Eco er død – idioterne lever videre

Umberto Eco døde i fredags. Sandsynligvis tænkte han om alle os, der stadig lever, at vi er komplette idioter. I 2004 skrev han i hvert fald i et essay om dødens fordele og ulemper: ”Den eneste måde at forberede sig på døden er ved at overbevise sig selv om, at alle andre er komplette idioter”. Eco troede ikke på et liv efter døden. Døden var for ham en afslutning, som man må forholde sig til, mens man lever. Når man er død, er man væk. Derfor så Eco også døden som en begivenhed, det filosofisk tænkende menneske må forberede sig på (mens tid er). Og den bedste måde at forberede sig på er altså ifølge Eco at tro på, at man ikke efterlader andet end idioter bag sig.

Hvorfor skal vi så overbevise os om, at kun idioterne overlever? Jo, forklarer Eco: Forestil dig, at din time er kommet. Alt imens komponeres den bedste og mest interessante musik, videnskaberne gør fantastiske nye opdagelser, politikere skaber et bedre samfund og medierne beskæftiger sig kun med det væsentlige. Hvem kan forlade verden, mens alle disse vidunderlige ting sker? Nej, det er kun til at holde ud, hvis man ikke har håb for fremtiden, fordi alle er idioter.

Hvis du synes, at Ecos dødsforberedelse lyder som en ide for dig, så bør du også vide, at Eco ikke anbefaler dig at hele livet med den overbevisning, at alle er idioter. Så er du selv en idiot, siger han. Du må begynde livet med at tro på, at alle andre er klogere end dig og så kun gradvist begynde at betragte andre som idioter. Omkring de fyrre kan du tillade dig at have din første tvivl, i tresserne kan du ændre din holdning til enkelte personer og så sørge for at time det, så du er fuldstændigt overbevist om, at alle er idioter, få timer inden din død indtræffer. Det er en kunst.

Denne lille leg med døden var typisk Eco; en paradoksal og humoristisk kommentar til et stadigt aktuelt problem: idioti. Vi kan jo netop ikke tillade os at gå gennem livet som idioter. Eco var en videnskabsmand, kunster og debattør, som insisterede på værdien af viden – ægte viden. Det er en væsentlig pointe i tid, som nogle kalder post-faktuel, og hvor ”at synes”, ”at mene” og ”at føle” tilsyneladende er lige så godt som ”at vide”. Det er idioti, når synspunkter er bliver ophævet til fakta. Vi ser det desværre hele tiden, fx i den miljøpolitiske debat, hvor man helt åbenbart kan tillade sig at mene noget, som stort set alle forskere på området modsiger – fra global opvarmning til forurenede vandløb.

Eco er død, men han har sendt os en flaskepost. Han skrev selv, at livets skønhed var, at man har mulighed for at lære og blive klogere hver dag. På det personlige plan er døden derfor også en tragedie, fordi al vores erfaring og viden går tabt for os selv. Den meningsløshed bekæmper vi ved at arbejde på vores egen udødelighed. David Bowie, som også døde fornylig, gjorde det. Han iscenesatte sin død med et album, der kom tre dage efter hans død og genoplivede hele hans værk sikrede hans udødelighed. Bowie var popstjerne og både søgte og fik enorm medieeksponering. Eco var filosof og forfatter og hans død får nok meget mindre opmærksomhed, men han efterlader et på alle måder enormt værk, som kan hjælpe os til at leve mindre idiotisk. Han skrev, at selvom vi dør, så efterlader vi flaskeposter for eftertiden i form af vores værk eller den betydning, vi har for vores nære relationer. Det er værd at samle en af Ecos flaskeposter op. De findes som bøger.

Bragt i Politiken den 23. februar 2016. Link til Politikens version med illustration af Roald Als

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: