Magtens sprog er håbløst

Obamas taleskriver Jon Favreau besøgte København tirsdag i denne uge. Han tror på en politisk strategi og retorik, der samler befolkningen og mobiliserer dens håb. En strategi, som Alternativet forsøger sig med i den danske valgkamp. Og de lykkes tilsyneladende bedre end statsministerkandidaterne, som forsøger sig med personangreb og at udstille modstanderens svage punkter.

Favreau var Obamas taleskriver fra 2005-13, og han stod bl.a. bag kampagnesloganet ”Yes, we can”. Den kampagne lykkedes med at mobilisere amerikanernes håb og tro på, at USA kunne forandres til det bedre for alle. Ifølge Favreau var Obamas kampagne et retorisk opgør med en kynisk medievirkelighed og visionsløs politisk debatform. Favreau talte ikke om den danske valgkamp på sit besøg i København, men hans pointer kan nemt overføres fra USA til os.

Både i Danmark og USA tegner medierne et kynisk billede af verden. Her dominerer de dårlige nyheder, bl.a. om kendte politikeres personlige problemer, løgne og svigt. Vi klikker på den slags nyheder, og derfor får vi stadig flere af dem. De er også nemmere at formidle end fx den ofte frustrerende langsommelige fremdrift i fredsforhandlinger. Konsekvensen er, at de gode fortællinger forsvinder fra vores medievirkelighed, mener Favreau. Det dominerer ikke nyhederne, når en kvindes liv er reddet, fordi hun for første gang i sit liv kan få sygeforsikring, eller når færre personer lever i fattigdom. Favreau har ved andre lejligheder peget på, hvordan for eksempel kunst, forfattere og studerende kan formidle de visioner, håb og idealisme, som ikke findes i medievirkeligheden. Den politiske tale kan det også, mener han. Faktisk er den politiske tale nødvendig for at bekæmpe kynismen og samle folk om visioner og håb. Desværre gør de politiske talere og debattører oftere det modsatte. De ser debatten som en kamplads.

Det kommer fx til udtryk, når politikerne slår idealisme, visioner og håb ned med budgetsnak: ”Hvor skal pengene komme fra?” Det er spørgsmålet til enhver, der tør mene noget om, hvilket Danmark vi skal have. Det er ikke alene kynisk – det har også lammet politikernes sprog. Det er i dag så visionsløst, at de ikke engang kan formulere positive politiske løsninger med andre ord, end at man vil ”tilføre flere penge til området”. Så har vi en teknokratisk kamp om, hvem der vil bruge flest penge hvor – og hvem pengene skal tages fra. I sådan en politisk debat ligner den håbefulde idealist en tosse. Men hvis man skal tro Favreau, så vinder idealisten måske alligevel til sidst. Det er i hvert fald den strategi, han og Obama havde succes med – og muligvis er en politiker som Uffe Elbæk ved at gentage strategien i en mindre, dansk udgave.

Obama så det som sin – og Favreaus– opgave at bekæmpe kynisme og give folk håb. Ifølge Favreau er fortællingen (storytelling) det retoriske greb, som en politiker kan bruge for at komme kynismen til livs. Obamas fortællinger tager enten udgangspunkt i ham selv eller personer, han har mødt eller kender. Det ser vi jo også danske politikere gøre, men der er en afgørende forskel på Obama og de danske politikere: Obama bruger fortællingen til at udtrykke idealisme og mobilisere et håb – danske politikere bruger fortællingen til at pege på et problem og tale andres ideer ned.

Et af de mest kendte eksempler på Obamas retorik er hans vindertale efter valgkampssejren i 2008. Her fortæller han historien om Ann Nixon Cooper fra Georgia. Hun var på det tidspunkt 106 år gammel, og derfor var hun født på et tidspunkt, hvor hun ikke havde lov til at stemme af to grunde: fordi hun var kvinde, og fordi hun var sort. Obama brugte hendes historie til at synliggøre alle de tilsyneladende umulige forandringer, som hun havde været vidne til i sit liv. Forandringer, som førte frem til den første sorte amerikanske præsident. Ann Nixon Cooper er både et historisk vidne og et symbol på ”yes, we can”. På den måde forenes Obama, Ann Nixon Cooper og tilhørerne i en fælles vision. Den personlige historie bliver en del af den fælles historie, og fortællingen skaber tro på, at forandring er mulig.

I den nuværende danske valgkamp ser det ud til, at det er Uffe Elbæk og Alternativet, som har lært mest af Obama. Alene navnet ”Alternativet” og kælenavnet ”Længselspartiet” adresserer et helt andet håb om forandring end navne som for eksempel ”Konservative”. Den for alle overraskende opbakning til det nye parti kan tyde på, at de lykkes godt med det. Når Uffe Elbæk bliver kritiseret for, at konkrete forslag er for flyvske, så laver han en ”Ann Nixon Cooper” med udgangspunkt i sig selv. Han har for eksempel foreslået en 30 timers arbejdsuge. ”Hvor skal pengene komme fra”, spørger de politiske modstandere. I Børsen den 2. juni svarer Elbæk: “Det kan da sagtens lade sig gøre, for det er noget, vi bestemmer selv. Det siger jeg lidt småsikkert, men jeg mener det faktisk. Da jeg kom ud på arbejdsmarkedet, arbejdede vi 42 timer om ugen. Tro det eller ej. I dag er det så 37 timer.” Retorisk minder Elbæks fortælling om Obamas. Jeg skal ikke vurdere om 30 timers arbejdsuge, 100% økologi og kødfrie mandage er realistiske forslag fra Alternativet, men måske længes danskerne bare efter politikere, der tør udtrykke en vision og tænke stort?

Store fortællinger og visioner er trods alt stadig usædvanlige i den politiske debat. Lars Løkke Rasmussen har allerede hørt meget kritik af en fortælling, som han brugte i valgkampens første dage: En direktør fortæller Lars Løkke historien om en af sine ansatte, der har sagt op. Den ansattes begrundelse var, at det ikke kan betale sig at arbejde. Den historie beslutter Lars Løkke sig som bekendt for at bruge. Han glemmer dog at fakta-tjekke historien, og ingen ved, om den ansatte findes som andet end en historie, en direktør fortalte Lars Løkke. Derfor gik kritikken af Lars Løkke på hans troværdighed – men det var i virkeligheden det mindste problem.

Det egentlige problem er større end Lars Løkke. Problemet med Lars Løkkes fortælling var, at dens formål udelukkende var at pege på et problem – og ikke en løsning. Fortællingen skulle bruges i en verbal krig. Den skulle slå regeringen i hovedet med alle de problemer, den ikke har løst. Den skulle ikke formidle Venstres visioner for Danmark; det havde den slet ikke format til. Dens format og sigte var småt. Den skulle give Venstre et momentum i de ca. 24 timer, som en nyhedscyklus varer.

Vi er nu ved problemets kerne, og det er ikke partipolitisk. Det er retorisk. Det betyder ikke så meget i det store billede, om Lars Løkke med sin fortælling vandt de efterfølgende 24 timer i medierne, eller om det var nogle andre. Det, der betyder noget, er, at politikerne bruger fortællingerne i et taktisk spil om at udstille hinandens utroværdighed. Det har store konsekvenser for politisk debat, at fortællingerne ikke har større strategiske formål, fx at skabe den store fortælling om, hvor vi i fællesskab skal hen med Danmark.

Folk siger tit, at de er trætte af politik, men måske er de i virkeligheden bare trætte af den måde, politikere og journalister formidler politik på? Adam Price, som er hovedforfatter til tv-serien ”Borgen”, var tirsdag taler på samme seminar som Jon Favreau. Price fortalte om en undersøgelse, der har vist, at danskerne var mere interesseret i dansk politik, da ”Borgen” blev vist – ikke i partipolitik, vel at mærke, men i politiske spørgsmål som sådan. Det er muligvis lidt skræmmende, at en fiktiv tv-serie kan vække danskernes interesse for de store fortællinger i politik, når det ikke lykkes for medierne og politikerne selv.

Favreau er ikke i tvivl om, at mennesker engageres af fortællingen – uanset om den er fiktiv eller politisk. Fortællingen er også meget mere end engagerende, mener han. Den er vores værn mod kynismen i medierne og politikernes taktiske magtkamp. Derfor er de store fortællinger også for vigtige til at overlade til kunstnere. Politikerne skal (gen)lære at udtrykke visioner, være idealistiske og mobilisere håb. Alt andet er håbløst.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: