Freddie Mercury venter på os i en nær fremtid

I dag er det 25 år siden Freddie Mercury døde. Snart genopstår han som en af de første digitale rockstjerner i virtuel reality. Du vil igen kunne gå til koncert med Queen, og du vil kunne stå på scenen ved siden af Mercury og se ud over publikum. Det vil fundamentalt ændre vores forhold til livet, døden og rock and roll.

Det er en fantastisk rejse, som Mercury har været på siden sin død. Han er blevet digitaliseret, og han er blevet kanoniseret. Det er nemt at glemme, at Queen engang var udtryk for massernes dårlig smag. Karl Ove Knausgård minder os om det i sin selvbiografiske roman ”Min kamp”.

Knausgård bruger historien om Queen og Mercury flere gange. Han beskriver for eksempel et minde, hvor han netop har fortalt en ven, at både han selv og hans bror kan lide Queen. Vennen griner: ”Hvad er det med jer to? Er det genetisk, eller var i uheldig med omgivelserne på Tromøya? Queen!” Den hånlige holdning var tidstypisk, og derfor passer den jo godt ind i Knausgårds tema om at tale den rigtige holdning og smag imod. Knausgård fortæller, hvordan han beundrer sin bror for ikke at fornægte Queen. ”Han havde kunnet lide Queen lige siden han var lille, og havde altid holdt fast i det og var villig til at forsvare dem ved enhver lejlighed. Han ventede stadig på at verden skulle komme til fornuft og give Queen hvad Queen retmæssigt fortjente.”

I dag har Queen fået, hvad de fortjener. De får kunstnerisk anerkendelse fra alle sider, samtidig med at de er et af de bedst sælgende bands nogensinde. Og interessant nok har de solgt størstedelen af deres musik efter Mercurys død. Det havde de såmænd nok alt sammen opnået uden digitaliseringen, men Mercurys død faldt sammen med, at verden blev introduceret for internettet. Derfor er hans død og digitale genopståen historien om, hvordan vi mennesker på 25 år har skabt en teknologi, der bringer de døde tilbage i lyd og billeder – og snart i en parallel virtuel verden.

Det er ikke overraskende, at det netop er Freddie Mercury, der som en af de første venter på os i virtual reality. De overlevende medlemmer af Queen har altid været involveret i udviklingen af ny teknologi. Derfor kunne Queen også som det første band nogensinde udgive et helt album med deres afdøde forsanger. ”Made in Heaven” udkom i 1996, fire år efter Mercury døde af en aids-relateret lungebetændelse. ”Made in Heaven” er komponeret af små bidder af sange, som var gemt i Queens arkiver fra de 23 år, som de nåede at indspille musik, mens Mercury var i live. Guitaristen Brian May har fortalt, at musikken på albummet er konstrueret til at lyde som ”de gode gamle dage”, hvor alle fire Queen-medlemmer var i live og skabte musik i fællesskab, men at det er en illusion. Det var en illusion, som teknologien gjorde mulig første gang i 1996.

Siden er der løbende kommet ny teknologi og medier til, som giver stemme til de døde og gør dem til en del af vores hverdag. I 1999 kunne du f. eks. for første gang se en koncertvideo med David Bowie og Freddie Mercury. De blev aldrig blevet filmet sammen, men tilbage i 1981 indspillede de duetten ”Under Pressure”. Otte år efter Mercurys død optrådte de side om side. Og i dag kan du såmænd følge både Mercury og Bowie på Facebook og modtage statusopdateringer fra de afdøde rockstjerner på Twitter. Rockstjernerne bliver holdt i live af digitale medier og teknologi, og det er en udvikling, som står over for sit næste skridt: virtuel reality. Lige om hjørnet venter sex med robotter, digitale gentagelser af livets store øjeblikke og genoplivning af de døde. Der er umiddelbart ikke meget rock and roll over den fremtid, men fascinerende bliver det uden tvivl.

Brian May kommer til at spille en central rolle i udviklingen af den virtuelle rockstjerne. May er ikke bare guitarist i Queen. Han er også ph.d. i astrofysik og grundlægger af London Stereoscopic Company, som er en virksomhed, der udvikler briller, der kan give dig en virtuel reality-oplevelse på din smartphone. I år indgik han på vegne af Queen et samarbejde med Google Play om verdens første virtuelle musiskvideo. The Bohemian Rhapsody Experience hedder videoen, som markedsføres som en rejse i Mercurys underbevidsthed. Queen optræder som animerede figurer, og du kan stå på scenen med dem og bevæge dig rundt i et temmelig psykedelisk univers.

Samarbejdet mellem Queen og Google Play er i høj grad tænkt som et udviklingsprojekt, og ingen af parterne lægger skjul på, at der er mere på vej. Også selvom May ikke er blind for den nye teknologis skyggesider. Fornylig sagde han i et interview, at ”virtual reality vil ændre verden, fordi vi får mulighed for at bygge alt det, vi elsker og sætter pris på. Du vil kunne få den oplevelse, at du kan røre, høre og interagere med personerne i den virtuelle virkelighed. Virtual reality kan udvikle sig, så vi vil opleve en ny slags nostalgi, en følelse af, at vi har mistet noget, fordi vi forelsker os i den virtuelle verden. Jeg tror, at med tiden vil folk ikke ud derfra”.

Forestil dig en virtuel verden, som du ikke vil ud af. Du kan tage din uddannelse i New York eller tjekke udsigten fra Kilimanjaro uden at forlade din egen stue. Du kan også gå til koncert, og ligesom alle andre til koncerten har du den bedste plads i salen, for ingen er fysisk tilstedet. Alle følger med enkeltvis og på afstand.

Det er ikke svært at se det tillokkende ved det virtuelle liv, men det er heller ikke svært at se, at det vil påvirke vores oplevelse af, hvad der er virkeligt. Selvom det sker i en konstrueret virkelighed, så vil vi jo opleve det som om, at vi har set udsigten fra Kilimanjaro og været til en koncert. I fremtiden vil vi måske slet ikke tale om, hvad der er virkeligt, men om forskellige virkelighedsoplevelser, altså at det virkelige defineres af oplevelser og ikke videnskab. For eksempel vil videnskaben fortælle os, at vi ikke kan rejse i tid, men den virkelighed ophæves i virtuel reality, når vi oplever, at vi kan tage til en koncert Queen holdt for 40 år siden.

Det kunne være sjovt at forklare ideen om virkelighedsoplevelser til Mercury, før han døde. Det er usandsynligt, at han nogensinde nåede at høre om internettet. Og han ville formentlig have svært ved at begribe, at han selv ville genopstå i en ny virkelighed 25 år efter sin død. I hans tid forestillede man sig en hel anden fremtid. Det var en forestilling, hvor det var nemmere at adskille det ægte og menneskelige fra det uægte og teknologiske. En forestilling, som tiden er løbet fra, men som prægede generationer. Den blev ikke mindst skabt af George Orwells roman ”1984”.

Fremtidsromanen ”1984” er skrevet i 1948. Den beskriver en verden, der er styret af totalitære stater, som kontrollerer sine befolkninger og indskrænker deres individuelle frihed. Orwell forestille sig, at staterne i 1984 ville have en skræmmende teknologi til rådighed, som han kalder ”tankeskærme”. Gennem skærmene ville borgerne været konstant overvåget. I denne fremtidsvision var der ikke plads til det virkelige liv. Det er forbudt at have sex, intimitet og venskaber, da det kan forplumre følelserne og loyaliteten til staten. Staterne begrunder undertrykkelsen med truslen udefra. Truslen om en altødelæggende krig nødvendiggør totalitarisme og overvågning.

Det kan næppe undervurderes, hvad romanen ”1984” har betydet for vores forestillinger om teknologi og fremtid. Og da vi tog hul på firserne spredte nervøsiteten sig, mens vi talte ned til det magiske år 1984. Det blev ikke bedre af, at i den virkelige verden, så det ud som Orwells dommedagsprofeti var ved at blive til virkelighed. I Østeuropa levede millioner af mennesker i fattigdom og under overvågning. Og den kolde krig mellem øst og vest, så ud til at kunne ende i en total udslettelse af mennesket. Krigsangsten prægede også popkulturen på en måde, som vi vel hverken har set før eller siden. På hitlisterne kunne man finde sange med omkvæd som ”When two tribes go to war/A point is all you can score”, og ”I hope the Russians love their children too”.

I 1984 udgav Queen også albummet ”The Works” med sange om undertrykkende maskiner og koldskrigsangst. Det var samtidig med det album, at de vendte tilbage til en mere akustisk lyd efter en kort afstikker med et synthesizere-drevet album et par år før. På ”The Works” er musikken udtryk for det menneskelige og virkelige, og når musikken fortrænges af maskiner bliver vi mindre menneskelige. ”We hardly need to use our ears/How music changes through the years” synger Mercury på ”Radio Ga Ga”. Det er en sentimental hyldest til radioen, som i de år fortrængtes af det nye medie musikvideoen og MTV (Music Television). Visualiseringen ledte os væk fra det musikalske og ægte, da vi begyndte at se på musik i stedet for at lytte til den. Sangen ”Machines (or Back to Humans)” er helt bogstavligt en kamp mellem Mercurys menneskelige stemme og guitarer på den ene side, og på den anden side en syntetiske stemme og synthesizere. Mercury synger advarende: ”When the machines take over/It ain’t no place for rock and roll”.

I 1984 ser Queen på verden, og den ligner til forveksling den, som Orwell beskriver i romanen ”1984”. Og i dag bruges ”1984” stadig flittigt, når debatten falder på overvågning, og som advarsel på det samfund vi ikke ønsker. Sandheden er dog, at med internet og virtual reality er tiden løbet fra disse forestillinger. Teknologi gav os ikke kun ødelæggende krige og redskaber til undertrykkelse og overvågning. Vi fik mere og andet end et mareridt. Vi fik også et internet og en drømmeverden, som underholder og fascinerer. Ironisk nok kunne det godt se ud som om, at det var mareridtet, der skabte engagement, og at drømmeverden vil få os til at lukke os om os selv.

Virtual reality vil måske gøre Orwells og Queens bekymringer mere aktuelle end nogensinde, fordi vi mister noget meget menneskeligt, når døden ikke er en afslutning. Eller måske vil vi opleve det som meningsfuldt og med tiden virkeligt, når vi kan tænde en computer og omgive os med afdøde mennesker, musikere eller familie, som vi savner. Helt sikkert er det, at virtual reality vil ændre vores fornemmelse for døden og dermed oplevelsen af nuet som noget særligt, der aldrig vil kunne genskabes.

Mercury havde tilsyneladende selv et fatalistisk forhold til døden og sagde, at han var ligeglad med, hvad folk ville tænke om ham, når han først var død. ”Når jeg er død, hvem bekymrer sig så om det – jeg gør ikke”. Det var ikke en kliche for ham at leve i nuet. Det var noget, som han praktiserede, og det var det, han tilbød sit publikum at tage del i. Det var med det formål, at han udviklede stadionrocken, som for ham var en måde at interagere med et stor publikum og skabe en følelse af fællesskab og samhørighed. Fællesskabet og nuet var selve formålet med Queens koncerter i firserne, og flere af deres sange var skrevet, så bandet kunne interagere med publikum og publikum med hinanden.

Et kort øjeblik i historien, så det ud som om, at rock-showet vitterlig var den samlende kraft, der kunne mobilisere masserne i håb og fællesskab. Det er ikke, fordi rocken som sådan er mere menneskelig, end andre musikformer, det er dens evne til at skabe fælleskaber, der gør den menneskelig.

Især en person forstod i værdien af rockens samlende kraft i firserne. Bob Geldorf tog i 1985 initiativ til den største koncert, som nogensinde er blevet holdt. Formålet var at afhjælpe hungersnøden i Etiopien ved at engagere hele verden på engang. Alle verdens største bands deltog i koncerten, og hver femte menneske på jordkloden så med på tv. Geldorf mente, at han kunne skabe det største momentum, hvis alle vidste, at Live Aid aldrig ville blive genudsendt i lyd eller billede. Både koncerten og hjælpen blev indhyllet i en stemning af ”nu eller aldrig”. Queen stjal showet foran alle de andre superstjerner ved Live Aid. De 20 min, som Queen spillede, bliver igen og igen kåret til de 20 bedste minutter i rockhistorien. De havde den fordel, at de var vant til at mobilisere masserne. Mercurys evne til at skabe fornemmelsen af et unikt øjeblik, hvor vi alle sammen kunne være en bedre version af os selv, synes at passe perfekt til formålet med Live Aid.

I dag bliver enhver koncert optaget af et hav af mobiltelefoner, og publikum ser det meste af koncerten via skærmen på deres telefoner. Snart behøver vi ikke engang stå ved siden af andre. Vi kan gå til koncert alene, og alligevel opleve det som om, vi er sammen med andre. I det øjeblik bliver vi muligvis mindre menneskelige.

Måske skal vi i dag – 25 år efter hans død – mindes Mercury for den menneskelighed, som hans rockpersona også repræsenterer. Og selvom de fælles drømme bliver erstattet af den enkeltes drømme i virtuel reality, så er det en fristende drømmeverden, der er ved at blive skabt til os. Jeg må i hvert fald indrømme, at jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan se Mercury og Queen give koncert igen. Jeg vil være der på scenen med dem som en af de første.

Oprindeligt udgivet som kronik i Politiken den 24. november 2016: http://politiken.dk/debat/kroniken/premium/ECE3483484/kroniken-freddie-mercury-venter-paa-os-i-en-naer-fremtid/

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: