med, er usynligt og abstrakt: vores privatliv. Måske solgte vi kun vores privatliv, fordi vi ikke var opmærksomme på, at selve demokratiet indgik i handlen? Demokratiet har som så mange gange før i historien brug for aktivisme. Det skal være synligt, hvad virksomheder og regeringer ved om os; vi skal have mulighed for at rette og få fjernet informationer om os selv; og ingen andre end os selv skal bestemme, hvilke informationer, vi ser – og ikke ser. Det er internetaktivisternes bud på en demokratisk digital kultur. Det lyder fair.

Bragt i Kristeligt Dagblad som kronik, 25. april  2015.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: